Håb og bekymring – et forfatterskab er slut

lærer og salmedigter Lars Busk Sørensen er død

Salme- og klimadigter Lars Busk Sørensen (født 1930) døde september 2023

mindeord her

Anmeldelse af hans allersidste digtsamling, det utænkelige, udgivet 2022 her og omtalt m digt på lyrikere.dk

 

fra Facebook

Nekrolog over lærer og salmedigter Lars Busk Sørensen.

Gud har sendt sin yndlingsklode

mod et andet sceneri,

dagens lyse episode

er for denne gang forbi.

Lærer og salmedigter Lars Busk Sørensen er død. Æret være hans minde.

Lars  interesserede sig for vort ophav, den natur og den kultur vi er født ind i: Ingen træffer livets Gud mellem fjerne stjerneskud. Og han så, at alt er underfuldt. Han tænkte kosmisk, når han gennem sine refleksioner og digte på en ny måde satte  kristendommen ind i vores på en gang rige og splittede verden. Selvfølgelig er Gud ikke på magtens side, og selvfølgelig er menneskets opgave givet:

Du skal bringe verden fred,

dagligt brød og kærlighed.

Livets Gud har dine hænder, 

derfor er det dig, han sender,

når din næste lider nød.

Er man interesseret i livets dybe mysterium, men mangler ord til at udtrykke sig, kan man låne Lars Busks ord fra hans samtaler med Gud i hans Refleksioner over gudsbegrebet (2004) eller i i digtkredsen Kærlighed eller kaos (2010), hvor vi kan læse dette:

Mirakler og katastrofer kan vi selv frembringe, men ikke den længsel, der følger vildgæssene hen over forårshimlen, ikke den hellige undren den morgen, da mælkebøtterne blomstrer.

Den tredje digtkreds Det utænkelige udgivet i 2022, hvor han var over 90 år gammel. Det utænkelige har forord af vores biskop Henrik Stubkjær, der kalder digtkredsen nødvendige poetiske refleksioner – med dybde, alvor og håb, og fortsætter: “Det utænkelige” er en hyldest til skønheden til poesien og til livet. Den kalder til handling:

Så derfor bliver vi stadig fattigere

 på den poesi,

som vore drømme og vores livsvilje lever af

mens vores BNP bliver ved med at vokse

– ligesom neglene og håret på de afdøde.

Lars Busk Sørensens udgangspunkt er blandt viber ved Vesterhavet, men han er kendt over hele landet som en af Danmarks bedste nyere salmedigtere med fem digte i Højskolesangbogen og tre i salmebogen. Han vil blive savnet.

Vore tanker går til hans hustru og medforfatter Bodil og til deres børn, børnebørn og oldebørn.

//Nelly og Lars Ebbensgaard

 

 

Leave a Reply