[uddrag fra Kultur og Information – læs resten]
KI får flere henvendelser om københavnske biblioteker
Som formand for Forbundet Kultur og Information følger Tine Segel debatten, og hun har også modtaget flere henvendelser fra borgere og politikere, der gerne vil drøfte Københavns Kommunes måde at drive biblioteker på. Hun ser det ikke som forbundets opgave at gå ind i de 98 kommunernes forskellige formidlingsstrategier på bibliotekerne.
– Der er lokalt selvstyre, og bibliotekspolitikken fastlægges i hver enkelt kommune. Men jeg er meget glad for, at der findes så mange borgere, der engagerer sig og udtrykker deres forventninger til bibliotekstilbuddet. Der er stor forskel på, hvordan bibliotekstilbud udformes fra kommune til kommune, inden for bibliotekslovens ret vide rammer, så derfor er det vigtigt, at borgerne udtrykker både ris og ros og også deltager i den lokale debat, for sådan kan de jo påvirke bibliotekstilbuddet, siger Tine Segel.
Hun deltog selv tidligere på året i et debatarrangement for borgere om Københavns biblioteker. Det var Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarer, der havde inviteret, og Tine Segel har efterfølgende oplevet at blive kontaktet af lokalpolitikere, der ønskede at blive klogere på bibliotekspolitik generelt.
Hvad er det, der bekymrer borgerne?
– Jamen helt konkret, så er der eksempelvis blevet stillet spørgsmålstegn ved, om man overholder biblioteksloven i København. Her mener forbundet ikke, at man kan konkludere, at de ensartede udstillinger på tværs af filialer/lokalbiblioteker i København er et brud med kravet om kvalitet, aktualitet og alsidighed, så længe samlingen samlet set opfylder disse kriterier. Rent fagligt mener vi dog, at der er stærke argumenter for, at et lokalbibliotek tilpasser sig lokale forhold, og netop derfor ser man også ret forskellige prioriteringer på tværs af kommunegrænserne, og det er en god ting, siger Tine Segel.
Mit svar til Tine Segel:
På spørgsmålet om, hvor vidt bibliotekerne egentlig overholder biblioteksloven, tror jeg svaret på 1 punkt er et rungende NEJ.
Indkøb har i årtier foregået efter princippet om Forventet Udlån, dvs. i bunkevis af dagsaktuelle titler, som tilfredsstiller låneønsker relativt hurtigt.
Det kan der være flere grunde til, afhængig af hvem man spørger
- folk skal opfatte biblioteket som aktuelt
- folk skal have grund til at komme
- når folk kommer, skal de mødes af noget nyt fra dagspressen
- læselyst skal serviceres, uanset indtægtsniveau
- og meget andet
Det har lige så stille og roligt vænnet bibliotekarer og indkøbere til at købe mindre ind af dét, som ikke låneefterspørges, og med effektiviseringen af det interurbane lånesamarbejde vil en titel altid være tilgængelig for en læser, som efterspørger, og skulle lånekøer opstå, kan man altid på landsplan indkøbe et eller flere nye eksemplarer for at tilfredsstille efterspørgslen.
Det kan syne rationelt ikke at købe bøger, som ikke i voldsom grad udlånes – såkaldt smal litteratur (defineret efter Morten Hesseldahl, som på Handelshøjskolen i Aarhus engang definerede begrebet som “bøger, der ikke sælger…”) – men folkebibliotekets efter min mening vigtigste opgave: at pushe titler og områder til folk, bliver besværliggjort af manglen på faktiske eksemplarer på bibliotekerne, og de mange tomme hylder til følge umuliggør den smitteeffekt, som titler op og ned af hinanden har.
Bibliotek.dks tilvænning til fjernlån betyder samtidig, at udlån alene bliver titelservicering og at folk kun efterspørger det, de i forvejen kender – hvilket af forlagene ses som direkte konkurrence!
Faktisk vil jeg sige – selvom det nok ER for sent – at bibliotekerne har ikke bare presset eller direkte brudt loven med brugen af Forventet Udlån, men direkte undgået at involvere sig i samfundsforandringerne med eks. klarere krav om handlingsdirektiver, der matcher det omgivende samfund:
- Ønsker man et stærkt bibliotek et eller andet sted i administrationen,
- eller ønsker man et bibliotek på papiret, fordi kunststøtten til forfatterne afhænger af udlån,
- eller ser man i stigende grad læsning som et individuelt ansvar frem for et samfundsansvar,
- eller er man under så stort pres fra forlagsbranchen, at man indefra kommer til at se sig selv om en risiko for hele bogproduktionen,
- eller har DJØFFER også overtaget her og gjort udlånstal vigtigere end selve biblioteksTANKEN?
Der er mange flere mulige svar, men med anvendelsen af Forventet Udlån og indkøb af stakkevis af nye titler, hvoraf flertallet bliver makuleret straks udlånet går i står, har man et redskab i hånden til at indlede en ny bespørgelse af nytten af biblioteker i vores samfund, i ethvert samfund, som har langt flere muligheder for selv at finde svar og underholdning end vore forældre havde.
Vi ser mange mange små biblioteker blive lukket, standardisering af hyldeindhold, forbud mod titelfremhævelse på bibliotekerne, nationalt bogindkøb, omdannelse af biblioteker til hyggerum, caféer og medborgerhuse (m/ bøger), samtidig med at bibliotekaruddannelsen er blevet gjort akademisk, hvilket sikkert er godt for at få arbejde i andre brancher, men akademiseringen har fjernet fokus på LITTERÆRT og FAKTUELT INDHOLD og tiltrækker i højere grad mennesker med systematiseringstrang. (Undskyld, alle bibliotekarer, der føler sig ramt.)
Der forekommer at være en underliggende frygt for, at debat om bibliotekerne er identisk med betvivlelse af biblioteket som samfundsindstitution. Som om “HVAD skal vi med folkebiblioteket?” betyder “SKAL samfundet have en kollektivforpligtelse tll at forestå kollektiv dannelse gennem udlån, eller skal vi IKKE?”
vh, kenneth krabat
digternes formand i dansk forfatterforening (pt. på orlov)
