Oplysende poesi

Signe Gjessing, Illuminationen af alt, Gyldendal, 2023.

Lyt til artiklen her:

“Stjerner klamrer sig til mine blodårer. Så det er sådan, poesien har det! / (Under skabelsen fik det ideale virkelig sin lyst styret. Og nu blomstrer det bare.)” Sådan står der et sted i Signe Gjessings nye bog, Illuminationen af alt. Og det synes jeg er et interessant udsagn, fordi jeg købte Gjessings bog med netop det formål, at prøve at se, hvordan poesien har det. Lige nu og lige her i Danmark, anno 2023. Og så fordi anmeldelserne var ret begejstrede og en af dem sagde, at Gjessing skriver kosmisk. Også det syntes jeg lød interessant.

En lovende titel

Nu har jeg læst bogen igennem flere gange – og ved ikke, om jeg har fundet ud af hvordan poesien har det. For

jeg forstår temmelig lidt af bogen. Og kan ikke finde ud af, hvad den vil. Titlen er jo i sig selv fantastisk: Illuminationen af alt. Den er vild, den er voldsom – og lover jo en del, synes jeg. Men selv efter flere gennemlæsninger har jeg ikke følelsen af, at have været vidne til nogen særligt omkalfatrende oplysning. Nærmest tvært imod, for mange passager er og bliver hermetisk lukkede for denne læser.

Måske er titlen faktisk ironisk, har jeg overvejet, siden jeg nu forstår så lidt. Og der er vel en del i bogen, som i en eller anden forstand er ironisk. I hvert bliver det, som en anmelder kaldte “kosmisk”, i bogen ligesom hele tiden pillet ned, eller hverdagsliggjort, på en måde som ind imellem tangerer noget ret humoristisk, ja, der foregår en stadig bevægelse fra det kosmiske til det komiske.

Forfriskende kækt

Som når der fx står: “stjerner tisker om et eller andet hemmeligt, som de er ved at aftale, og / kommer så hen til os og illuminerer dig.” Eller: “Hjerter danser appelsindans med stjerneskud”. Der er ind imellem noget forfriskende kækt over disse koblinger mellem noget enormt og traditionelt højtidligt lyrisk og så disse ganske almindelige gøremål, men ud over et skævt smil trækker de for mig ikke rigtigt noget andet med sig.

Og så er der den genkommende rundgang mellem de store, og delvist abstrakte størrelser: Stjerner, universet, verden og skabelsen (og så er der også noget med en pose frø og nogle solsikker, men det er en helt anden og heller ikke helt forståelig historie). Måden de orkestreres i forhold til hinanden på, minder om noget, der kunne være skarpsindigt og filosofisk, men jeg kan simpelthen ikke lodde dybden. Ud over noget med, at skabelsen ikke er det samme som verden, selvom, eller når nu, skabelsen har skabt verden. Der bliver også talt om det hinsides. Er skabelsen den religiøse dimension af verden? I’m clueless.

Papirteater

Begreberne gøres på en måde til en slags pap-klæd-ud-figurer, som rykkes rundt mellem hinanden og får forskelligt tøj på i en lille kukkasse, det man også kalder papirteater. På den måde set er bogen lidt som hvis et barn lavede en papirteaterforestilling, hvor figurerne så altså var stjerner, universer, skabelser og verdner, men involveret i relativt dagligdags gøremål. Og så altså kaldte stykket “Illuminationen af alt”.

Og det er måske også det barnlige greb i bogen: At gøre de helt store og dybe begreber til noget, man kan have i hånden. Og det er der på en måde noget meget fint ved – lidt ligesom i det citat af Strunge, der også er i bogen: “Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ”, som i sig selv er lidt af en klassiker, i hvert fald herhjemme. Blot er der så mange uforståeligheder, som ikke oppebæres af barnets evne til at gøre alt nyt og nært, men bare fremstår obskure.

F.eks: “Stjernerne / / har misforstået min krop, hvis de tror, at det hele handler om hjerteslag. / Det handler også om illumination. Alle blodbaner er oplyst by night. / (Skabelsen ville ligne en helt normal skabelse, hvis det ikke var for verden.)” Selve forudsætningen, at stjernerne skulle tro at hele jegets krop handler om hjerteslag, er svært begribelig: Hvorfor tror de det? Hvorfor skulle ikke netop stjernerne kunne forstå, at det med at oplyse ting kunne være centralt? De laver vel ikke så meget andet, end at lyse og oplyse. Men er denne inkongruens en slags pointe i sig selv?

At bide spidsen af en jetjager

Hvis meningen blot er, at jeg skal undre mig, så er det sandelig lykkedes; med min undren synes bare ikke at snige sig de store gaver med over dørtærsklen. Og hvorfor i al verden (sic!) skabelsen ville ligne en helt normal skabelse, var det ikke for verden, kan jeg simpelthen ikke se, som andet end en skøn gang vrøvl. Men igen: Bringer dette vrøvl, dette sammenbrud i logik og forklaring, så, som en art negativ teologi, nogen oplysning med sig? Ak, det går denne læsers øjne forbi. Måske fordi jeg ser efter noget forkert?

Ja, måske – når det jeg bedst kan lide ved bogen er en stribe prægnante oneliners – med stjernstriber imellem. Så som fx: “Universet har brug for, at nogle hjerter går ind og tager ansvaret for al den / kærlighed.” Eller: “Stjernerne slæber så meget sand ind i de tulipaner, vi kommer med, når altet skal have et univers opereret væk.” Tak spids, eller som vi også siger: Tak for lige at bide spidsen af en jetjager.

Kosmos med på en lytter

Men der er også hele vers, som i min optik står og klinger stærkt og fint, så som: “Mit blod skal begynde i et nystartet / kredsløb i universet for blod i alle aldre, / så det kan få brugt noget af al den energi. / (Verden tager med kyshånd imod enhver dimension. Mange bække små.)” Eller dét, som står tilbage som min absolutte yndling: “Universet har afbrudt kontakten til stjernerne midlertidigt (i 5 minutter), / / efter at det kom frem / at de fyrer universets energi af på at gøre mig til forfatter” (og her udelader jeg den altid efter et vers følgende parantes, som i dette tilfælde ikke synes at lægge noget til udsagnet).

Disse (i denne omtale) sidste linjer er en Edith Södergran værdige: Wauw! Så overrumplende stolt og vidunderligt megalomant sagt, at jeg tror at selve Kosmos faktisk lige stopper op engang og lytter med. Var jeg 23 og boede stadig i et nedlagt eddikebrænderi på Amager, er det lige før jeg en sen aften kunne have fundet på, at skrive de ord på væggen med en billig fedtfarve.

Og bagefter, tror jeg, havde jeg virkelig sovet godt.