Jeg var så uheldig at få indbrud i min kolonihave, hvor jeg tilbragte megen tid på at arbejde på min digtning og indtaling af digte. Idioterne løb med al min hardware.
En af udfordringerne efterfølgende var at imødegå forsikringsselskabets spørgsmål om, at jeg definerede hvilken andel af min dag, jeg brugte på min skrift, tydeligt underforstået: Hvor stor en del af det stjålne var “privat” og hvilken del gjalt “arbejde”.
Det tog lang tid, før de accepterede mit svar: At jeg ikke havde arbejdstid i traditionel forstand, fordi jeg arbejdede med min skrift 24/7.
Jeg fik en udsøgt behandling af min selskab. I månederne efter blev jeg ved med at finde huller i mine skuffer, hvor diverse elektronik skulle have været, og hver gang honorerede de tabet med, hvad noget tilsvarende nyt skulle koste.
Men det væsentligste tab, har det vist sig, kan ingen erstatte: Det arbejdsflow, som blev smadret af tabet af udstyr, har jeg aldrig genfundet. Og tabet af tryghed ved at arbejde dér i huset – jeg kan ikke igen have udstyr stående og dermed altid en fredelig arbejdsplads parat til mig.
Dét er et uerstatteligt tab.
//KK
