“Gudrun Hasles skoletid og teenageår var præget af en oplevelse af at være anderledes, som bl.a. udsprang af hendes ordblindhed: Det, der var nemt for de andre, kunne hun ikke selv. Først som studerende på kunstakademiet fandt Hasle ved et tilfælde ud af at bruge sin ordblindhed som en bevidst effekt i sin kunst: Som publikum er man tvunget til at anstrenge sig for at læse de tekster, der indgår i Hasles værker – ligesom Hasle altid selv har måttet anstrenge sig for at læse al den tekst, hun har mødt derhjemme, i skolen og i det offentlige rum.”

Læs mere om Gudrun Hasles liv og levned på Den Store Danske Lex.

—
Ordkunstneren, der bruger sin ordblindhed som del af udtrykket, er en eksplosion i hovedet for en digter, der bestræber sig på at være så præcis som muligt for at komme så tæt på en sansning eller et billede eller en tanke eller en indlevelse som overhovedet muligt. Sproget er “jo” det på mange måder fattige gennemsnit, der forbinder menneskene og overhovedet gør det muligt med nogen præcision at overlevere budskaber, som kroppen, gestik og mimik og gutterale ytringer og skabte ting ikke kan alene. Præcision…

Med den indbyggede vanskelighed ved at tolke en ordblind tekst sættes spørgsmål ved, hvad præcision egentlig er. Når man tager en “fejlfri” tekst for givet, kommer man så nogensinde i nærheden af kommunikationens nødvendighed – at sproget, som man kender det, er selve forudsætningen for, at man forsøger at henvende sig? At man tror på og MÅ tro på, at det kan lade sig gøre?

Når teksten er svær at tolke, “læner man sig ind” på samme måde, som hvis man er sammen med en, der taler meget lavet. Hjernen VIL jo gerne kommunikeres med, men helst ikke bruge for megen energi på det. Er det kunst og ikke blot en tilfældig samtale, forstår man så, at der er noget andet på gænge, på tværs, på banen:

Litteratur, god poesi, er litteratur fordi den tvinger hjernen til at arbejde med. Den forsøger at tvinge hjernen til at “arbejde” – tvinge hjernen ud af sin dvaske selvfølgelighed, hvor alt er som det plejer at være. En mønstergenkendelse uden knaster. Gudrun Hasle har uden tvivl, som så mange andre “ordblinde”, været besværet af det i sin opvækst, men som bevidst kunstner træder hun ud over det politiske budskab og taler direkte til hjernen: Se, så, lille ven, nu skal du anstrenge dig en smule for at komme nærmere og se på det, du tror er helt selvfølgeligt – og i dén nærhed kan du passende se på alle andre selvfølgeligheder, fra prisen på mælk til kvinderollen i samfundet og videre ud til antagelserne af, hvordan vi bedst indretter verden på fremtiden, og den slags.

Det er dét, man kalder OPROP til hjernen, nemmest med den vågne, den plastiske hjerne, men i sig selv formålet med kommunikation: Information om, at verden ændrer sig konstant – og som sådan kunstnerens nysgerrighed par exellence, og dermed knustens.

//kenneth krabat