Mentorforløb for unge, søge-deadline 3/9 23

- 6 tirsdage á 2 timer kl. 16.00-18.00 i Aarhus -

Mentorforløb for unge 2023

Er du vild med at skrive, men mangler fornyet inspiration og sparring på dine tekster? Så er vores mentorforløb for unge forfattere måske noget for dig.

Aarhus Litteraturcenter tilbyder i efteråret 2023 et intensivt mentorforløb for forfattertalenter, som ønsker at styrke sin skrift og udvikle sig som forfattere. Som en del af forløbet får du individuel sparring ved en af forløbets mentorer samt indblik i processen fra idé til udgivelse, når forlagsredaktørerne Christel Sunesen fra forlaget Ekbátana og Lars-Emil Woetmann fra Forlaget Kronstork gæster holdet. Mentorforløbet er også en mulighed for at møde andre unge skrivende.

Mentorforløbet består af 6 moduler á 2 timer kl. 16.00-18.00 om tirsdagen i Vogn 1 på Godsbanen i Aarhus.

Pris: 300 kr.

Læs mere om forløbet og find forløbsplanen her.


Hvem er mentorerne?

Christian Djurhuus er daglig leder på Skrivekunstskolen og har mere end ti års erfaring med at læse og give tekstkritik. Djurhuus har udgivet digte og prosatekster i diverse danske tidsskrifter og er desuden leder af Litteratur på Scenen, der måned efter måned afholder oplæsningsarrangementer med forfattere, oversættere og debutanter i Aarhus

Ingrid Nymo har skrevet den anmelderoste debutroman Kloster, der handler om Linea, der efter et livsomvæltende tab ender i et nonnekloster i Rumænien. Ingrid har udgivet op til flere tekster i diverse danske tidsskrifter og antologier og har i en længere årrække blandt andet undervist på Testrup Højskoles skrivelinje og på Skrivekunstskolen.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Er mentorforløbet noget for dig? Så send en motiveret ansøgning på max én side om, hvem du er, hvorfor du ønsker at deltage, og hvad du sidder og skriver på nu. Derudover skal du vedhæfte max to siders valgfri tekstprøve.

Send ansøgningen til djurhuus@litteraturen.nu senest den 3. september kl. 23.59. Spørgsmål angående mentorforløbet skal også rettes hertil. Du vil få svar på din ansøgning umiddelbart efter fristen.


Har du en idé til et litteraturprojekt?

Vil du gerne afholde et oplæsningsarrangement, starte et projekt med fokus på børn og læselyst, bekæmpe ensomhed gennem litteratur eller noget helt andet, så husk, at du har mulighed for at søge om støtte til dit projekt gennem Statens Kunstfond og Aarhus Kommune.

Hos Statens Kunstfond kan man foruden litterære arrangementer og projekter også søge om støtte til udgivelser, rejse med mere. Ansøgningsfristerne ligger i begyndelsen af september, og du kan læse mere om de forskellige puljer her.

Der er også mulighed for at søge om støtte ved Aarhus Kommunes kulturpuljer, som blandt andet tæller Kulturudviklingspuljen, Arrangementspuljen og Initiativpuljen. Læs mere om de enkelte puljer og ansøgningsfristerne her.

Foto: Anthon Jackson.

Leave a Reply