Det som jeg i Aften skal tale om, har jeg tidligere talt om til Eleverne paa Zahles Seminarium. Jeg kunde ved den Lejlighed næsten bringe en Hilsen fra selve Nathalie Zahle.
Min Forbindelse med Frøken Zahle er af en egen Art, og har Rødder over 100 Aar tilbage i Tiden. Frøken Zahle havde sin allerførste Stilling som Lærerinde hos en Møllerfamilie Van der Merwede i Bjerre Mølle i Jylland. Bjerre Mølle hører under Gaarden Matrup tre Mil vest for Horsens, som var min Moders Barndomshjem, og i lange Tider opretholdtes den venskabelige Forbindelse mellem Familierne paa Gaarden og i Møllen. Gamle Frøken Ida Merwede kom, mens jeg var Barn, hver Sommer en Maanedstid paa Besøg paa Sjælland. Og Tante Ida Merwede, som jeg kaldte hende, havde været den purunge Nathalies allerførste Elev, hun huskede hende tydeligt, hun fortalte os Børn, ligesom endnu dybt grebet, de Historier fra Biblen og Sagaerne, fra Homer og fra Danmarkshistorien, som den vordende store Pædagog i Møllens smaa Stuer i Aaret 1843 havde fortalt hende selv.
Da jeg blev opfordret til at tale paa Frøken Zahles eget Seminarium, syntes jeg, at jeg skyldte hende at efterkomme Opfordringen, og jeg ønskede at tale om noget som havde Forbindelse disse 110 Aar tilbage – noget som jeg kunde tænke mig, at den unge, begejstrede og ærgerrige Pige selv har syslet og tumlet med i Tankerne, paa de jydske Veje og Stier, som jeg kender saa godt. Jeg maatte da haabe, at hun, hvis hun havde været tilstede, ikke helt vilde have misbilliget eller forkastet, hvad jeg havde at sige om en Sag, som hele Livet igennem laa hende inderligt paa Hjerte – om det, som man kalder Kvindesagen.
Idet jeg nu taler om Kvindesagen, maa jeg begynde med at sige, at det er en Sag som jeg ikke forstaar mig paa, og som jeg aldrig af egen Drift har beskæftiget mig med.
