af Thorvald Berthelsen, 2023
Ny kurdisk lyrik
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.
Ciwan Quado
Antologien Ny kurdisk lyrik omfatter 49 af de væsentligste moderne digtere fra alle områder af Kurdistan i perioden 1970’erne og frem,, hvor selvstændighedsbevægelsen igen er vokset.
Digtene bærer præg af de sidste 50 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan dets natur og mennesker, på grund forbuddet mod at nævne Kurdistan og kurder. De er også præget af at kvindelige kurdiske lyrikere har tilkæmpet sig større plads i det litterære landskab de sidste 30 år:
Den udkom og fejredes den 28. maj i Medborgerhuset i Taastrup. Redaktørerne og digterne Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Berthelsen præsenterede sammen med digterne Farhad Shakely og Fatma Savcî bogen.
Ny kurdisk lyrik er den anden antologi i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver for at give indblik i den nutidige kultur i områder, som vi kun kender fra mediernes krisereportager og har en tendens til at betragte som barbariske, selvom deres kultur tit er langt ældre end vores egen.
De 49 kurdiske digtere er udvalgt uanset om de har udgivet på centralkurdisk(sorani), nordkurdisk(kurmanji).en anden kurdisk dialekt, arabisk, tyrkisk, farsi eller et helt sjette sprog, idet kurdisk jo har været forbudt i adskillige kurdiske områder, og uanset deres baggrund i forskellige religioner som muhamedanisme, kristendom og Yazidisme. Antologien er flersproget – dels dansk og dels digtenes originalsprog.
Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev ryddede og store slumbyer voksede op. PKK opererede efter Tyrkiets mening mest ud fra Syrien og det fik det til at lukke grænsen og afskære Syriens kurdere fra slægt og venner i Tyrkiet. Landsbysamfund er også blevet ændret og i opløst af “Det Store Anatolske Projekt” – et system af hydroelektriske dæmninger. I Irak blev landsbyer ryddet under Iran-Irak-krigen og senere i “Anfal” kampagnen mod kurderne, Golfkrigen i 1991, den mislykkede kurdiske opstand, udvandringen til bjergene, og borgerkrigskampe mellem de irakiske kurdiske partier. Iranske kurdere led under omvæltningerne i den islamiske revolution og at de blev slagmark i krigen mellem Iran og Irak.
Som det fremgår af nogen af Farhad Shakelys digte, som han læste op ved offentliggørelsen:
I DETTE HELVEDE
Jeg venter på at nogen
bringer mig nyheden om min død,
Måske
kan jeg finde mit gravsted på den anden side af den rustne kirkegårdsbusk
Jeg vil begrave denne kongelige gamle mumificerede krop.
Måske
kommer disse vægge og lukkede grænser til at tale
Jeg har været i dette helvede i årevis.
Forbindelserne til slægt og venner på tværs af dale og landegrænser var og er stadig centrale for den kurdiske selvfølelse og kultur, og katastrofer som disse påvirker alle aspekter af kurdisk liv, og har også store konsekvenser for både mundtlig og skriftlig litteratur og den kurdiske nationalitetsfølelse. Det har taget sin tid at få etableret en anderkendt kurdisk litteraturhistorie, der inddrog alle dele af den kurdiske litterære tradition. Her har digteren og litteraturhistorikeren Selim Temo spillet en stor rolle. Hans forankring i traditionen kan fornemmes i digtet Om natten:
Om natten lagde han sit sværd, sænkede skjoldet
folk vendte tilbage til byen for at sprede budskabet
en fugl fór op og hvæssede og sleb sit næb
steg mod stjernerne som en ny sol.
…
Der lyder et skrig fra fjendens hus
alle døre åbnes indefra
alle farer forvirrede rundt
alle glemmer sit navn, det gør jeg selv
Som om jeg lever i en andens drøm
Digtene bærer præg af de sidste 100 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen, på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder. Gerne i et enkelt sprog som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i stedet i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur.
Som det for eksempel ses i en af den unge kvindelige lyrikere Hero Kurda’s digte:
Du i mig
På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig
Ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre
Eller som det tydeligt understreges i den iransk kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede, men på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have:
Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!
Antologien bærer også præg af kvindelige kurdiske lyrikeres tilkæmpede større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:
Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.
Hjemland! Du er stadig
vædet i blod i mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hviket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?
Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun må selv siges at være en del af svaret.
Som tidligere sagt er den nyere digtning også præget af 100 års undertrykkelse af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmannerimperiets sammenbrud lovede dem en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter at svigte dem totalt og erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder men ikke til kurderne der tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet. I deres kamp er de gang på gang er blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. ” Kun bjergene er Kurdernes venner”.
Lige indtil i dag, hvor kurderne, efter USA’s tilbagetrækning og Tyrkiets, Ruslands og Assad Syriens forskellige nye alliancer og invasion i Nordøst Syriens selvstyrende kurdiske Rojava, igen er ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks enestående skammelige hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien med tyrkisk invasion, diverse militser og nyopfostrede terrorister. Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger måske tydeligst ord til den smertelige kurdiske desillusion:
Jeg stoler ikke på nogen
stoler ikke på mig selv
Ved ikke hvordan det ender
og ved ikke hvordan man får tillid
Begge dele betyder ikke noget for mig
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.
Døden er ikke bare et eksistentielt punktum for et individuelt liv. Døden er næsten altid nærværende for – det kurdiske samfund – ikke alene for den enkelte. Som Hiwa Qadir fra Sulaymaniyah i irakisk Kurdistan, udtrykker det:
Igen død og kurder, kurder og død
Den evige ligning for en kurder
Jeg er igen et forladt nyfødt føl
Igen løber mit blod fra ulvenes tænder
Igen er kurder lig krig, og krig lig kurder
Det er min skæbnes snævre cirkelMin ensomhed bliver større og større
lige til selve den eneste gud bliver misundelig på den
Ved offentliggørelsen læste Fatma Savci fra den tyrkiske del af Kurdistan, der fængsledes første gang som 16 årig, bl.a. sit digt Sårlandskaber om den trods alt ukuelige livsvilje:
Det knækker ikke vores orange talje
Så langt fra
Vingerne flakser i vort bryst…
Er det ikke for tidligt at dø?
Ånden kommer ikke fra jorden,
Den er et kraftigt lys
skjult for vores øjnes lyskastere
og vi lærte det aldrig
den lærte ikke at gemme sig…
Vi er afkom af én drøm, min kære.
Vores nytårsappel
går i stykker i deres sejr,
det er ikke en synd at fjerne sig,
lad os være en blomst i landet
i såret selv og sårlandskabet rundt,
rystende af kærlighedens feber…
Alligevel er håbet der i den brændende ild.
