Moderaternes kulturpolitiske redegørelse 1

“Og når så nogen spørger, om ikke du skal få dig et virkeligt job, så ranker du bare rykken…”

Ja, så ved vi, hvem du er – og hvem dine taleskrivere er.

“Ikke alene lever jeg af det…”

Hér fik du lige skåret ALLE dem fra, der ikke kan leve af det – af flere grunde end der er kunstformer. Og derved den “kulturelle nytteværdi” af ALLE, der lever FOR kunsten og frivillighedsindsatsen både under det påkrævede månedlige overskud for at kunne optage et lån og under fattigdomsgrænsen.

Du har lige gjort kunstnere og kulturarbejdere til professionelle med et INDTÆGTSGRUNDLAG, der fordrer en rank ryg – snarere end professionelle med et HANDLINGSGRUNDLAG, en opfattelse af nytteværdi og princip og essentiel skabertrang som grund til at ranke ryggen.

Du har ikke forstået endnu, hvad det vil hverken sige at arbejde MED kunsten og kulturen eller FOR kunsten og kulturen. Din holdning hører sælgeren til.

Er det dét, der får dit eget blod op at koge? At sælge nogen noget?

Jeg siger til dig: Du reducerer både kunsten og kulturen til et spørgsmål om indtjening – nøjagtig som den gamle moster i dit filmiske eksempel. For dig handler det om penge. Stolthed og penge i samme pose. Afsætning.

Men nytteværdien af kunsten og kulturen er større end du kan gøre op i penge. 100 milliarder?! Hvad er dét i forhold til en nations velbefindende?

Fortsætter du ud af samme streng, vil danske kunstere og kulturarbejdere alle sammen skulle leve op til dit prædikat om, at målet er penge.

Det burde være SAMFUNDET som hele, der takkede for det arbejde, som kunstnere og andre kulturarbejdere gør for fremtiden og samtiden og miljøet og idealerne og folkesjælen og den nationale psyke – gerne med kontanter, gerne med pensionsordninger og sygepenge og barns sygedage, men først og fremmest med forståelse:

At du og alle de andre salgsoptagede og pengeoptagede kunne flytte jer en anelse over mod kunsten og kulturarbejdet, der ikke var levebrød, og respektere nødvendigheden, der driver dét værk, og værdien af dét værk for folkesjælen.

Og SÅ kom tilbage med din redegørelse.

Og så regner jeg med, at din redegørelse støtter levebrøds-kunstnere og kulturarbejdere med penge, så de kan føle sig inddraget i middelklassen, mens resten får færre midler at kæmpe om i form af statslige legater.

Overrask mig gerne, jeg kan tage en udskamning på det her grundlag.

kenneth krabat

– fra debat på linkedIn

• Organisationschef i DM

Tankevækkende input. Jeg forstår dig egentligt godt så vidt, at kultur ikke kun har værdi i kroner og øre eller som indtægtsgrundlag. Og ja, rigtig mange kulturudøvere lever hverken helt eller halvt af det. Det gør ikke deres bidrag mindre vigtigt.

Jeg tror nu, det er at overfortolke eksemplet at sige, at kulturministeren kun vægter den kultur, den enkelte kan “leve af.” Det er ikke det, der er det centrale i budskabet, som jeg hører det. Det centrale er, at kultur ikke er en hobby og et hyggeprojekt. Men at det har stor værdi – både for samfundets dannelse, oplysning, identitet mm. men OGSÅ i kroner og øre. Det betyder både, at den enkelte kulturudøver kan ranke ryggen og at vi som samfund skal have mere respekt for kulturudøvere. Fx ved ikke at antage, at kultur er en hobby. Men også ved at sørge for ordentlige løn- og arbejdsvilkår i en branche, der desværre er præget af det modsatte.

• digter, lyrikadvokatur

Du tolker, at hans udsagn ligger i fremtiden – at i fremtiden siger kunstnere og kulturarbejderen sådan: “Ikke alene lever jeg af det, jeg kan også respektere mig selv”.

Rapporten over “Status for kulturen” bruger rigtig mange kræfter på pengene. Den er antageligvis tænkt som statistisk grundlag til alle de andre partier at drive kulturpolitik ud fra – det fremmeste argument er at “værdien af kulturen i rå kroner og øre” overstiger landbrug, skovbrug og to andre sektorer tilsammen – dertil en masse tal, som understøtter dét, og noget om hvem der forbruger hvad. Men dels er mange af disse statistik-elementer ikke sammenlignelige, fordi folk “bruger” kultur forskellige i forskellig alder, og dels er der intet fokus på økonomi i forhold til kulturforbrug. Eks siger en statistik, at dem der er storbrugere af kunst og kultur uden for hjemme også er det *i* hjemmet. Men ikke nogen tal på det modsatte. Er eks. net-gaming at regne som kulturforbrug?

For mig spiller fraværet af individuel økonomisk formåen bedre sammen med hans politiske fokus på at skabe penge til samfundet end på at fastholde kultur. Er streaming af amerikanske tv-serier dansk kultur? Lad os tale om det. Er lavtlønsfamilier brugere af kunst? Lad os tale om det. Hvem har råd, og til hvad? Nogen må gerne skrige “finkultur gider jeg sgu ikke betale for – det må de rige selv gøre!” Og ikke bare gøre, som rapporten gør: Sovser tallene ind i en knap og nap-debat om, at kunst og kultur er en selvfølgelig nødvendighed – uden hverken at se mørketallene i øjnene eller spille kollektivkortet: at alle betaler for alle, fordi vi er fælles – på en måde, der forlader antagelsen af at det er godt og går indi dokumentationen af det.

Det er et faktum, at statens kunstfonds litteratur-udvalg over de seneste 10 år er begyndt at anvende større og større trappetrin for støtte – fra “hvad behøver du?” til 25.000 som det mindste, så 50.000, nu 100.000 – hvilket set med mine øjne udelukker flere og flere “kulturaktører” fra støtte – og fokuserer på dem, som alligevel er i folks fokus, fordi de tilhører en top30 eller 50.

Fraværet af de små aktører er fraværet af lokalitet i kulturpolitiken. Og fraværet af lokalitet er fravær af samme hammel. Altså “Danmark” og “dansk” – vs. popularitet, salg, omsætning

Kulturministeren kan ikke med den spiel trække midler til, at de små aktører, de småtsælgende kunstnere kan ranke ryggen og sige, at de “kan leve af det”. Kun sige: NOGEN KAN. Måske FLERE KAN.

Det er DEN del af talen, jeg ikke har fidus til – den afslører hele grundlaget, dels som borgerligt (økonomi), dels som uforstandigt (aner ikke, hvad kunst er for kunstneren)

Leave a ReplyCancel Reply