En reklame på Facebook bekendtgjorde, at Lars Skinnebach, Signe Gjessing og Peter Laugesen skulle læse op til musik af Kresten Osgood i LiteraturHaus torsdag d. 23.2.2023. Kombinationen lød interessant: Skinnebach har jeg aldrig hørt live og kun læst sporadisk, men hans take på miljøpoesi interesserer mig. Signe Gjessings nye bog, Illuminationen af alt, besluttede jeg mig for at købe, da jeg læste en anmeldelse, der ikke blot roste bogen, men også sagde, at den havde et kosmisk indhold.
Laugesens sidste offentlige optræden
Og Peter Laugesen – ja. Det var år og dag siden jeg sidst havde hørt ham, hvad enten live eller på optagelser, og desuden egentlig også længe siden, jeg havde læst ham. Men hans bøger har betydet meget for mig – og så stod der i programmet, at det ville være hans sidste offentlige optræden. Sidste offentlige optræden? Jeg købte billetten med det samme, trods den
lidt voldsomme pris på 200 kr.
Og da jeg nu havde spendérbukserne på, tog jeg også lige et års medlemsskab af Poesiens Hus med. Et smart trick: At sætte den mulighed op som noget, man lige kan lægge oven i den billet man køber. Lidt ligesom man kan donere sin flaskepant til et godt formål, eller støtte flygtninge, når man køber et eller anden på nettet. Jeg faldt i; nu er jeg spændt på, hvad jeg får ud af det. Jeg håber på et badge eller en t-shirt.
Inden arrangementet løb af stablen, fik jeg dog at vide, at det med den “sidste offentlige optræden” var en and og beroede på en eller anden ikke helt klarlagt misforståelse. Det var selvfølgelig på en måde lidt skuffende, eftersom det gjorde arrangementet mindre eksklusivt og særligt. Men på den anden side var det jo også en god nyhed – at dette altså ikke var den uigenkaldeligt sidste mulighed for at høre Peter Laugesen live. Det var, med andre ord, med lidt blandede følelser, at jeg hoppede på cyklen og trillede over i Møllegade.
Vild optræden
Jeg ikke vant til at gå til oplæsninger, og slet ikke oplæsninger til musik – uagtet at jeg i beskedent omfang selv bidrager til begge typer performance. Men det blev en interessant oplevelse. Aftenen begyndte med Lars Skinnebach, der lagde hårdt ud med en patetisk klagende råben, ledsaget af intenst og meget højt trommespil af multimusikeren Kresten Osgood. Det var uhyre svært at skelne ordene og bagefter tjekkede jeg med folk, hvis hørelse skulle være helt intakt; de havde heller ikke kunne høre hvad Skinnebach læste op.
Lidt synd, synes jeg, også fordi det ikke lige frem trak fra indtrykket af noget, der først mest af alt mindede mig om en virkelig morsom karikatur på en avantgardisk poesioplæsning. Dette første indtryk veg dog i løbet af den halve time, Skinnebach optrådte, for en mere nuanceret oplevelse, hvor samspillet mellem oplæsning og trommespil blev mere og mere imponerende. Så kan man lide eller ikke lide teatralsk overstyret oplæsning; jeg syntes det begyndte at falde på plads, og hvordan kunne det ikke være endt, hvis jeg havde kunnet forstå mere end et par ord af teksterne!
En eksotisk fugl
Efter en ganske kort pause landede Signe Gjessing, der mest af alt lignede en eksotisk fugl i sin lange, røde, åbentstående frakke, foran mikrofonen. Til denne oplæsning havde Osgood klogeligt sat sig over til klaveret, som han også betjente fermt – rolige, jazzede akkorder med antydninger af Satie ledsagede Gjessings skrøbelige oplæsning.
Også her måtte jeg dog først lytte mig gennem en noget teatralsk oplæsning, denne gang med klagende og let hysset stemmeføring, ind til ordene, som heldigvis i dette tilfælde var til at høre – og så blev jeg i øvrigt stærkt hjulpet af dagen før at have læst Illuminationen af alt. Fint ridsede oneliners dukkede op af den abstrakte klang- og ordbund. Til sidst forsvandt det hele i en lidt træt stilhed og en længere pause fulgte.
The Grand Old Man
Så gik Laugesen på, lige fyldt firs, let skrutrygget, lille og tynd. “Sidste offentlige optræden”? Det kommer man da ikke til at skrive med en fejl… Hvorfor var det nu ikke den sidste offentlige optræden længere? Tanker om alder, forfald og vores alles kommende død fyldt mig, mens Osgood, atter bag trommesættet, begyndte at lægge hvirvler, pauser og rytmer under Laugesens ord.
Laugesens ord, ja, gammelkendte, næsten trygge at lytte til igen. Og så den stemme. Der er få oplæsere i Danmark, som har, eller havde, en performancestemme, der ikke blot er tydelig, velartikuleret og uskabet, men også altid fuldstændigt genkendelig, som et uafrysteligt brand, et vandmærke, et adelsmærke. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på Dan Turèll og Jørgen Leth – og så Laugesen. Gad vide om det er et tilfælde, at de er ca. samme generation?
Det Laugesenske rum
Laugesens performance var lidt ligesom Skinnebachs præget af, at lyden på mikronen ikke var skruet højt nok op. Men her spillede Kresten Osgood dog noget lavere, og mikrofonen blev måske skruet lidt op undervejs; i hvert fald kunne jeg høre
det meste. Og hvilke tekster! I løbet af ganske kort tid blev jeg suget ind i det Laugesenske rum, som jeg måtte sande, at jeg kender virkelig godt: Dér hvor det banale, hverdagens selvfølgeligeligheder, blandes med det overrumplende på måder, som igen og igen fører lige lukt ind i det uforklarlige nærvær; man genkender og bliver genkendt – også selvom en del af de hyppige litterære referencer måske går hen over hovedet på en – eller altså, mig.
Og som noget – for mig – nyt hev Laugesen ind imellem en mundharmonika frem og spillede små, melodiske brudstykker, som på en eller anden gribende måde slog hans poesis melankolske tone an. Og alt dette mens Osgood mere og mere kongenialt ledsagede, understøttede, kontrasterede, opløftede, parafraserede og kontrapunkterede Laugesens urokkelige rytmer. Det makkerpakker er et himmelsk match; mer af dét, tak!
Opløftet og inspireret
Jeg gik fra arrangementet med opløftede sanser og et grin i maven: Nå sådan foregår tingene altså også ude i den litterære verden! Alt i alt en god og interessant oplevelse. Og sammen med oplevelsen hjembragte jeg også en lp jeg købte af Osgood lige inden jeg gik, Kittivak, optaget i Grønland og med en rigtig shaman på. Den har jeg lyttet til flere gange nu og den kan noget ret særligt. Kresten Osgood havde jeg aldrig hørt om før denne aften – men kommer helt sikkert til at høre mere.
Og så har jeg tænkt mig, i fremtiden, når jeg skal ud og læse op, at ledsage enhver reklame og annoncering for min oplæsning med ordene: “Thore Bjørnvigs sidste offentlige optræden!” Og så ellers sørge for, at der er foretaget en ordentlig lydprøve inden jeg går på.
//ThoreBjørnvig
