Danmarks største nulevende digter er død
Det er uomgængeligt, det er tilfældet: han er død, stadig tilstedeværende og af højeste kvalitet, overskriften forsøgsvist formuleret med Henrik Nordbrandts suveræne bidrag til dansk litteratur, det lyriske paradoks, her knap nok lyrisk. Nordbrandt forfinede og geninvesterede figuren, lod den knopskyde, så det til stadighed udløser teoretiske rynker og oplevelsens glæde på alle etager:
Aftensol
På alle mure faldt aftensolen
På en eneste hvid mur
På tunge, rustne hængsler
der engang havde været grønne
stod døren åben
ind til mørket.
”Hej”, råbte jeg, så det genlød
i hele dalen
og en krage fløj skrigende op.
Det var ingen andre end dig
der ikke svarede
i hele verden.
Nemt at afkode, svært at forklare og beskrive. I den tidlige samling, Syvsoverne, skrev han det teoretiske fundament kort og kontant ind i en titel, ”Sørgmodigt digt i anledning af hendes bortnærværelse”, og det er skønhedssøgen iblandet fornemmelsen for sprogets dybe ironi, der, udover at gøre ham til teoretikernes darling på universitetet i halvfemsernes dekonstruktive krat af modige indsigter og opulent selvfedme, bedst kendetegner forfatterskabet. Nordbrandt skrev ikke udenomslyriske poetikker, og jeg har kun kendskab til en enkelt, næsten teoretiserende refleksion over sin skrivemåde, og den baserer sig på Robert Blys idé om ’springet ’: hurtige associationer mellem bevidst og ubevidst, konkret og abstrakt, brud på en ortodoks kombination af begreber eller ord til fordel for et paradoks. I virkeligheden (i skriften) mener han,
” Jeg lod drøm være drøm./Skoven stod tilbage./Søen spejlede ikke et træ./På den modsatte årstid/blev en bildør smækket i”,
og der sker et glimrende ’leap’, eller som Roman Jakobson ville sige, den lyriske funktion består i et alternativt valg på selektionsaksen, og det er ikke et paradoks, men en opsigtsvækkende substitution af ”bred”. Og ’I en anden årstid’ havde for mig at se været endnu bedre.
Og så havde Nordbrandt i øvrigt ikke meget til overs for begrebet ironi præsenteret ”som den i sproget iboende, subversive kraft der simultant af- og tildækker dens genstand”, her kvinden, den elskede, men skrev det ind i digtene med den præcision og følsomhed, hvormed figurer kopulerer med omkringfarende metaforer, til det ligner en hetære, og det, der er værre:
Nu kan jeg ikke bruge dig længere
som en rose i mine kærlighedsdigte:
du er alt for stor, alt for smuk
og alt, alt for meget dig selv.
Nu kan jeg faktisk kun se på dig
som man ser på en flod
der har fundet sit eget leje
og nyder det i hver af sine bevægelser
hvert af sine sving, hver af sine fisk
og hver af sine solnedgange
mellem de blå, snedækte bjerge
som en mine, og mine alene
fordi du har banet dig vej gennem dem.
Nu kan jeg kun spejle mig
i dine forbistrømmende, rolige vande
sammen med de faldende blomsterblade
prammene og de forladte minebyer
hvor dine elskere drikker sig fulde
og drukner i dit måneskin
og bliver skyllet op på bredderne
i de fjerne lande, hvor vi mødes i vores drømme.
Indledningsvist er det selvrefererende metadigtning, samlingen bugner af roser (Ode til blæksprutten), og Nordbrandt har også andre steder strøet dem med løs (sikker) hånd, men det fungerer ligeledes som en mere generaliseret intertekst til rosen som slidt billede og eventuelt som en replik til I. P. Jacobsens novelle ”Der burde have været Roser”. Endelig bliver der plads til en lille metafor- og sammenligningsteori. Benægtelsen til trods – det, jeg skriver, at jeg ikke kan, gør jeg alligevel – fremmaner han en sammenligning, og som det sker for den alkoholiserede storryger, der tænker ”jeg skal aldrig mere ryge og drikke, jeg skal aldrig mere ryge og drikke”, bliver afsværgelse besværgelse, gadunk, rosen er en rose er en rose, og kvinden så meget mere, ikke blot rosen med dens torne og stængler halvindsmurt i hestelort, men en flod som rosens blade kan falde på, lige før de elskende finder sammen i drømme. Vi taber fodfæstet og følger modstandsløst flodens erotisk ladede strøm til den afsluttende epifani og opløsning: digtet er som en drøm, hvor alt lader sig gøre, og erkendelsen i forlængelse heraf, at uden for drømmen, teksten, sproget, ser det anderledes ud. Der er ingen forbindelse mellem den elskede og digterens digt, alligevel falder man overbevist og forført omkring og læser digtet højt for ens egen umulige elskede.
Født:
21. marts 1945 på Frederiksberg.
Uddannelse:
Studier i kinesisk, tyrkisk og arabisk ved Københavns Universitet og i udlandet.
Debut:
Digte. Gyldendal, 1966. Digtsamling.
Exitsamlingen:
så en morgen, Gyldendal, 2021, er fremragende.
Litteraturpriser:
Emil Aarestrup Medaillen, 1979.
Det Danske Akademis Store Pris, 1980.
Statens Kunstfond Livsvarig ydelse, 1980.
Kritikerprisen, 1984.
Søren Gyldendal Prisen, 1987.
Morten Nielsens Mindelegat, 1987.
Svenska Akademiens Nordiska Pris, 1990.
De Gyldne Laurbær, 1996.
Nordisk Råds Litteraturpris, 2000.
Død:
30. januar 2023, Østerbro, København
Hans sproglige musikalitet gør rigtig mange digte til øjeblikkelige ørehængere, der letter uden teoretisk støttestativ, og den veludviklede æstetik med tilhørende innovativt billedapparat løfter ham ind i en meget lille klub af danske lyrikere. Det der så ydermere oplyser hele det kulsorte ad helvede til og gør, at man ikke kan leve uden hans notoriske mismod, den der gjorde ham til en voksen EMO, der hver dag satte sig i den elektriske stol ved at mene, at det er mord at sætte børn i verden, er humoren. Selv, eller måske særligt, når motiverne bliver ubehagelige, som de er hele vejen i exitsamlingen så en morgen fra 2021. Man skal måske være lidt morbidt anlagt for at få øje på det, måske selv rode rundt i eksistensens randområder på vej til Rema 1000, og aller mest med jævne mellemrum betvivle medmenneskenes motiver og lysten til livet, måske:
SELVMORDSSKOVEN
I Selvmordsskoven
er der nogle der går rundt og leder
efter et passende træ
til at hænge sig i.
Og nogle går rundt og leder efter lig i træerne.
Når de så finder ét
tænder de lys ved foden af træet.
Hvis selvmorderne
ikke havde været så ulykkelige
ville de nok selv
have tændt et lys
inden de klatrede op i træet.
Det kunne du selv
tage at overveje.
I dag ville Dan Turèll og Nordbrandt have været lige gamle, nu er de lige døde. Og på næsten samme måde som med Dan T, da han havde sagt så tidligt farvel, huskede vi alle sammen manisk pludseligt at have mødt ham jævnligt på hans stamcafé Frederik den sjette, set ham tænde op i piben med trylleurt, lagt tæpper på gulvet i hans spisekammer og an på hans smukke kone, fundet hans og Peter Laugesens fælles-mytiske ungdomsskrifter på en bænk i Folkets Park eller Kongens Have, afhængigt af politisk-socialt temperament, og selvom, ok, Nordbrandts elevator måske ikke var helt så bred, møder jeg Nordbrandt på Andy’s Bar i Gothersgade kl. ikke særlig længe efter, han har fået Nordisk Råds Litteraturpris (2000). Og han er ikke spor afvisende, da jeg sætter mig og skamroser hans Egne digte (Gyldendal 1999) udvalgt af ham selv. Det er en god samling, og stemningen er god, fordi jeg siger, han er god, og så siger jeg, at professor Thomas Bredsdorff kalder hans metaforiske særkende en ’udtræksmetafor’, og at lektor Dan Ringgård ikke er enig, og lektor-ønsker-sig-professorat Jan Rosiek, han vil heller tale om didaktik, han er gået sur i dekonstruktionen, og ”holder jeg fast i den galej, bliver jeg sgu da aldrig professor i Nordisk Filologi”, og lyrikeren ”Niels Frank mener, at du er en af de største, når du er bedst, men at du indimellem er for doven i billeddannelsen, metaforerne lukker sig om sig selv”, og Nordbrandt keder sig tydeligvis over min akademia-snak, også selvom den handler om ham, og så bliver jeg skide sur og tænker, at det er lidt åndssvagt, at han har taget digtet ”Alf og damerne med”, og så spørger jeg, ”Hvorfor har du taget ”Alf og damerne” med?” Og så bliver han sur, rejser sig og går, han går bare, fornærmet, uforstået, koket og krukket, eller lyrisk irriteret over mit manglende blik for nødvendigheden af en vis folkelighed på landevejen midt i det ellers elitære, rygvendte projekt. Nordbrandt som menneske.
Ved søerne i København efterlader du en meget tom plads og over hele verden en marianerdyb grav af smerte mellem havet og bjergene.
//men, redaktør, lyrikere.dk
