Hvordan navigerer en digter mellem sprog i et flersprogligt land med et tydeligt hierarki mellem sprogene?
Omkring 6 millioner mennesker, primært i Zimbabwe, taler shona. Men i skolen taler man oftest engelsk, især i de større klasser og næsten udelukkende på universiteterne, hvilket betyder at skriftsproget bliver engelsk. I daglidagen taler mange shonglish, et livligt og personligt blandingssprog, hvor man skifter frem og tilbage midt i en sætning for at finde det mest rammende ord. Nogle opfatter ligefrem engelsk som et tørt og ufleksibelt sprog, der mest egner sig til officiel og akademisk kommunikation, mens shona er godt til vittigheder, skænderier, nuancer, metaforer og leg.
Digter og storyteller Ignatius Mabasa er kendt for at arbejde aktivt for, at shona skal accepteres som et sprog, der kan anvendes på alle områder. Som den første nogensinde har han skrevet en PhD-afhandling på shona. I den undersøger han mundtlige fortællingers betydning i en moderne, foranderlig verden.
Til en event i Harare i januar 2023 fortalte han på engelsk om at vokse op på landet i krigens tavshed. Under frihedskrigen var der ikke bare udgangsforbud, det var også forbudt at have lys tændt og at føre samtaler efter kl.17. Stor kontrast at flytte ind til en moster i storbyen, da hans far mistede livet. Her blev han familiens storyteller, der holdt bedstemors fortællinger i live og tilføjede dem sine egne twists. Han fortalte om sin vej ind i litteraturens verden som forfatter, oversætter og forlægger og nu altså også PhD.
Ignatius sluttede af med en mundtlig fortælling på shona (simultanoversat til engelsk) om en kvinde, der blev mobbet og chikaneret, fordi hun var barnløs, men så forærede de vilde agurker hende en datter…
(no spoilers)
Fantastisk! Engelsk som tørt og akademisk! Måske er det selve oplevelsen med at søge de rette ord på flere sprog, der vinder over præcision på engelsk, som samtidig er pivotsprog, mellemsprog?