Det er glædeligt, at digtningen, lyrikken, nævnes oftere og oftere i sammenhænge, hvor romaner omtales i forbindelse med “forfatteres indtægter”, men faktum er, at det nok snarere er en hæderspost at blive omtalt, fordi lyrikken trods alt er “litteratur”… Eks. faglitteraturen er snart efterladt helt ude i skoven, og hvem taler egentlig om illustrerede bøger, børnebøger, oversættelser?
Så, da tak for at blive nævnt [sarkasmefilter OFF]. Men faktum er, at streaming og digte er 2 forskellige ting, og jo mere priserne presses på streamingplatformene, hen imod AI-indlæsninger, desto mindre synlige bliver lyrikken dér. [mere forneden]
—
fra Instagram – Leonora Christina Skov siger:
Kære alle sammen, i går bragte Politiken den her artikel – se link i min bio – hvor @jesper_stein og jeg udtaler os om de Spotify-agtigt tilstande, der hersker på det danske bogmarked, hvor flere og flere streamer vores bøger frem for at købe dem. Som det ser ud for mig, er halvdelen af mit bogsalg streaming, og det er lavt sat i forhold til, hvordan det ser ud for mange af mine kolleger. Som @mathildewalterclark skrev i går, får forfatteren 35 kroner før skat på en standardkontrakt, når I køber en fysisk bog til 300 kroner, og omkring 3,5 kroner før skat, når I streamer, hvis bogen vel at mærke er streamet til ende. ’Omkring’ handler om, at vi får procenter af et for os ukendt beløb, der tilmed svinger.
Jeg blev opmærksom på den ringe aflønning for streaming, lige da Den, der lever stille var udkommet, og jeg tænkte, at der måtte en oplysningskampagne til, så jeg begyndte at dele herinde og til mine foredrag, hvad jeg tjener på de enkelte formater. Ikke fordi alle jer, der streamer, skal have det dårligt over det, for I kan jo hverken gøre for, at Mofibo sælger deres abonnementer så billigt, at de ikke kan aflønne forfatterne ordentligt, eller at eReolen aflønner næsten lige så ringe, men for at gøre jer opmærksom på, at hvis I vil støtte et forfatterskab, skal I købe de fysiske bøger. Også selv om I allerede har lyttet til dem, og allerhelst i boghandlen, så butikkerne bliver ved at eksistere. Vi forfattere bruger år af vores liv på at få sætningerne til at lyde helt rigtige, fordi vi håber, at I vil dvæle ved dem på papiret, og den mulighed har ingen, der lytter. Der venter jer en anden oplevelse og fordybelse, når I læser.
I mandags havde Mathilde og @ibenmondrup taget initiativ til et stormøde i Forfatterforeningens lokaler, vi var over 100 forfattere til stede, og der er ingen tvivl om, at noget må ske. Vi forfattere kan ikke bare tjene vores penge ved at optræde ligesom musikerne. Vi er indadvendte mennesker, der har valgt dette erhverv, fordi vi er bedst til at sidde helt alene og fordybe os i flere år i træk. Hvem har dog besluttet, at streaming af lydbøger ikke er mere værd? Og hvad skal der til for at få vores betaling op? 🔥 #litteraturkosterpenge
—
Det ser ud til, at digterne er nødt til selv at tage skeen i hånd, hvis vi skal kunne manifestere os derude – men bare fordi man er digter, er man ikke pr. definition god til at læse sine egne ting op. Og hvad så? Skal digteren vælge sig en oplæser? Eller bliver opdraget på de store forlag blot lagt skuespillere i hænderne – skuespillere, som er oplært i at finde karakteren inde i en tekst… ? Eller i hænderne på de kendte oplæsere, der dramatiserer eller ikke dramatiserer prosatekster og har hver deres publikum på dén konto? Hver deres fans? Krimiforfatter X i indlæser Ys mund?
Når vi selv sidder i den dybe stol med en digtsamling og hører en stemme læse for os inden i hovedet, evt læser teksten op for os selv, er verden som den skal være. Kan en anden gøre dét for os? Kan digtene overleve dét?
Har vi selv lagt en lydbog væk, fordi stemmen ikke passede os, må digtsamlingen være i samme farezone. Går digterne lydbogs- eller audio-streamingvejen og læser vi selv op, kan en ellers udmærket digtsamling falde på, at folk ikke bryder sig om stemmen. At indlæseren, evt digteren selv, af en stemme-prof hjælpes til at gøre sit yderste kan selvfølgelig gøre stor forskel – men KAN digtningen tåle at blive bundet i én stemme for tid og evighed? (Á la Gyldendals binding af Michael Strunges digte i én indlæsers stemme).
Fortsætter streamingen som distributionsform, og lyrikere gerne vil være med på vejen, må vi blive VOKALE, vokalt bevidste, drage nye erfaringer om modtagelse og kritik og indstille os på at komme til at præge. Vi må lære at læse vore egne ting højt. Turde blive lyd-redigerede, oplæsningsredigerede, bedre til at kanalisere den stemme, vi selv hører i vore digte. SELV tage ansvar for lyden af vore digte.
I al beskedenhed Morten e Nørskov [på digterstemmer.dk, et livsbremset projekt], hvor en del af projektet var at få DBC til at ændre betingelserne for katalogiseringen af digte i lyd – 2 år tog det at få dem til at indvillige i at lade en lyddigtsamling være DIGTE (kat. 86.01) uden at digtene skulle have et papirforlæg (være udkommet som papirbog):
Vejen i dag er som sådan banet for den, der vil med på vognen. DBC katalogiserer, bibliotekerne køber, publizon distribuerer. eReolen kan tage imod. Streamingtjenesterne kan tage imod, boghandlerne… Betalingen er rådden, men før man kan brokke sig over betalingen, må man have et produkt.
Jeg foreslår derfor en forening af lyrikere i lyd – den skal med sikkerhed ikke hedde LYdRIKERE – og fokus på kvalitet, produktionsanbefalinger, indtjening, præsentation, ansøgninger, legater osv.
Foreningen kan opløse sig selv, når en skarpere praksis er etableret.
vh, kenneth krabat
