Hej Katrine Yde,
denne uges digt i Avisen Information er oversættelsen af “Fuck Your Lecture on Craft, My People Are Dying” af Noor Hindi fra “DEAR GOD. DEAR BONES. DEAR YELLOW”:
Vil Information ikke godt lade være med at bryde digteres lange linjer, som det passer jer!!
Det er et regulært stykke kunstnerisk arbejde at trække vejret i et digt!
Hér Informations udgave:
Originalen ser ud som nedenfor, og det bør den også gøre på dansk. Har avisens template ikke plads, må I have en strategi – jeg foreslår alternerende sorte og mørkegrå linjer, så man kan være sikker på at følge en linje til dørs, når templaten autoombryder ved højremargin.
Men I har selv indsat linjebrud – det ses med al tydelighed – sikkert for at hjælpe læseren af med evt. misforståelse. Men hvad tror I Noor selv vil sige til de brudte linjer?
Hér med alternerende sorte og grå linjer – så kan man evt på en PC selv forsøge med at gøre vinduet mindre og større:
Fuck Your Lecture on Craft, My People Are Dying
Colonizers write about flowers.
I tell you about children throwing rocks at Israeli tanks
seconds before becoming daisies.
I want to be like those poets who care about the moon.
Palestinians don’t see the moon from jail cells and prisons.
It’s so beautiful, the moon.
They’re so beautiful, the flowers.
I pick flowers for my dead father when I’m sad.
He watches Al Jazeera all day.
I wish Jessica would stop texting me Happy Ramadan.
I know I’m American because when I walk into a room something dies.
Metaphors about death are for poets who think ghosts care about sound.
When I die, I promise to haunt you forever.
One day, I’ll write about the flowers like we own them.
Uddrag fra: Noor Hindi. “DEAR GOD. DEAR BONES. DEAR YELLOW”. Apple Books.
Om bogen:
“What is political poetry? How does history become lived experience? What does it mean to bear witness through writing? Noor Hindi’s poems explore colonialism, religion, patriarchy and everything in between with sharp wit and innovative precision. Layered to reflect the intersections of her identity, while constantly interrogating this identity itself, her writing combines lyrical beauty with political urgency. This collection is ultimately a provocation―on trauma, on art, on what it takes to change the world.”
vh, kenneth krabat
PS: Autoombrydning af digte i elæsere og på nettet og i industriens standard EPUB har jeg skrevet om siden 2009.
UVILJE til at tage sig af det er det generelle budskab hele raden rundt, hvis man spørger programmørerne (som jeg gjorde FØR EPUB3-standarden var finalized og returneret til industrien) og producenter og sælgere osv.
I 2017 lavede jeg ovennævnte alternerende sort/mørkegrå farvemarkering af linjer i en eDigtsamling, jeg udgav i Italien. Efter mange forsøg gennem årene er dét mit bedste bud på autoombrydningens smadring af digterens arbejde. Ingen kodning kan gøre noget ved digtes (“for”) lange linjer.
En drejbar skærm kan af og til redde linjerne, men mod digte fanget i en for smal template, der autoombryder, eller redaktører, der selv lige fikser problemet med de ombrydende linjer, kæmper sådan set alle digtere, udgivere og digtlæsere forgæves.
