Om brød til kunsten

Uforkortet til publiceringstidspunkt (.jpg)

• Lisbet Foss

  Meget meget præcist… I mit vocabularum kunne det hedde hedonisme og ikke dannelse.
• Carsten Bagge Laustsen

  Problemet er vel at meget få kunstforeninger har penge til at betale så store honorarer, hvis nogen overhovedet. De baserer sig på frivillig, ulønnet arbejdskraft og har som eneste indkomst ofte omkring 20% fra salg af værker. Hvis der på en udstilling bliver solgt for 20000, så har kunstforeningen 4000 kr til at betale for varme, el, tyverisikring mm for i den måned. De store fonde støtter allerede kunsten meget – udstillinger på museer og legater til kunstnere. Man kan se forskelligt på udstillinger hos kunstforeninger. Det er gratis markedsføring (kunstforeningen betaler typisk for annoncering, foldere, måske en bog mm) med mulighed for et salg, som man så kun betaler en mindre procentdel til kunstforeningen af. Jeg tænker, at det stadigvæk er fint, at det er den enkelte kunstner som kan søge om honorarer hos fonde. Hvem der så får beror på en kvalitetsvurdering foretaget af fagkyndige. Og så er der naturligvis indtægter fra salg af værker. Hvis man vil have store honorarer for at udstille hos kunstforeninger, så tror jeg at mange af disse lokale initiativer vil dø. I stedet bliver det så noget med, at man kan se kunst på københavnske gallerier.

  • Synes godt om

  • Svar
  • 4 t.
  • Katrine Malinovsky

    Carsten Bagge Laustsen det er bestemt en problemstilling for små kunstnerdrevne udstillings steder, at de ikke kan løfte en stor økonomisk opgave fx med udbetaling af honorarer. Og i kunstforeningers økonomi du beskriver, kan I måske heller ikke løfte den opgave.

    Men der er et større strukturelt problem og det peger på, hvordan man ser på kunstnerens arbejde. Og om vi synes det er rigtigt og godt at selv relativt succesfulde kunstnere ofte har indtægter under fattigdomsgrænsen samtidig med at de knokler løs med kunstneriske spørgsmål. Er det fordi vi synes kunst bare err for sjov? At det ikke rigtig er arbejde? At der ikke skal være plads til kunstnere i de store byer?

    Kunstnerne indgår ofte i strukturer, hvor de skal løfte store opgaver med udstillingen end selve det at skabe værkerne. Værkerne er i sig selv tidskrævende at skabe, lige som der er udgifter til arbejds lokaler ( atelier, studio, værksted) og materialer.

    Korte kontrakter forsøger at belyse Kunstnernes arbejdsforhold, som ofte er meget ringe. Vi er på korte kontrakter i forhold til adgang til arbejdslokaler og vi er på korte kontrakter med samarbejdspartnere. Vi kan se at der er økonomi at finde til mange andres lønninger. Så hvad er det for et syn på kunstneren som rolle i samfundet, der gør at vi som samfund i en række sammenhænge ringeagter de kunstnere, vi gerne vil arbejde sammen med?

    Kasper Bonnén Stiller I denne sammenhæng spørgsmål tegn til, hvorfor at der ikke er interesse for at undersøge kunstnerens vilkår fra fondenes side gennem en udstillings række? Det synes jeg er et relevant spørgsmål

    5

    • Synes godt om

    • Svar
    • 3 t.
  • Kaspar Bonnén

    Carsten Bagge Laustsen Kære Carsten, det kunstneriske økosystem er selvfølgelig meget forskelligartet. Jeg vil ikke sige at de mange kunstforeninger i særlig høj grad gavner kunstner, snarer lever de af kunstneres prekære økonomi. Det tager en del tid for kunstnere at lave en sådan udstilling og de får ofte meget små salg, og ingen lovning på honorar. Så hvordan kan det være at selv store firmaer ikke har råd til at give honorarer til kunstnere. Når alle andre som firmaet benytter får honorarer?

    4

    • Synes godt om

    • Svar
    • 3 t.
    • Redigeret
  • Carsten Bagge Laustsen

    Kaspar Bonnén Jo. Det kan man jo mene og det er jo også fint nok, hvis man kun er interesserede i København og toogallerierne der. Ofte er det nu nok sådan, at man ikke lige spontant køber et værk til 30-40000. Dem, som har set et en kunster udstille i Tønder, kommer måske til København senere og køber det eller et andet værk. Nu har jeg selv kurateret en håndfuld udstillinger med dansk keramik, og jeg ved, at det generede en del salg hos de udstillede kunstnere bagefter. Det var de rigtig glade for. Og ja. Store firmaer har økonomi så de kan betale (og de køber i øvrigt rigtigt meget kunst). Jeg snakkede dog ikke om store firmaer, men om kunstforeninger i provinsen.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 2 t.
    • Redigeret
  • Carsten Bagge Laustsen

    Katrine Malinovsky Udstillingsstederne er ofte drevet af glade kunstinteresserede pensionister. Som får en kop kaffe og en bid wienerbrød for deres arbejde. Det er denne fantastiske lokale energi Kasper vil udslette. Jeg tror altså kun man kan tænke på den måde, hvis man bor i København og kun forholder sig til en galleriverden. Jeg synes, det er fantastisk, at vi har et stærkt civilsamfund, der støtter op om kunsten. Og jeg synes det er ærgerligt, hvis man kun ser disse steder som salgssteder, der ikke kan generere tilstrækkelig med indkomst. Man kan ikke forvente at sælge for 100000 i en lulle kunstforening i en mellemstorprovins, men hvis man ikke kun gær det op i penge, kan set jo være en fantastisk oplevelse alligevel.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 2 t.
    • Redigeret
  • Kaspar Bonnén

    Carsten Bagge Laustsen Det er få områder man betaler med forventninger om kommende salg…

    • Synes godt om

    • Svar
    • 2 t.
  • Carsten Bagge Laustsen

    Kaspar Bonnén Ja. Men så må du jo så bare sige nej tak, hvis en lokal kunstforening spørger, om du vil udstille. Og nøjes med Asbæk og de andre steder, hvor rige københavner kommer for at se og købe kunst. Måske en parallel. Hvis en stor virksom bad mig om at holde er foredrag, så tog jeg mindst 5000. Hvis det er Amnesty eller lignende som spørger, så gør jeg det gratis. Der er masser af ting som kører på lokal energi og med meget små budgetter. Det er selvfølgeligt et valg, hvis man ikke ønsker at deltage i det. Men det er altså betingelserne i foreningsdanmark. Du betaler heller ikke 2000 for at sende dit barn en sæson til spejder. Fint at løfte problemstillingen i forhold til fx museer, store firmaer og toogallerierne, men at skære alt over en kam, synes jeg ikke tjener noget.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 2 t.
    • Redigeret
  • Kaspar Bonnén

    Selvfølgelig er det enhver kunstner der må gøre op med sig selv om de vil deltage i noget. Det gør jeg også selv, og jeg har deltaget i meget uden løn. Nogle gange synes jeg også det er helt fint at gøre ting uden løn. Det er der mange der gør i frivillige organisationer. Jeg ved Kunstforeninger er meget forskellige, men mange er da i høj grad nogen der kan eksisterer pga kunstneres prekære forhold. Og jo enhver bliver da glad for et salg hvis de deltager i en udstilling. Det gør en daglejer arbejder også, når de får deres løn, når alternativet er at gå sulten i seng. Og det er altså det forhold jeg taler op mod. Kunstnere tjener i gennemsnit 100.000,- om året, men 80-90% tjener meget mindre. Jeg synes det er uforståeligt at du ikke forstår dette. Mange af dem du taler om som i kunstforeninger der arbejder gratis har helt sikkert en anden økonomisk ramme end de kunstnere de arbejder med. Enhver kunstner der har bare en nogenlunde økonomisk situation vil ALDRIG sige ja til de forhold de fleste kunstforeninger tilbyder.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 1 t.
  • Carsten Bagge Laustsen

    Kaspar Bonnén Nej og så må de så sige nej. Jeg prøve at sige, at man jo kan lave forskellige ting. Kunstnere ejer deres værker og kan sælge dem. Staten har livsvarig ydelse den giver til nogle. Mange kunstnere har gallerisalg. Nogle sælger noget fra værkstedet. Og så er der legater der kan søges og der får man nogen gange et nej. Og der er følgeretsvedlag når værker bliver solgt på auktion. Og copydan hvis noget bliver brugt i en publikation. Og så er der kunstforeninger og de kan have forskellige vilkår og muligheder for at give honorar (typisk får kunstneren fx noget for at lave en artist talk). Det er da dejlig, at mange kan sondre mellem forskellige kontekster. Og da rigtigt ærgerligt, hvis de fleste som du siger ikke gider kunstforeninger. Tænk hvis dem der driver kunstforeningerne sagde det samme. At de ikke gad at lægge frivilligt arbejde der, men kun ville lave noget, hvis de blev aflønnet. Og det samme gælder jo alle de mange andre frivillige civilsamfundsinitiativer.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 36 min
    • Redigeret

• Therese Glahn

  Meget kan jeg genkende fra min branche,teater/film/tv branchen- hvor der ( dog) findes skyhøje lønninger i den ene ende og 2 flasker rødvin i den anden. Det lyder som et både vigtigt,vedkommende og stærkt projekt og der gør mig ondt at det møder modstand- og kan næsten ikke tænke andet end at ” de” ikke gider høre om livet som kunstner- igennem kunsten selv. At der sidder en kunstner som beslutningstager for enden af bordet behøver ikke være positivt

  Kunsten/scenekunsten I DK har sgu svære kår,er i over 20 år blevet nedgjort fra politisk hold- og dét koster.

  Nu har vi tilsyneladende for første gang i årtier en Kulturminister som lader til at ha visioner. Bed om et møde med ham!

  5

  • Synes godt om

  • Svar
  • 4 t.
  • Kaspar Bonnén

    Ja samme spredning findes også i kunstbranchen. Jakob Engel-Schmidt har modtaget alle pressemeddelelser.

    2

    • Synes godt om

    • Svar
    • 3 t.

• Kaspar Bonnén

  Jeg blev gjort opmærksom på at Jeanette Ehlers ikke er i produktionsstøtteudvalget, så hun har ikke selv haft mine ansøgninger i hænderne. Jeg har valgt endnu ikke at slette hendes navn i opslaget, da hun er forperson for billedkunstsektionen og dermed tror jeg har været med til at sætte en dagsorden for tildelingspolitikken. Ret mig meget gerne…

  • Synes godt om

  • Svar
  • 3 t.
  • Katrine Malinovsky

    Kaspar Bonnén jeg mener at legatudvalget og produktionsudvalget er to separate udvalg og at Jeanette er forperson for statens kunstfonds legatudvalg. Så hun har nok ikke indflydelse på støtte til udstillinger etc

    • Synes godt om

    • Svar
    • 2 t.
  • Skye Jin

    Kaspar Bonnén Udvalgene for legater og produktion er helt separate, så Jeanette Ehlers har ikke forbindelse til produktionsstøtte til udstillinger. Ingen enkeltpersoner sætter som sådan dagsordenen for støtte, da alle udvalg er sammensat af forskellige personer med én stemme hver, forpersonen har to, men derudover gælder demokratiets spilleregler. Vi har tavshedspligt om uddelinger, men som privatperson kan jeg sige, at jeg synes På Korte Kontrakter er et fantastisk projekt og som privatperson kan jeg sige, at det i min optik er det vigtigste udstillingsprojekt om, på og omkring kunstscenen lige nu og som privatperson synes jeg det er utrolig stærkt at du fører an med din egen oplevelse af gentrificering og som privatperson synes jeg, at du giver en platform for så mange kunstneres levede erfaringer i det her fuldkomment ubæredygtige arbejdsliv i samtidskunsten. Som privatperson er jeg også vred over, at indholdsproducenterne, kunstnerne, ligger allernederst i lønhierakiet i kunstverdenen og at kunstnere gang på gang skal stå i prekære løn- og arbejdsforhold og mærke ubehaget ved at spørge om en skriftlig aftale og bede om et rimeligt honorar og som privatperson er jeg vred over, at alle statsstøttede udstillingssteder ikke garanterer honorar til udstillende kunstnere og jeg er træt af tavshedskultur og usund kultur og syg kultur og kultur der gør os syge og jeg er træt af at have været sygemeldt i Statens Kunstfond fordi kulturen gjorde mig syg og jeg håber at være med til at gøre kulturen mindre syg og midt i trætheden og vreden og også glæden ved at det er fredag at kunne sige tillykke med et super skarpt udstillingskoncept med noget på hjerte.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 53 min
    • Redigeret
• Paw Rytter

  Er kunst en service? eller en vare? Hvis kunst er at betragte som en form for service, så er det rimeligt med større honorarer. Men hvis det er varer rettet mod et marked, er det vel ok, at der “kun” betales mindre beløb som en form for leje.

  • Synes godt om

  • Svar
  • 3 t.
  • Kaspar Bonnén

    Paw Rytter I hvert fald er det vist meget få der KUN betragter kunst som en vare

    • Synes godt om

    • Svar
    • 3 t.
  • Paw Rytter

    Kaspar Bonnén enig … men er der nogen institutioner, der betragter den som service? Fx kunstfonden? Ikke rigtigt, vel. Måske er det kunstnernes forbandelse at ikke-kunstnere primært ser værkernes varekarakter.

    • Synes godt om

    • Svar
    • 3 t.
  • Aktiv

    Rasmus Havhus

    Paw Rytter Kulturministeren betragter kunsten som en vare. Netop hans tale i forbindelse med offentliggørelsen af kulturrapporten afslørede, at han personligt kun tilstår de “indtjenende” kunstnere selvrespekt. “At leve af kunsten”. En tydeligt top-down budskab, som lig kunstfondens øgede enkelttilskud (uden flere midler til kunsten generelt), opfordrer til at se ikke-levebrøds-kunstnere som ikke-kunstnere. Trods rapporter,, der som Kaspar siger, ganske tydeligt viser det gennemsnitlige indtægtsniveau på 100.000 med MANGE, der tjener LANGT mindre.

    Spørgsmålet kunne være, om der er for mange kunstnere – det kunne netop Kulturministerens budskab signalere en mening om – men køber man dén, Kaspar Bonnén, anerkender man selv, at kunsten er for de sælgende. Og det forekommer du jo ikke at mene?!

    Kapitalismen æder sig selv, sagde en stor økonom for nogle år siden, men mange kræfter er i værk for at undgå at skulle fremme dén udvikling, fordi “den anden side” antages at fordre stor, stor samfundsomkalfatring, som man kunne frygte koste mange menneskeliv. Men i og med kunsten (den styrede, frit kommunikerende, individuelle kreativitet) “varegøres”, og ydermere pakkes ind i kopi-kontrol og rettighedsforhandlinger, bliver det ret svært for nogen at TRO PÅ at komme om på den anden side – for hvis man ikke kan få penge for sin skabelse, sin indsats, sin tid, sin kraft, hvad skal man så bruge sin skabelse til?

    Jeg kan ikke se ud i fremtiden og eks. sige, at det ville være godt for samfundet at tage betalingen af kunstnere på sig i en mere direkte grad – som en slags overgangsordning frem til Kapitalismens undergang – men umiddelbart forekommer det mig at være en institutionaliseret slavegørelse af anerkendt skabelse, der er værre end slet ikke at få noget. “Her er LIDT for din tid.”  Fremmelse og fastholdelse af hjertet, ånden, sjælen, viljen, kollektivet, livet betyder ikke nær noget i forhold til CEO’ers arbejde for banker, techfirmaer og lyskryds.)

    • Synes godt om

    • Svar
    • 27 min
• Ole Jauch

  Det er en meget vigtig diskussion at have og tak Kaspar Bonnén for både sårbart og åbent at bidrage. Det er voldsomt komplekst da mange af os kunstnere (eller multi mennesker skulle det måske hedde) i forvejen laver noget som ingen reelt efterspørger eller savner. Rigtig meget kunst er drevet af noget andet men indgår alligevel som en vigtig samfundsbrik uden at (de fleste) kunstnere får meget ud af det, hvis noget.

  Der er desværre nok mange, som stadig anser kunstnerlivet som en luksus, en slags boheme tilværelse, hvor man engang imellem laver et mesterstykke og lever godt af det i flere år. Det er de få, hvis nogen overhovedet, der oplever det. Det skabende lag er drevet af noget andet og det er ihvertfald ikke økonomi for den er der ikke meget af. Opgør man en kunstners arbejdsliv går der utrolig meget tid med at ansøge om midler til at realisere ens, ofte hjerteprojekter, og lander økonomien ikke, ender det altid med et valg mellem at “overleve” eller opgive projektet. Det er ikke alene hårde økonomiske vilkår men også “hårde” professionelle og mentale vilkår at arbejde under. Det er det, rigtig mange simpelthen ikke ved og måske også nogle som lukker øjnene for.

  For hvordan kan det løses eller bare løsnes lidt op?

  Uanset bør der være mere dialog og derfor Tak  Kaspar for at sætte lys på fra en, som jeg, ihvertfald anser som værende “noget” i branchen.

  Det viser blot med al tydelighed at det er galt i hele branchen og ikke blot blandt os lidt mindre kendte, der kæmper med præcis de samme udfordringer blot lidt længere nede ad stigen.

  2

  • Synes godt om

  • Svar
  • 3 t.
  • Kaspar Bonnén

    Tak for at dele Ole 

    • Synes godt om

    • Svar
    • 2 t.
• Katya Sander

  Der er en strukturel modstand fordi de fleste udstillingssteder, kunsthaller og museer også enten allerede arbejder “under budget” (dvs. folk der arbejder der lægger selv egne timer til for at få det til at hænge sammen) , eller i hvertfald er blevet hårdt beskåret og sikkert også står overfor større nedskæringer. Det bliver derfor tilfældet at den etiske overvejelse (at aflønne kunstnere fair) bliver trumfet af knald hård fakta i form af tal på bundlinien. Jeg vil med denne kommentar ikke forsvare de dårlige lønninger, men blot pege på at det er en del af et sygt økonomisk system omkring hele vores branche – og vi små, selvstændige udøvende kunstnere er bare de sidste i kæden, og får dermed lov til at æde den størst lort, for nu at sige det som det er. Jeg er ret sikker på at der ikke er enkelt-personer der synes det er i orden med den løn vi får, heller ikke på museerne. Men i kvanitifceringens tidsalder står vores timetal bare som ren fiktion. Hvor længe “arbejder” man på et værk, og hvordan måler man det, når det vi arbejder fra og med og til er det levede liv? Det er derfor reelle arbejdslegater giver så god mening: Her gives penge for kunstnerisk arbejde, hvor den enkelte kunstner står fri til selv at definere hvori dette arbejde består. “Støtte” til udstillinger og produktion af værker bør egentlig være til de deciderede udgifter der er omkring realiseringen af et værk. Selve udvilkingsarbejdet ligger et andet sted. Uden at ønske mig film-støtte systemet (der er mange mærkeligheder ved det), så er det interessant at man i filmstøtte prdningerne også giver penge til “udvikling” af værker – værker som så evt ikke får penge til at blive realiseret. Men her er udviklingsarbejdet i det mindste anerkendt, og pengene går hovedsageligt til løn til den der udvikler. Vi kan måske sammenligne med arbejdslegater, men når man får produktionsstøtte (som altid er i forbindelse med udstillinger) er lønnen for udviklingen af værket ikke til stede. Den er forsvundet ud af regnskabet. Som du nævner er der måske nogle (meeeeget oldfashioned) kuratorer og udstillingsledere der stadig tror at eksponeringen i sig selv er “penge værd” i form af salg. Men hvis nogen siger det til ebn er der vel ikke andet for end at dreje om på hælene med det samme og bare gå væk. Det er den største illusion der findes, og det kan ikke forsvares hvis der stadig findes folk rundt omkring i det professionelle billedkunst-miljø der tænker sådan. Der ka sagtesn findes enkelt-eksempler, men strukturelt set er det en joke.

  4

  • Synes godt om

  • Svar
  • 2 t.
• Kaspar Bonnén

  Jeg er enig i alt. Bortset fra at vi køber fortællingen om at kunstnere er de sidste i kæden i de fleste budgetter

  3

  • Synes godt om

  • Svar
  • 2 t.
• Jesper René

  Der er helt sikkert for mange kunstnere og for få aftagere, det er nok det største problem, for så bliver det hele smurt for tyndt. Forleden var jeg til et koncertprojekt, hvor næsten alle fondsmidlerne gik til facilitering, og næsten intet til kunstnerne. Og der lå mange, mange måneders forberedelse forud. Men der kom så få, at ingen rigtigt opdagede det.

  • Synes godt om

  • Svar
  • 2 t.
• Line Kallmayer

  Tak Kaspar for at belyse dette massive strukturelle problem. Det er trist at høre om den manglende støtte ..måske bekræfter det netop magtes(menings)løsheden eller udmattelsen (krisen) endda helt inde i maskinrummene…følger med, bakker op 

  • Synes godt om

  • Svar
  • 2 t.
• Jakob Brønnum

  Først og fremmest er der ingen politisk forståelse af, at man i et markedssamfund ikke kan opretholde idéen om en kulturnation uden substantiel støtte i et meget lille sprogområde som det danske, og der er ingen forståelse for, hvor meget kultur, man får for 50 meter motorvej. Endnu et af mange eksempler på, hvor ringe dannelse, vor tids samfundsledere har. Man kan simpelthen ikke både have det killer-instinkt, der skal til for at komme til tops i politik og samtidig forstå nuancerne i æstetisk produktion og dens indbyggede samfundsrelevans