Der er ikke noget ‘bare’ ved det

ved, under Tyrkisk-Dansk digteraften, og især efter

lyrikere.dk var til tredive års jubilæumsoplæsning i dansk-tyrkisk forening. Første meddelelse fra scenen var, at hovednavnet Nordbrandt pga. sygdom ikke ville være til stede.

Sørgmodig anelse i anledning af Nordbrandts bortnærværelse.

Ingen Nordbrandt læser ingenting udover en hver forstand, og jeg kan ikke finde det der Performer Højholt-digt, hvor ’vi’ indsvøber sig i præpositioner, det findes vistnok kun på en LP anno dazumal, men det går nogenlunde sådan her,

”…og så går vi hen og hen og op og hen og hen igen og op og ned og ned igen og så er vi oppe og går ned og så er vi nede og går ned igen for at gå op og oppe er nede og”

pludselig med ét, overrasket simultanchokeret munter, får ’vi’ øje på svømmehallen, som jeg lige nu for nogen tid siden med ryggen til Kenneth Krabat får øje på migselv, der giver hånd til Niels Hav, hej hej, glæder mig mig, og Niels Hav travltsmiler, og afbuds-Nordbrandt og maleren ved bordet overfor bor i samme gade, André Lundquist, og han siger, Nordbrandt er syg, og jeg er bange for, hvor syg og siger til Kenneth Krabat, at jeg har anelser og bliddrypper ektoplasmavådt ved tanken om forestående ubehøvlet transcendens og seancer uden Nordbrandt, og nu ved vi det jo, men det her er endnu ikke bagefter, i aften er selvfølgelig allerede senere, men I ved, hvad jeg mener, og jeg er trist og skuffet over Nordbrandts bortnærvær og skriver Nordbrandt come rescue me på min gammeldags papirblok, og jeg finder ”Sørgmodigt digt i anledning af hendes bortnærværelse” på min moderne gadget og tænker og mærker, hvor knastørt selvantændelig meta-, program og systemdigtdigtet, det er, og det er det, det er, påkaldelse og frastødning, bortnærværelse er for stort et ord til ethvert digt i verden, og jeg græder indeni som en karatemand, fordi jeg fornemmer, og der er for lidt lindring i anelse og sang, at hans afbudsgrund som en overgang, der er lang nok, er en afgrund, der ender med undergang.

Og så bliver det alligevel en god klassisk digtoplæsningsaften, med musik, og respektfuld, lidt for hyppig applaus, ikke tørt og angstfremkaldende som på Glyptoteket i 90’erne, hvor man kunne høre en nål gennembore en kamels forhud uden kamel gemt under en stak græsk-romerske skulpturer med ligeså små tissemænd, som dem der hidsigt hyssede lyrikere.dk bort for at lægge et kort med henvisning til denne side på et bord bagerst i den fyldte sal, og nu går alle puristerne ved det bord glip af at læse om sig selv, det er sgu da pisse ærgerligt.

Jeg var rystet og fraværende, men på gik Thomas Boberg med en kort introduktion af motivet i den seneste samling 69 dæmoner, far-søn digte skrevet i forlængelse af farens død, men selvfølgelig også i en meget lang tradition, hvis fineste sentens William Wordsworth står for, ”The Child is Father of the Man”. Han ville ikke ud med titlens mystificering, men han virkede heller ikke selv sådan helt vildt optaget af det, hvis man skal bedømme det ud fra en noget distanceret tilgang til egne digte denne aften, det blev ikke rigtig sat i scene.

Herefter læste Julie Sten Knudsen og fik mange kærlighedsytringer fra det tæt besatte lokale for sine moderskabsdigte med titlen 7 lag, hvilken indeholder i hvert fald mindst en knaldperle, ”man skal vaske barnet/troede hun var selvrensende”. Og så var det interessant at se aftenens vært, der oversatte til tyrkisk, ældre herre, der må formodes ikke at have født børn, men udførte opgaven med stil, uden jeg kan bedømme den tyrkiske oversættelse, men dem der kunne lo og smilede. Og så spillede en tyrkisk musiker en række smukke ballader.

Jeg har været irriteret de ret mange gange, jeg er stødt på Marianne Larsens seneste, nu prisbelønnede digtsamlings titel, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, og det må skyldes, at ’jeg mærker ånden som tilfældigvis (s)kælvede på dette papir en aften i april’ alamode Goethe i dårligt humør, den følbare hensigt, der efterlader os forstemte, fordi vi ikke vil mases af overlækkerheden i allitteration-assonans elementerne i ”insektember” med et drys Kafkas ”Forvandlingen” henover, de små bogstaver, de alt for mange ord, aaaaad. åh, hold din kæft, din sure skid.

Og så læser Marianne Larsen titeldigtet med titlen ”Networking” (forvirret?):

 

NETWORKING

Ser dem for mig som var det i går.

Dugdråberne som optrådte på en line i skoven af spindelvæv.
En af dem var mere gennemsigtig end de andre.

Ved mit mindste pust svajede de alle i hver deres netværk,
jeg tilfældigvis undgik at blive fanget i.

Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september.

 

Og vi ser hende for os, menschlich allzu menschlich, og selv er jeg helt efter bogen blevet et kryb, kravler gennem samlingen fra klikfang til klikfang, fra ”AKUT OPSTÅET SINDSFRYD” gennem ”BESKRIVELSE AF ET ENGANGSSPROG” via ”UDSIGT TIL STEDVIS UUDFORSKEDE FØLELSESUDBRUD” under ”LET TIL FRISK OPTUR” i selskab med ”DESORIENTERINGSLØBER” for at ende med at råbe ”HJÆLP, JEG HAR SLET IKKE NOGET HELBRED” og sidde med et uklædeligt smil i ansigtet, der får min datter til at spørge, om jeg er lykkelig. Ja, siger jeg, nu er jeg lykkelig. Og det må så være sket senere, for hun var ikke til oplæsningen.

Marianne Larsen har altid været god, skrevet glimrende, ofte politiske, men aldrig dumt didaktiske digte, nu er hun blevet crazy morsom, pointerende som altid, og hendes oplæsning har fundet sin form, en form, hun allerede inkarnerede, da jeg så og hørte hende for nogen år siden til Odense Lyrik-festival, og med Nordisk Råds pris bliver det alt sammen rigtigt og smukt, og jeg glemmer næsten, at Nordbrandt har meldt afbud og nu er død.

Og så sluttede medvært Niels Hav af, og han gjorde det godt, en tour de force i livets køkkenskab, hvor døden holder til og har det godt sådan lidt på afstand:

 

”Den ramponerede inderside af skabet under køkkenvasken
gør mig lykkelig. Her sidder to ærlige søm
banket ind i originale brædder, som har siddet her
siden ejendommen blev opført. Det er som at gense
glemte medlemmer af den nærmeste familie

(….)

…mit navn forsvinder en dag fra hoveddøren.
Jeg lægger mig på knæ foran køkkenvasken
og hilser ærbødigt på kamelkysset, edderkoppen
og de to ærlige søm.”

 

Og det er fra den udmærkede samling Øjeblikke af lykke, men sjovt kan det ikke være at gå på efter Larsen marineret, føj for en mårkat, for at citere min ven, Jens, der aldrig læser digte, men er god for et citat eller to. Stærkt, ville han fx have lagt til.

Og så græd jeg hele vejen hjem, fordi forudanelsen om Nordbrandts død havde taget bolig i det endnu levende. Det her til aften utrafikerede sving rundt om Skt. Hans Torv og bakken med en stigning på 0,012 procent tog med en hyperbel livet af mig henne ved biografen på Guldbergsgade, der så betydningsfuldt og meningsløst tangerer de fortabte gamles by. Og de derinde ligger og venter på at dø, og kommunen venter på, de skal dø, så de kan få revet det gamle lort ned, næ, hov, nu er den midlertidigt besat af Ukrainere, der afventer alle russeres død, så de kan komme hjem og tælle deres egne døde, og døden synes at have besat hele bydelen verden over, og jeg græder, da jeg låser cyklen og går op ad trappen og tænder maskinen og drikker et glas rødvin og stiller mig under bruseren, og gud, hvor jeg dog hader at tørre mig og gør det så ikke, vi skal alligevel dø alle sammen lige nu om lidt hele tiden, og måske er det godt sådan, som Martin Luther iklædt herrens alkærlige nåde fremturede, hjernedøde stodder, jeg nægter at internalisere en tidlig version af Freuds superego, og jeg græder på brødet, der drypper på det fedtede bagepapir fra fritterne i går, preller af og løber sur i cirkler på et køkkenbord, hvis plade aldrig har set gode tider, og sprækken til væggen summer af 300 millioner år gamle sølvfisk, de er snart eneste overlevere, de har en fest i nat, og jeg må ændre mit liv, skriger det hele, mens jeg lægger mig til rette i sengens lagner der lugter af min søns pis, og som jeg ikke nænner at skifte eller vaske, fordi pletterne synes at antage former som dem, jeg så på loftet over den utætte karnap ud mod haven i min barndom, og jeg pissede altid i sengen, fordi jeg i bund og grund drømte om, at døden i en eller anden rædselsvækkende gestalt ville komme ind ad det vindue, eller fordi jeg besat af dagsrester allerede i drømmen var stået op og gået ned bag cykelstativerne i skolegården og havde hevet den frem for at væde Fede Oles cykel, den fede idiot, og nu ligger jeg så og drukner i mine stille sivende tårer som et livstegn, jeg ikke har noget at stille op med eller imod.

Jeg glæder mig til flere oplæsninger, jeg skammer mig over min sorg, jeg er pinlig berørt over sproget, jeg forsøger at beskrive den med, jeg tilgiver mig selv, jeg er et moderne menneske, jeg er gammel nok til, at bestræbelsen kræver kræfter, jeg er i den grad defaitistisk anlagt, jeg ved, det ikke vil lykkes, jeg tilgiver mig selv, også for det her ynkelige shit. Jeg er ked af, at Nordbrandt er død. Der er ikke noget ’bare’ ved det.

//men

2 Comments

Leave a Reply