DIGTE: “Dick pics, bar kasse og digte”

– underoverskrift i Ekstrabladet, der ikke just falder i svime over Tobias Rahims digtsamling, “Drømmene maler virkelighed” – en A3 stor kaffebordsbog med næsten 50/50 kropsfotos og håndskrevne digte – men forholder sig mest til det visuelle. Digtlæsende skal måske ikke forvente sig meget af denne avis, men selvom pressemeddelelsen lægger op til mange timers danskanalyse for lærere med hang til provokation, går avisens skribent end ikke i kødet på den – som om Tobias Rahim ikke skulle have grund til at lade sig citere for følgende:

“Den her bog er på mange måder et skamløst værk. Men hvad er skam? Og er det ik’ fedt at være fri for?”

Tomas Treo, musikanmelder på Ekstrabladet, sagde tidligere om Tobias Rahims berømmede plade, “Når sjælen kaster op: “Stor mand skampuler Danmark. Sangeren lyder ofte som en lille usikker dreng, men hans slingrende blanding af storhedsvanvid og mindreværd, som omtrent alle kunstnere tumler med, giver materialet dynamik”.

EB og Brix, må vi bede om en rigtig anmeldelse af “Drømmene maler virkeligheden”, der fokuserer på andet end sangerens overkrop og lem?!

Berlingske, derimod, har taget bogen seriøst, kalder den både modig, overrumplende og foruroligende umiddelbar, og tildeler “Drømmene maler virkeligheden” 4 ud af 6 stjerner. Men

“er Drømmene i virkeligheden en digtsamling? Jeg vil foretrække at kalde det Meditationer. Meditationer over det at være mand, at være “et menneske med en pik, som Rahim foretrækker at kalde sig, og over at det at være Tobias Rahim.”

Musikmagasinet Gaffa tilføjer citater fra Instagram

“Som nogen måske ved, har jeg altid gerne ville lave en ægte digtsamling med en masse random tanker, der ikke lige passede ind i en sang eller i en samtale, men som helt klart har berettigelse i verden. Jeg har postet noter her (på Instagram, red.) løbende på små sedler i noget tid. Og endelig har jeg samlet et fucking lille værk. En STOR bog.

Jeg lavede den i en periode, hvor jeg havde det specielt, og jeg har ikke læst den igennem, efter den kom fra tryk.. for hehe.. det venter jeg lige med. Jeg kan ikke lige overskue, hvis der står nogle ting, jeg lykkeligt har glemt. Men hey, da jeg skrev de her digte, mente jeg det. Og der turde jeg sige det hele højt. At jeg er blevet bange siden, er mit eget problem. Ikke bogens. Bogen er modig.”

Bogen er endnu ikke havnet i nævneværdigt antal eksemplarer på danske biblioteker, men kan købes i boghandlere, der kan stave til “digt”.


[foto: PR]

Leave a Reply