Martin Glaz Serup var i “Bibliotekshaven LIVE” den 11. september 2025 med en urpremiere på teksten som har lagt navn til dette skriv.
I den trykte udgave der nu er tilgængelig her, forskyder tekstens indre dialog sig mellem ordrette gentagelser og fraseringer som læserens egen puls udfolder, helt afhængig af om man læser hen over linjeskiftene, de store begyndelsesbogstaver og opretter sætningsstrukturer, eller man lader hver verslinje være en begyndelse og en afslutning med tydelig pausering. Eller en kombination al den stund posen med punktummer er tom, eller noget helt tredje. Forskellige tilgange giver forskellige skrevne stemmer, som når nogen lærer at tale et sprog ved at lytte og gentage og med hver gentagelse gør det sagte til deres eget og genopliver det.
“Hvis ikke det rører ved livet, hvad er det så værd?” svævede i den hørbare version i bibliotekshaven på sin synkoperede rytme. En rytme som i kraft af forskudte genkomster indfoldede en uudtalt mening, en fikseret variation – her gribes et ord, her undslipper det betoning, nu er rytmen alene tilbage. Oplevelsen af gentagelser og bevægelser bølgede på den måde mellem Serups stemme og tilhørernes vejrtrækning og indre iteration, semantisk såvel som rytmisk.
I begge tilfælde, læst som lyttet, gør teksten som bølgerne i havet og lader hver bevægelse være den samme uden at være den samme så det tilsyneladende samme skyller op på stranden lidt kortere eller længere end den foregående bølge, efterlader noget, vender noget andet om, glider tilbage og samler sig i en ny begyndelse fra sætning til sætning, fra bølge til bølge. På samme tid så ens, og alligevel så enestående at teksten får et liv i tilskuerens rum fra begyndelsen:
Fællesskabet
Er et ord
Sommetider er det bare et ord
Bladene på grenene på træerne
Vandet i havet
Hvad er ikke et økosystem?
Vi prøver os frem
Sommetider er det alt vi kan gøre
Prøve os frem
Det vi har med hinanden, det vi havde
Barnet der har afskåret sig fra sine forældre
Eller omvendt
Der må have været et tidspunkt før, hvor kontakt var mulig
Lyden af vinden, alt det vinden rører ved
Græsset, stråene, side om side
Insekterne der bliver kørt ned af græsslåmaskinen
Eller over
Sommerfuglen der bagefter ikke kan flyve
Haven og huset
Hvad er ikke et økosystem?
[…]
Nogen prøver sig frem: Ikke noget lyrisk jeg, men et “vi”, for udgangspunktet er “Fællesskabet”, eller med et andet ord fra det citerede, økosystemet: “Det vi har med hinanden, det vi havde” som familie, som vores møder med det andet og naturen: “alt det vinden rører ved”, alt det græsslåmaskinen rammer.
Fordi sådan er ‘systemet’: ‘et sammensat hele’ hvor del og helhed betinger og betvivler hinanden, som “barnet” og forældrene også gør, eller gjorde. Og fordi førsteleddet ‘øko-’ kommer af det oldgræske oikos, det som har med hjemmet at gøre.
Oikos er byens (polis’) og fællesskabets modsætning i det græske sprog, det er det sted hvor man kan være privat med alle sine fejl og mangler i det mørke man ikke deler med nogen og som vi træder ud af når vi træder ind i fællesskabet lys.
Det er tillige det sted hvor alle former for “kontakt” med vores elskede er mulig, og hvor det kun er vores egne love og regler som gælder. I den flade moderne familiestruktur er vi som stråene “side om side”, og rammer vi hinanden i “Et snuptag med saksen” som det senere hedder i teksten, kommer vi for alvor på prøve, især hvis vi overtænker det.
For hvordan kan vi på en og samme tid være fælles og hver for sig, være til for hinanden uden at gøre skade på naturen eller kærligheden, være ‘bladene’ der ikke længere er “mørke i det oplyste mørke”?
Det er det Serups tekst udforsker. I den ene sætning løsrevet fra den anden “Spredt over et stort område uden tydelige grænser”, men hvor mønstrene “Så forskellige og så ens” opretter betydning og forbinder sporene i græsset med dem i sandet og gruset i en vekslen mellem spørgsmål og svar, både de udtalte med ? og de underforståede læsningen skaber.
Ad den vej leder teksten efter barnet som “har afskåret sig fra sine forældre”, den lille hjortekalv, det enkelte sandkorn, bølgen – alt det som hænger sammen med noget mere: forældrene, hjorten, sandet, havet. Med et enkelt ord “Fællesskabet”, eller det som vi ejer sammen der er klemt af “Følelsen af at have svigtet”, men også af at den følelse ikke er et ord, og af at ordene kan svigte.
Men som samlet tekst svigter ordene ikke Serup, og derfor byder han os for alvor noget at tænke over, og fordi det rører ved livet og vores måde at være i verden på, er det berigende at gøre det.
