I Farfedt (2022) og Spædgry (2025) flår Jonas Reppel frakken af farrollen og lader den blive set i frøperspektiv.
Den fraværende far lod Glenn Bech komme sejlende med Farskibet i 2021, og Jonas Reppel lader bogens faderløse jeg stege i Farfedt i 2022. Bechs bog handler om behovet for at opklare farens selvmord (var det min /mors / vores skyld? Nej, det var det ikke), mens Reppel blæser af sted med en tyk tunge ud af halsen i forsøget på at finde ud af hvordan hans far ser ud og hvorfor han har valgt ham fra.
Og når far ikke kommer hjem, så er mor aldrig gået, og de mænd hun tager med hjem, gør ikke noget godt for de følsomme drenge, tværtimod. Reservefædrene tager i begge tilfælde del i fortællingens krænkelse af drengen, og det er med til at skabe et skæringspunkt mellem det synlige og det fraværende.
Det synlige er blandt andet tankerne om at den rigtige far ville løse alt hvis han ikke havde begået selvmord eller var gået under jorden – hvilket er en fast komponent i barnetroen, at hvis bare dit eller dat, så var jeg en lykkelig, glad lille skat. Lad os kalde det illusionsplanet, da det er det som ‘leger med’ os sjæleligt set, eller på moderne: psykologisk fucker med os.
Det fraværende i de to bøger kan vi kalde for normalplanet. Den almindelighed som alle os der ender med at være privilegieblinde vokser op i, findes nemlig ingen steder. Ikke engang i formen, der i stedet bidrager til fortællingen med egenartet retskrivning, og ditto tegnsætning, typografi og grafisk tilrettelæggelse. Så har man glemt det, bliver man igen mindet om at form har social betydning – og slagside.
Begge bøger henter således styrke i en forvridning af den synlige illusion og den fraværende normalitet og hvordan de to planer skærer sig ind i hinanden i former der deltager i meningsproduktionen, og som man bliver blæst rundt af.
Ligesom med overskriften, et citat fra Farfedt, der lader sig læse på to måder, afhængig af om man hører de kommaer eller den apostrof som ikke er der: ‘jesus, far, boede i himlen’ eller ‘jesus’ far boede i himlen’. Altså enten som drengens henvendelse til den bortværende far i en sekulariseret verden: Der var engang en der hed Jesus som boede i himlen, hvor bor du, far? Eller som en spejling i en fælles fortælling om at fædre kan bo mange underlige steder og ikke er der når man har brug for dem, se bare på Jesus.
Denne bortnærværelse, for nu at sige det med et lån fra Henrik Nordbrandt, melder sig igen og igen i Reppels Farfedt fordi andre på drengens vej siger at han ligner sin far.
Og jo dybere kløften mellem borte og nær, illusion og normalitet bliver, eller jo mere den skærer sig ind i hjertet på det jeg som skrives frem, jo mere klarhed får jeget over sin egentlige situation. Måske er det endda skrivehandlingens formål for både Bech og Reppel, at skære så dybt i sig selv i skriften at de får skrevet sig fri af illusionen og frem til et jeg de kan leve med. I Bechs tilfælde et som ikke ser selvmordet som en vej ind i livet. I Reppels et som ikke leder efter sin far bag brevsprækkerne.
Hvilket for Reppel bliver endnu mere akut i rollen som far, og det er det Spædgry handler om, tematisk set. Den svinger fra fint sansede (barnevogns)haikuer som denne:
din krop vibrerer
som et fluehjerte
i håndfladerne
Hvor spinkel nænsomhed er elektrisk til stede og det er sommer (stavelsesdiskussionen forbigår vi), over bekymringer som disse:
du er aldrig et tungt
ansvar
det er
de 16 børn
til 3 voksne
i den vuggestue
hvor du skal gå
som gør
det tynger
Fordi det vigtigste arbejde er underbetalt og dårligt normeret. Og fordi vi lever i et samfund vi ikke er fælles om, har det opløst sig selv som navn og begreb, medmindre far kan få et banklån:
nu vil jeg være som rosa
luxemburg
en blodbøg
af had til storbanker
pengemænd
deres aktiemarker
og plove
i mulden
ved muldvarpens vinterhævede
tunneller
rosa råber
der er kun små indrømmelser
i velfærden
jeg råber
jeg kan høre deres tænder
gnaske
i nordsøen
i kattegat
i vinternætterne
i gassen
til radiatoren
som skulle
varme dine fødder
lige der
et sted i det liv
du skal gro dit mælkeskæg
solskoldning
og banklån i
Man kan spørge sig selv om tekstens underliggende tro på at der findes en retfærdighed et sted, er et udtryk for hvor udbyttet vores almindelige tænkning er, for mennesker har til alle tider, og uanset hvor, skabt den ulighed som er retfærdighedens modsætning.
Så igen sker forvridningen i teksten i kraft af forholdet mellem den synlige illusion og fraværet af privilegiernes normalitet, og det forhold kalder på en involverende læsning. Hvad der bliver endnu mere presserende i de passager hvor Spædgry bliver “hævngerrig/ og umoden/ som et hvidt jordbær” da det arvestykke gives videre til datteren i bogens slutning: “ingen kan se/ du bærer/ det hvide jordbær”. Men kære læser, kampen er ikke hendes, den er vores.
Jonas Reppel. 2025. Spædgry. 184 sider. 200 kr. Antipyrine.
Jonas Reppels Farfedt (2022) og Spædgry (2025) er begge to udkommet på Antipyrine der opstod af asken fra Henrik Haves Edition Afterhand. Som navnet Antipyrine udpeger, opereres der inde bag fjendens linjer, og forlaget har et bagkatalog med bøger som bare må ejes, heriblandt restoplagene af Henrik Haves egne værker, så husk at købe Spiegelsängerin (1972) når du alligevel skal have fat i Reppels bøger.
