Med Mit sted (2024) og Mit sted 2 (2025) markerer Mikael Josephsen sig igen som en markant stemme i samtidslitteraturen hvor det efterhånden er blevet en vane
at han dukker op med en ny bog når han er tørlagt og nogenlunde fri af angst og syner. Selv om han heller ikke er bange for at fejre jul med læserne på Svendborg Sygehus, Psykiatrisk Afdeling som i Knæk (2016).
I mine spredte noter står Hannahs dyrehave (2002) stadig som gennembruddet, og med Opløb (2005) viste Josephsen at han også kan skrive lige ud ad landvejen-prosa med plotpunkter, sans for karaktertegning og udvikling.
Det nye dobbeltværk har da også en tydelig narrativ struktur og en ramme: Lejligheden i Svendborg forlades i det tidlige forår og tages i brug igen i noget der må være slutningen af oktober. Imellem de to punkter skrives der frit, og af og til lidt ujævnt, fra et sted med campingvogn og udsigt til Svendborgsund. Brombærrenes vej fra blomst over spiselige bær til udtørrede og indskrumpne uspiselige rosiner er de tydelige tegn på at tiden ikke står stille.
Men det der er mit i Mit sted, er et ikke nærmere bestemt sted mellem himmel og jord hvor mennesker og natur flettes sammen, og i Mit sted 2 ender det med at ligge mellem efterårsbladenes guld i gårdmandens trillebør. I begyndelsen lyder det sådan her:
Regnen har syet mig inde
som et lille frø i en pose
alene gør ikke stærk
alene gør alene
Fjernsynet kører med de små mennesker på
jeg hører dem
men lytter ikke
I eftermiddag har de lovet sol
jeg gør mig klar til at vokse
jeg vil skyde mit første blad
ved mit sted
En måge slår ind på altanen
og flyver igen
var det mon dig
kan jeg ikke lade være at tænke
Var det mon dig
Her er jeget gået i et med plante og fugl, så det kan skyde blade (af papir) til at notere sine egne og mågens (fod)spor på. I digtet lige før det citerede kommer mågen gående i sit slidte sommertøj med olie på fødderne, og som referatet udpeger, udviskes grænserne mellem jeget og mågen allerede der, og mågen er da også at finde på bogens omslag og slutblad. Så ligesom alene ikke gør stærk, er menneskejeget det heller ikke, for det væver sig hele tiden sammen med omgivelserne som “en myre der slæber digte hjem”.
Vennen Svend med hang til nåle kommer også tilbage som et pindsvin, og alle campingpladsens beboere ligner fluer. Så selv om Josephsens fødselsår siger 1961 og dermed lugter af grillkul og Roundup, bliver mågen ikke skudt og udstoppet som hos Tjekhov eller fluerne klasket. Der bliver dog slået græs og klippet hæk rundt om det sted der skrives fra, men mennesker er ikke noget uden en natur at være det i, for “stilhed er når du gør/ elskede hund”.
Med sin lille navnløse hund indskriver Josephsen sig i de to nye bøger i en stolt tradition i dansk hundedigtning sammen med Peter Laugesen og Bjørn Rasmussen – sidstnævnte refererer Josephsen selv til. Men Josephsen er bare “den fede mand der elsker sin lille hund”, hvilket igen meget fint fortæller hvordan de er på lige fod.
Den anden tradition Josephsen denne gang piller op, er automatskriftens. Den går ud på at skrive sig fri at de styringsmekanismer som opdragelsen, åndshistorien og vores vågne bevidsthed holder os i vater med. Det var André Breton og surrealisterne, med inspiration fra Freud, der bevidstgjorde teknikken til at frigøre det ubevidste, selv om man med god ret kan sige at dadaisterne var kommet dem i forkøbet.
“Bliver jeg atter mig/ lukkes der for strømmen”, hedder det hos Josephsen, men når der åbnes for den, bliver det som allerede nævnt til en skrift fra et sted mellem himmel og jord:
Jeg møder tit den døde nabo
vi mødes ved affald
og snakker om vind og vejr og
pap og plastik
Det er hende der måske ved noget om de
dødes sprog
Men jeg ved ikke hvordan
jeg skal komme ind på det
al den regn er god for ormene
siger jeg
madrester er dér
svarer hun og peger
Måske er det en kode
madrester, tænker jeg
rester
det er selvfølgelig det
de dødes sprog består af alt det
der mangler
Jeg er i bedre humør oppe i lejligheden
end jeg har været længe
alt det vi sletter
bliver til poesi under jorden
sådan taler de døde
som et digt af alt det kasserede
et stort rod af
genbrug
Tunger der kludrer under jorden
fra kiste til kiste
lidt som her i boligblokken
bare endnu mere uforståeligt
som døden selv
som livet i en finger der skriver
det ned
Alt det vi sletter, fortrænger ville Freud sige, bliver til “Tunger der kludrer under jorden/ fra kiste til kiste”. Herfra kan talen om vind og vejr så bringe det tilbage mellem pap og plastik når jeget skrives bort, og heldigvis fik Mikael Josephsen det noteret ned i et sprog som er mere forståeligt end døden og så det er absolut værd at læse.
Mikael Josephsen. Mit sted (2024) og Mit sted 2 (2025). Forlaget Melodika. Begge 44 sider. Pris 150 kr. stykket. Er udkommet.
