Anmeldelse af Katrine Marie Guldager, Hvis vi havde tvunget dig til at være social.
Når egne og andres erindringer krydser klinger, er der ofte mere på spil end en udenforstående kan forstå, men hvis man lytter opmærksomt fra sin privilegerede position som tilskuer, går man gerne rigere derfra.
Sådan er det også med Katrine Marie Guldagers nye bog Hvis vi havde tvunget dig til at være social som udkommer i dag på Gyldendal. Guldager og forlaget kalder bogen en samling digte, de første i 10 år, selv om en stor del af bogen består af et kursiveret tekstspor i snorlige normalprosa som Guldager kan skrive den så man knap nok opdager at man læser. Måske er stemmen lidt impulsiv – som et linjeskift kan være – men ikke nok til at jeg føler mig tvunget ud i at skulle læse det som firkantede digte.
Det firkantede digt som muligvis ikke er et digt, skrev Guldager sig igennem i Styrt (1995), (og jeg kan stadig blive forpustet målløs over hvor velskrevet titeldigtet “Styrt” er), og nærmest fri af i Ankomst, Husumgade (2001) med den passende programmatiske undertitel “Digt”. Flere af teksterne fra disse bøger har siden været brugt i antologier med kortprosa. Fx indgår “Svingdør” i kortprosaklassikeren – Antologi af dansk kortprosa (1998) der er fra den tid hvor “ritter sport-modellen”, som Lars Bukdahl så præcist døbte den, var det nye i dansk litteratur.
Den stemme som taler i firkanterne i Hvis vi havde tvunget dig til at være social, er Guldagers mor, eller rettere Guldagers erindring om nogle samtaler med mor, men kursiven bliver igennem hele bogen brugt til at give plads til de andres stemmer: morens, farens, tjenestefolkene, personalet, skolelærerne, men også Guldagers egne ord fra de år hvor hun var barn i Afrika.
I de kursiverede firkanter er der en klar magtkamp mellem mor og far i fortiden: Skal der bygges en tømmerflåde så bilen kan komme med over floden eller ej, og mellem mor og datter om definitionsretten i nutiden: Gik jeg eller gik jeg ikke med bar mave på vej hjem fra skole? For nu at se skæringspunkterne fra det jegs synspunkt som overordnet strukturerer bogen – for nemhedens skyld kalder vi det Guldager.
Og Guldager styrer fortællingens gang og sørger for at bogen er en slags ringkomposition med en tydelig overordnet ramme: Mest i tanken og knap i virkeligheden, det er ikke afgørende for fortællingen, tager det kvindelige digterjeg igen til Afrika og indlogerer sig på hotel. Hun har på rejsetidspunktet selv mand og to børn, ligesom hendes mor havde mand og to børn da digterjeget som et af disse børn rejste med til Afrika. Til slut i bogen kommer så både digterjeget og barnet hjem igen.
Dermed er der mulighed for at klippe frem og tilbage og krydse rundt mellem flere lag af erindringer, lokationer og tider. Noget af tiden skrives der således direkte ind i et nu, fx i Kenya eller på Amager Strandpark, andre spor er konsekvent holdt i datid, men førnutid og førdatid finder også sin plads, og tiderne kan behændigt blandes:
Noget langt inde i tiden var gået i stykker.
Og verden væltede.
Og verden fortsatte.
Verden fortsatte, selvom
sproget havde sluppet, folk ventede bare på at komme ud.
Jeg søgte tilflugt på en øde ø, hvor ellers?
Jeg sad i sandet, jeg rev ord op med rode og kastede dem i vandet.
Jeg tænkte: Det er muligt at begynde forfra.
Sådan præsenteres rammen og skriveprocessen i begyndelsen af bogen, og inden for den finder man som strejfet en særdeles polyfon fortælling, heldigvis med en klar struktur til at holde det hele sammen. Udover den nævnte ramme har alle faste roller, og digterjeget er med som tilskuer og reporter, det meste af tiden udenfor og afsøgende:
Snart er jeg et barn på et klassebillede på en dansk kommuneskole
hende med den let åbne mund
hende der ikke mærker nogen afstand
mellem sig selv og resten af verden
hende der ikke er med.
Jeg kan se hende søge tilflugt på en øde ø, hvor ellers?
Hun sidder i sandet, river ord op med rode og kaster dem i vandet.
Hendes far har sagt: Man kan altid begynde forfra.
I denne ramme mellem at “verden væltede./Og verden fortsatte” er læseren hele tiden på arbejde med at lægge det puslespil som bogen indeholder brikkerne til. Puslespillet om det jeg som “søgte tilflugt på en øde ø” og kalder sig selv for “hun” i tredje person mens det “river ord op med rode og kaster dem i vandet”, hvorved ordene kan igangsætte de ringe bogens fortælling danner. Som helhed handler de om at “svare magt med afmagt” og ryste fortiden af sig, så nuet bliver et beboeligt hjem for “hende” og “jeg”.
Men det kan være svært når man som barn ikke har hørt hjemme nogen steder og har følt sig som fremmed og tilflytter. Det er i den sammenhæng bogens titel Hvis vi havde tvunget dig til at være social, skal forstås. Men at det ikke var en løsning, fremgår af den overordnede sætning: “Vi ville have gjort vold på dig,”.
Som kursiven antyder, er det en af morens lidt hurtige konstateringer, og de er ikke tillidsvækkende, men stemmen er en uundværlig brik i bogens dynamik hvor teksterne, digte og prosa, fletter sig ind i hinanden, faktisk så grundigt og kronologisk fremadskridende at pluklæsning medfører et energitab. Men læser man fra a til b, er der meget at komme efter, og det er ikke kun en krig mellem mor og datter, snarere en undersøgelse af hvordan fortiden via erindringer kan mase sig ind i nutiden uden at der er blevet kaldt, og af hvordan erindringen udøver sin magt over den erindrende, især når den sættes i gang af genfortællingernes små sandheder.
Katrin Marie Guldager. 2025. Hvis vi havde tvunget dig til at være social. Gyldendal. 118 sider. 200 kr.
Udkommer i dag den 2. maj 2025.
