Anmeldelse af Peter Laugesens Morgensange.
I den danske morgensangstradition findes et genkommende tema som handler om at takke gud for at man har overlevet natten. Det hænger sammen med protestantismen og Luthers morgen- og aftenbønner. Som de elendige væsner vi er, helt sikkert med Luther selv i spidsen, var det sikrest at betro sit legeme til vorherre og hans søn inden man lagde sig til at sove, og tilsvarende hver morgen at takke for at vågne i live igen.
Det er den tradition Peter Laugesen på sin egen måde skriver sig ind i med Morgensange der i dag udkommer på Gyldendal. I hvert fald er forundringen over stadig at være i live bogens tydeligste gennemgående tema. Alt er for sent og det meste er glemt, kun ventetiden er tilbage, og den kan godt føles lang:
indtil videre
venter jeg her
med de andre
få
der er blevet tilbage
For os der er bange for at blive gamle, kan det godt berolige lidt at det ikke anfægter dem der er blevet det, og at de fortsætter ufortrødent. I Laugesens hænder har digtet igennem hele forfatterskabet været den hurtigste vej mellem ide og handling, og hans adelsmærke har været håndteringen af rytmen og en vilter egenrådig stemme som ikke lader sig efterligne skønt det ser så let ud, her fra Konstrueret situation (1996):
Sig det med nye rytmer
sig det så træet vokser
sig det så hunden blir stor
og kyllingen stegt
sig det så øllet skummer
og solene danser
sig det så søvnen er dyb
og drømmene glemt
men gør det ikke mere
indviklet end det er.
Så selv om Laugesen ikke gør det mere indviklet end det er, er de nye rytmer blevet færre og vildskaben i skriften faldet igennem det seneste tiår. Men når Laugesen i sin nye bog hamrer i tastaturet, synger det fortsat helt op på 5. sal i et mønster af allitteration (sk – k – s – t) og assonans (æ – i – ø – a):
åh,
skæbne skælvende himmel, kvidder. Vildt af
søde bær træet mod øst. Cezanne ville kunne
male landskabets vildskab. Den bog. Jeg har
siddet her så tit. Hele verden altid puster
i mig, græs. Aftenhimlens mørkeblå, bussen
ryster og krænger. En anden ting. Et andet sted.
Bemærk også hvordan den omvendte ordstilling (“hele verden altid puster i mig”) er som at køre ind i en betonblok, og at læsningen efter et kommas flyvetur lander i “græs”. Der ligger bogen det meste af tiden så og kigger op i himlen med “synkende hjerte/visnende sjæl”, og de former som tydeligst bærer frugt, er haikuen og det ultrakorte digt som begge to med passende mellemrum blusser op i Morgensange:
at gå i regnen og flytte om på verden
at hoppe sporvogn i sindet og sanserne
Og fordi sporvognene herhjemme er kørt i remisen for længst, så lever billedet så meget stærkere i sindet mens sidste linjes synkoperede rytme dunker som et vognhjul ind i sanserne. Bogens anden sporvogn bor da også i minderne hvor den lader sig puffe rundt med:
puffer den rustne sporvogn
på mindernes blå boulevard
Hvilken næsten er for blåt og nostalgisk, men lige akkurat overlever i kraft af puffet. Så efter at have fulgt forfatterskabet i 30 år, det meste af tiden med faglig nysgerrighed og i næsegrus beundring, glæder jeg mig denne gang over at få lov til at følge den sikre vaklen og de skarpe sansninger som i øjeblikket bærer det. For den måde at kigge ind i alderdommen er næsten lige så intimt som at få et privat brev fra Peter – og det har jeg ikke prøvet, før så at sige nu.
Peter Laugesen. 2025. Morgensange. Gyldendal. 78 sider, 200 kr.
Udkommer i dag den 25. april 2025.
