Mit navn er Erik Trigger Olesen og jeg er født i Esbjerg i 1960, og altså lige en spids før Cuba krisen. Jeg er vokset op i en arbejderfamilie i et såkaldt Havregrynskvarter med masser af børn og få penge. Jeg bor i øvrigt stadigt i byen, som jeg har gjort hele mit liv.
Efter skolen tog jeg en kontoruddannelse men tro mod mit antiautoritære jeg blev jeg ret hurtig uenig med chefen om hvordan firmaet skulle ledes, så jeg endte på Trafikhavnen som havnearbejder i ’82, og der blev jeg indtil en arbejdsskade i 2005 tvang mig videre. Dette bød på en læreruddannelse og en del gode år som underviser, indtil jeg i 2014 oprettede mit eget forlag og endelig gik full-time forfatter og forlægger. Jeg havde dog allerede været i den lokale presse i ’78 fordi jeg digtede, og sendte digte ind til både forlag og tidsskrifter, og derfor også af selveste P. Borum var blevet inviteret til at gå på forfatterskole, hvilket jeg dog ikke tog imod. I stedet fik jeg mine første digte i et tidsskrift der hed AUGA i ’84 og derfra rimelig fast i HVEDEKORN indtil min debut på Brøndums forlag i ’91.
Den hårde skole med at komme dryssende med min arbejderbaggrund ind i en verden belagt fra væg til væg med Ph.d.’ere og magistre i sprog og litteratur var (og er) både hård og lærerig og derfor lyttede og læste jeg, som jeg i øvrigt altid gør. Og med mit gennembrud hos Brøndum, nok DET mest kvalitetsbevidste og kritiske forlag i 80’ erne og 90’erne, fik jeg tidligt lagt skabelonen for hvordan min digtning, og senere mine bøger, både mine egne og dem jeg udgiver for andre, skal være. Mest af alt, og først af alt, er kvaliteten. Teksternes og selve bogens, for den gamle forlægger, Hans Jørgen Brøndum, udgav INTET, med mindre både bogens fysiske form og indholdets æteriske kunne stå mål med de højeste standarder. Således også med det jeg laver.
Egentlig tror jeg ikke det er forfatteren der afgør hvad der er et digt og hvad der er en prosa tekst, det gør teksten selv når den ankommer i forfatteren. Jo, jo, man kan godt ville skrive et digt, men hvis ikke materialet VIL være et digt, så bliver det det ikke, selv om forfatteren vælger at dele det op i kortere linjer. Evnen til at overgive sig til sit materiale og stole på at den underbevidste kerne i samarbejde med det bevidste jeg smelter sammen i en rigtige symbiose, er ikke givet alle på forhånd, den tager nogle gange både år og årtier at opøve. Tit kommer den først, erfaringsbåret, sent i livet, hvorimod den hos nogle er til stede som et aktiv fra start, som fx hos Rimbaud og Yahya Hassan. Desværre ser man så også ofte hos disse Talents of Nature, at deres naturkraft river dem itu.
Og nu jeg er ved en begyndende name-dropping, så er det mig en komplet umulighed inden for dette indlægs fysiske format, at komme med en liste over hvilke forfattere der inspirer mig og har haft størst betydning for mig. Listen ville simpelthen blive for lang, og alligevel er der nogle navne der er umulige ikke at nævne. Fra lyrikken de danske Vita Andersen, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Højholt, Uffe Harder, Nordbrandt og Inger C., og de udenlandske Tranströmer, Rimbaud, Anne Sexton, William Blake, Dylan Thomas og (frem for alt) Pablo Neruda, og på prosasiden Tom Kristensen (rejser aldrig uden Hærværk i bagagen), Johannes V. Jensen og Jørn Riel, sammen med Jorge Luis Borges og John Steinbeck. Og med det samme kommer jeg i tanke om alle de jeg ikke nævner, men som jeg kunne nævne, dog er de nævnte nok i særkategori, fordi jeg har læst dem i den særlige periode i livet man kalder de formative år, hvorfor de nok også har sat sig bedre fast af den grund. Der er også kommet væsentligt flere kvindelige forfattere ind på listen over årene.
Jeg har aldrig tænkt på hvorfor jeg skriver. Det gør jeg bare. Med tiden har jeg også taget mig selv i at mene at det er et tåbeligt spørgsmål og få, for man spørger vel heller ikke om hvorfor nogen tænker. For reelt set er det jo det der sker, det er den indre samtale, korrespondancen med jeg’et der ”bare” bliver flyttet ud i det åbne. Det er vel en måde at ville bekræftes i sin eksistens, hør mig, jeg findes. Mit første digt følger i hvert fald den formel meget fint og helt klassisk. Den MEGET søde og yndige pige i klassen i syvende der faldt pladask for det digt jeg havde afleveret i stedet for en stil og som vores lærer læste op på klassen af bar begejstring. What’s not to like.
Nu går man jo ikke rundt og digter dagen lang, og som årene går, bestemt heller ikke fordi man er ude på at score klassens lækre babe. Ikke længere. Men det er en integreret del af min personlighed, min karakter, og derfor bærer jeg altid rundt på denne ”åbenhed”, denne ”lydhørhed”, som måske kan sidestilles med troen på den guddommelige inspiration, men som i min optik mest af alt handler om at være til stede i øjeblikket. Når jeg lidt kækt har skullet svare journalister om hvorfor og hvordan, har af og til givet det lidt kække og gajol-filosofiske svar, at det handler om at være ligesom en seven-eleven butik, uanset om der er gang i forretningen, så er der åbent.
Der hvor ”faget” forfatter eller lyriker kommer i spil, det er når man går ind i en redaktionel proces, når tekster skal ”trykprøves” og stå deres prøve. Hvis prosatekster skal gennemskrives igen og igen, eller digte skal ”slibes og pudses” så alt overflødigt udelades.
Med årene, hvor jeg også har bredt mig ud over genrerne, har jeg fået en stor kærlighed til børnelitteraturen, særligt de klassiske rim og remser. Her kan jeg for alvor spille min sproglige styrke ud, det anarkistiske og ekspressive sprog fuld af leg og løjer og øret for sprogets musikalske side. Altså ikke sproget tilsat musik, men selve sproget som musik. Hør fx her, Strudsekuske rusker duske, ud af luskebukse buske. Hvis du læser det langsomt, lyder det så ikke som piskeriset på et trommesæt, Ktsjuu, ktsjuu, ktsjuu. Well, det er det jeg hører.
Trangen, lysten, talentet, det medfødte eller opøvede, til at skrive, er som at bære på en arv man hverken kan eller vil give tilbage, uanset at den kan nage og knage og kræve sine ofre, og netop derfor har det for mig altid været trygt på en eller anden utvungen måde, at mødes med mine kollegaer og vide at de er der, og kæmper med nøjagtig de samme ting som jeg selv gør, selv om vi kæmper i hver vores isolerede og indelukkede virkelighed. I de møder, hvad enten det har været i Forfatterforeningen eller til oplæsninger, har jeg altid kunnet suge lidt ekstra næringsrig ilt ind, til når jeg igen var neddykket i eget liv og egne værker, for de kræver deres ret, og den får de, for at være forfatter og lyriker er ikke et valg, det er et vilkår. Overgiv dig til det, og lev med det.
