Glenn Bech og Jacob Skyggebjerg
Homers Iliade som ordene i overskriften er stjålet fra, begynder med den udadvendte vrede, og den begynder med volden. Volden og vreden som er blevet ubrugelige og må afløses af ordet og tankens våben. Eller det er i hvert fald en mulig moderne læsning af Iliaden, begyndelsen på vores vestlige litteraturhistorie.
Forlænger man læsningen, viser Iliaden at den vrede som vender ud mod den anden og de andre har det med at stille sig i vejen for at man bliver hørt af dem man gerne vil høres af, og i Agamemnons, Hektors og Akilleus’ tilfælde resulterer den også i en slags isolation og selvovervurdering.
Men selv om Iliaden handler om vredens ubrugelighed, så er teksten ikke vred, og derfor kan den nydes. Men vredens ubrugelighed kan også kaste dårlige tekster af sig. Ja, for at være rigtig vred er en tekst nærmest nødt til at være dårligt skrevet og støde læseren fra sig. Eller måske er det det som er vredens æstetik, at den ikke kan nydes af modtageren?
Så fordi vreden på den måde ikke lader sig dele, bliver den vrede man forsøger at henvende til andre for at blive hørt, ofte destruktiv mod en selv. Og er man flere om den samme vrede, findes man pludselig ikke længere selv fordi man mister egne ord, tanker og identitet når man synger i kor.
Udadvendt vrede kan lyde sådan her, og den vil ikke synges:
X
dine venner slår cirkel omkring dig
lugter du slet ikke
hvordan man skider i bukserne af bare hensyntagen
til dit humør?
du er ikke helt dum
dine holdninger forveksles med stor kunst
på yderfløjen
tør ingen kritisere dig
af frygt
for at blive forvekslet med fjenden
med alle de forkerte holdninger
– Glenn Bech. 2022. Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. (s.129)
Teksten er fra afsnittet “DU” hvor Bech har givet sig selv fri leg til at kaste med ord af lort efter et du som til tider ser ud til at have en body double i virkeligheden, mens man andre gange tænker at Bech sidder og kigger i spejlet og skriver til sig selv. For sådan taler man sjældent til andre, og slet ikke hvis de kan høre det. Men den ‘autoritet’ at det er sådan, anerkender bogen som helhed jo ikke længere, og derfor passer digtet til begge situationer:
De færreste tør kritisere Bech af frygt for at komme til at ligne fjenden, og nok slet ikke nu hvor han er blevet medlem af legatudvalget i Statens Kunstfond og vennerne slår deres cirkler omkring ham. Men som sagt, da teksten blev skrevet, handlede den nok lige så meget om en anden.
Digtets situation lader sig dermed afkode som både almen og afgrænset, og om det står eller falder som digt og litteratur, afgøres af æstetiske kriterier. Versifiseringen gør fx sit til at åbne muligheder for med- og modlæsninger: “på yderfløjen” får sin egen verslinje og kan derfor både læse som afsluttende forholdsordsled og begyndelsen på en ny helsætning. Så er der tale om stor kunst på yderfløjen, eller er det yderfløjen som forveksler holdningerne med stor kunst? Og ‘frygten’ får via samme greb også sin helt egen emfase hvilket understreger at det netop er den som er drivkraften. Frygten som både kan få os til at råbe og skrige og til at blive helt stille og gemme os i en krog.
Det er altså versifiseringen som leder os ind i frygten, men vi bliver også båret ud af den igen af en stribe bogstavrim på selvlyden ‘f’ så ‘frygt forvekslet, fjenden forkert’ står tilbage som et udsagn om hvad der rører sig i frygten, frygten for at være forkert, frygten for at blive forvekslet med fjenden, frygten for at have taget fejl og gjort de forkerte til fjender.
Men som teksten står, er den mest kun destruktiv og råbende, dialogen skal skabes af læseren og opstår først i og med at frygten bearbejdes empatisk som i ovenstående læsning. Den rolle påtager hverken teksten eller Bech sig. I stedet bruger de vreden som primær drivkraft til at kaste med sten i glashuset og skide i reden, for nu tilnærmelsesvis at citere Bech selv (Bech. 2022, s.114).
Flere gange har det i Bechs tilfælde også drejet sig om muslimer fra en værre social baggrund end Bechs egen. Her bliver det helt sikkert grimt, og retfærdigt bliver det aldrig. Og så er vi tilbage ved påstanden om at fordi vreden ikke lader sig dele, så vender andre sig væk fra den.
Men man kunne også få den tanke at Bech foreløbig undersøger sine kunstneriske muligheder, for Farskibet (2021) dokumenterer at hans palet er væsentlig større. Ikke bare udfordrer han romangenren til duel i den bog, han skriver også så ordknapt at det bliver ømt og omsorgsfuldt og samtidig næppe kan kaldes prosa.
Måske er det i virkeligheden her poesien melder sig. Hvis poesi er at skabe med ord, at grave sin egen grav i ord uden j, og fordi det engang hed sig at poesien er smuk hvis den er sand. Og Bech leder jo efter sandheden.
Den vrede poesi kan også lyde sådan her:
– Jacob Skyggebjerg. 2020. Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne. (s.23)
Der er et underligt drive i det her. Et element af noget plat, poppet pis og en virkelig vrængende vrede som vil at man som læser engagerer sig. Dette sidste skabes gennem de absurde sammenstillinger – “your right to wrooum wrooum” på linje med “your right to say nigger” – og krydsninger eller klip mellem de problemfelter teksten tager afsæt i: strikkeklubber og provinsbiblioteker i konflikt med skældsord og (Trumps) hadefuld tale.
Kommer læseren til at smile ad det absurde i dette, giver det teksten en glasur som får den til at glide ned og driver læsningen fremad. Men kan man ikke få glasuren ned, så tænker man, hvorfor skal jeg overhovedet bruge tid på at læse det her? Og her skal det tages i betragtning at det fortsætter 20 sider mere før teksten begynder at dæmpe sig og overlade til læseren hvad vreden og retten til at sige noget faktisk bør bruges til.
Men bliver man ramt af det absurde og klovneriet i tekstens egen diskussion med sig selv: “jo de har da så / nej de har da ej / jo de har da så” og dens blanding af utilladeligt og barnligt, så rammer det også alle de utilgivelige udsagn fra nutidens pattebørn, fx “your right to say nigger” eller “your right to grab em by the pussy” som dermed bliver udstillet på en måde så man kan få den tanke at vi hermed er færdig med at tale sådan en gang for alle. Ja, selv Holberg ville nok sende et anerkendende nik for måden at udskamme og underholde på hvis han kunne læse med, for det var hans egen metode i en nøddeskal.
Men et eller andet i tiden og livet er ikke med Jacob Skyggebjerg, han er ingens darling, han skriver gerne en voldelig træskoballet og med ti vrede tommelfingre i protest, og det holder salgstallet nede. Når Glenn Bech gør det samme, tjener han hvad der svarer til en livsindtægt for en kassedame fordi tiden mangler queerness og derfor underkender vreden i værket, mens n-ordet er et sikkert rødt kort og direkte ud i badet.
For hvem vi er og hvad vi bliver, sker jo i kraft af den anden og de andre, men mennesker er vi altid før vi er noget som helst andet, om det så er køn, hudfarve eller queer. Og vredens og voldens trang til at kaste sig over de sidste, viser hvor grimme og umenneskelige både volden og vreden er.
