ARABESK?
Hvad er en arabesk, spørger jeg om, for den har jeg skrevet udførligt om i min kommende encyklopædi om Søren Ulrik Thomsen, al den stund har er en mester til at gøre brug af den digterisk-stilistisk og som en ugendrivelig erfaringsfigur. Her er et af flere opslag om abarabesken i mit kommende værk.
arabesk I
Hvad er en poetisk arabesk? Hvad er en arabesk i poesien? Arabesken er en ornamental og retorisk figur, et syntaktisk og sprogrytmisk middel og en erfaringsfigur, der gestalter og spejler den erfarne tankes labyrintiske slyngninger. Digtets slyngede arabesk både udtrykker og afspejler tankernes bugtende vildveje, iblandt tilmed, som i Thomsens Det skabtes vaklen ¬– bevidsthedens endeløse strøm, hvor digtets fremsatte erfarne tanker – på det formelle, stilistiske plan – får en større, mere forgrenet form at være i. En form, der som digtenes linjer, forskyder sig elastisk, akkurat som tanker, drømme og associationer har for vane. Digtets arabesk kan på samme tid, som det sker i Thomsens Nye digte, Hjemfalden og Det skabtes vaklen, tilse, at refleksionen ikke kører af sporet i sprogets labyrint – eller, i værste fald, ud i forstillelse eller imposant lyrisk blær.
Arabeskens slyngede og ciselerende sprog holdt for alvor sit indtog i Thomsens tredje digtsamling, Nye digte. Dens retoriske mønster bliver for Thomsen et formskabende udtryksmiddel, der kan rumme og forvandle hans stadig mere komplekse erfaringer og krævende overvejelser. Her tager en arabesk form:
Snart er jeg selv et vidunderligt mønster
af rolige, lysende sløjfer
og verden en ren tilfældighed.
Snart er det omvendt.
Selv ikke min mest nervøse lytten
kan høres af havet; end ikke i søvne
er det skoven, der går gennem mig. (s. 39)
I digtet ”Jeg ville ønske jeg var en anden…” (s. 48) er det lighedens problem, der undersøges. For digtets jeg, der befinder sig i en forskelsløs livsverden, på én gang splittet i to og spærret inde i sin krop, er ligheden blevet for kraftig; alt er det samme, og det ønsker derfor at skabe en forskel, en afstand. Der mangler altså en Andethed; det er hverken dag eller nat; jeget er på samme tid både i syd og øst. Drøm og virkelighed glider sammen uden noget til at skille dem fra hinanden, hvilket udtrykkes i følgende svungne arabesk:
(…) Hver virkelighed drømmes igennem på forhånd/ hver drøm refererende et andet og ikke mindre virkeligt mareridt/ i den enkleste og mest bundløse af alle labyrinter: To-i-en.
Dernæst sover og drømmer jeget, stadig delt i to. Men med den opdukkende drøm om at være
ét stort øre, lyttende til en overmægtig Atlant / ubønhørlig i sin stilhed, rasende/ rivende mig over i to, / vuggende på verden:
indstiftes forskellen – havet – som det anderledes mellem-liggende element, der gør jeget i stand til at skelne og skille sig selv ud. Men er det havet, der udgør selve forskellen, eller ligger forskellen mellem havet og os mennesker? Sådanne spørgsmål rejser bogens digte.
Havet er nemlig ikke en dialektisk faktor. Det er et sted for tilblivelse, der ikke medieres – dvs. havet er der bare, men skaber ikke desto mindre forskelle ved at fordoble jeget – med denne kløvning til følge i
(…)
En der sover og en der våger, en der aner og en der véd
en i uro, en i ro
råbende til hinanden,
unåelige, umistelige
– som hjerter. (s. 48)
Arabeskens plasticitet og tænkende slyngninger giver digter-jeget indsigt i vigtigheden i at opretholde balance mellem ligheden og forskellen som rytmiske livsprincipper.
Arabesken er indbegrebet af en åndelig form. Ifølge den tyske forfatter og filosof Friedrich Schlegel (1772-1829) er arabesken den menneskelige fantasis ældste og reneste form, der direkte forbinder sig med den menneskelige naturs oprindelige kaos.
For den franske symbolistiske digter Charles Baudelaire var arabesken i anvendt praksis netop udtryk for åndelig form. I hans hovedværk Les Fleurs du Mal (1857) / Helvedsblomsterne (1997) knytter arabesken sig til det poetiske udsagn, dets bevægelse i kurver og slyngninger, samt dets opad- og nedadrækkende spiraliske bevægelser. Disse karakteristika ræsonnerer til fulde med, hvad en poetisk arabesk er for Thomsen, som særligt i Det skabtes vaklen presser arabesken til det yderste for til fulde at få greb om og udfolde sin metafysiske søgen og eksistentielle spørgen.
Bringer vi de opridsede arabeskkendetegn i forhold til den ofte fremsatte antagelse, at den moderne sjæl er labyrintisk, er det lettere at forstå, hvorfor digtere fra Dante Alighieri (1265-1321) og Francesco Petrarca (1304-1364) til Baudelaire, J.P. Jacobsen (1887-1885) og Thomsen, så ofte tyer til og prøver kræfter med arabesken som en stærkt betydningsgenererende stilistisk udtryksform.
Den kaotiske og uafgrænselige sjæl, vi alle rummer, stiller vedvarende krav til digteren om at anvende en større, mere vidtrækkende form. En form, der både kan rumme stadig flere facetter af sjæls- og åndslivet, og formår at etablere en urokkelig orden i sproget, akkurat som det kommer til udtryk hos Thomsen i Hjemfalden: ”Indfatte grusomheden i en grøn arabesk/ og være den værdig” (s. 27). Dér præciseres en af de vigtigste intentioner med bogens digte. Som en bevidst metapoetisk kommentar til og billede på sin egen praksis peger digter-jeget selv på det betydningfulde i anvendelsen af den digteriske arabesksyntaks.
Arabesken ytrer sig som en stilfigur inden for en knopskydnings-syntaks, der fører digter-jegets længsel og vidensbegær ud i rummet. Arabesksyntaksen gør de længste af digtene til gådefulde indad- og opadrækkende labyrinter. Så når Hjemfaldens og Det skabtes vaklens rytmiske vers fletter sig ind i hinanden og forgrener både tidserfaringen og en metatafysisk nysgerrighed, er det, fordi jeget hele tiden opdager nye genstande og hjemsøges af tilskyndelser i forhold til sin længsel, samt nye omegne, der skal udforskes og indtages i det ontologiske rum (ontologi, gr. ”læren om det værende”, det, der eksisterer og hvordan det eksisterer): – eksistensens hele udstrækning og rum for væren i verden.
Brugen af arabesken vidner både om en afmægtighed og en beherskelsens stolthed i forhold til den konstant fluktuerende virkelighed. Afmægtighed – på grund af det omsiggribende labyrintiske vilkår, subjektet er underlagt. Stolthed, fordi arabesken gør hjemløsheden og desorienteringen smuk på en ophøjet måde, hvilket er tilfældet i Hjemfalden såvel som i Det skabtes vaklen, hvor der aldrig lukkes af med en forklaring, men uophørligt spørges og søges videre.
Den digterisk fuldt udfoldede arabesk skaber komplekse sprogmirakler og umuligheder i form af metaforiske vævninger og perfektionerede mønstre og knuder, som for læseren knapt er til at binde op igen! Findes der noget større?
Thomsens udnyttelse af arabesken, selve måden vers fletter sig ind i hinanden og forskyder tidserfaringen og en metafysisk spørgende nysgerrighed, vidner samlet set både om en afmægtighed og en beherskelsens stolthed i forhold til virkeligheden. Afmægtighed pga. det omsiggribende labyrintiske livsvilkår, subjektet er underlagt. Stolthed, fordi arabesken gør hjemløsheden og desorienteringen smuk og lokkende på en ophøjet måde. Det er desuden karakteristisk for samlingens digte, at de ofte består af kæder på to til tre ord i ejefald, bl.a. i billedliggørelsen af arabeskskriftens beskaffenhed: ”skyggeløvfalds flimrende vildnis” (s. 12), ”slyngede linjers kværnende tarme”, men også kommer til udtryk i kraft af en forevigelses-metafor for det, der ikke skal dø, som værende et lynende smykke i ”din hovedskals krone af kalk” (s. 55)
Metaforkæderne benyttes i forsøg på at skabe æstetisk-symbolske synteser, der kan bygge bro over og mellem digtenes dialektiske spændingsfelt mellem fortid og nutid, krop og sjæl, poesi og virkelighed. Det spores i det første af triptykondigtene ”Generel amnesi gælder fra centrum og ud. …”, der gør resolut op med samfundets historieløshed og i skarpe vendinger kritiserer både saneringen af de ældste huse, nedrivningen af gamle kvarterer, at mørket køres væk, at der klæber en skam til alt levet liv, og at alting konstant skal se nyt ud. Til slut i digtet genskabes forbindelsen med fortidens ældste huse, mørket, der omgav dem, og det liv, der blev levet dér, ved hjælp af en metaforisk-symbolsk erindringsfane: ”erindringens fane hejses på de store huse. De store, stille huse.” (s. 42)
Breder vi blikket ud består digterens opgave, i lighed med bestræbelsen hos digteren Henrik Norbrandt, i at minde om paradoksets og dualitetens betydning for helheden. Men Thomsen stræber videre end det, idet han, som professor Lis Møller konstaterer, ønsker at frembringe en vaklen, hvor arabesken anvendes som det poetisk ultimative middel til at skabe dynamik, rystelse og sammenhæng mellem det uoverskuelige og skærende konkrete. Den tilstræbte vaklen konstitueres også af Thomsens vedholdende sprogliggørelse af forbindelsen mellem dem.
Se: andethed, form, skib, skønhed, transformation
SÅ har du som læser en forventning om, hvad der venter dig forude i forhold til belysningen af, hvad mester Thomsen kan og gør.
af Neal Ashley Conrad, 2025
Fotograf: Natascha Thiara Rydvald
[med tilladelse, marts 25]
