Anmeldelse af Jeppe Krogsgaard Christensen, Et år med læsning og skrivning: En fastholdelse, Melodika, 2024
Et år med læsning og skrivning handler i dagbogsform om forfattere og deres livsvilkår, i bogen kaldt “prekariatet” eller “den velformulerede underklasse”. Bogen er en klagesang over disse vilkår: “hvor jeg hader at al passion er forbundet med pengeproblemer, hvor jeg hader at være forfatter, at være til grin for mig selv og for alle andre”. Men den bevæger sig også i et spænd, hvor modpolen er den åndelige belønning, f.eks. i form af nogle timers skrivning i en “selvforglemmende lykkefølelse”: “en helt særlig fornemmelse af tilværelsesfylde” “en dyb, vibrerende meningsfuldhed“.
Christensen tog tidligt i livet det valg, alle med forfatterdrømme før eller siden må tage: Vil man sætte alt på ét bræt og forfølge drømmen uden sikkerhedsnet? Eller vil man sikkerheden i et lønarbejde? Vælger man det første bliver det for langt de fleste et liv tæt på, eller lige over, fattigdomsgrænsen – med mindre man, som Christensen, slår sig sammen med en partner, der har en høj(ere), fast indkomst. Og her rammer vi et paradoks som Christensen selv berører: “nu sidder jeg og tænker over om jeg overhovedet kan tillade mig at kalde mig for del af en underklasse. i et hjem 400 meter fra øresund og laveskov”.
Christensen bor på en af landets dyreste adresser med sin fastarbejdende kone Josefine og deres to børn. Iflg. Christensen tjener Josefine omkring 5-6 gange så meget som han. Ikke desto mindre insisterer han på at betale halvdelen af alle udgifter. Hvis han ikke gjorde det, ville det være som “en sort gletsjer gennem hjemmet”. Desuden hader han “betalerens magt over den betalte”. Ønsket om at opretholde en ligeværdighed med Josefine medfører, at han går rundt i hullede sko og undgår tandlægebesøg, trods at en kindtand i årevis har gjort ondt.
[Læs i pdf: Et år med læsning og skrivning – anmeldelse]
Ordningen er gådefuld. Når Christensen har betalt halvdelen af udgifterne er der som regel ikke noget tilbage. Hvis vi nu siger at han må lægge 10.000 kr. om måneden og hvis Josefine tjener seks gange så meget, så må hun sidde tilbage med et rent overskud på 50.000 kr. Altså lommepenge, faktisk. Skal man så forestille sig, at hun kun bruger dem på sig selv og måske børnene? At Christensen går rundt i hullede sko og med dårlige tænder i et luksushus, hvor han bor sammen med kone og børn, alle i nyt tøj og med friske tænder? At Josefine og børnene går ud og spiser, og guffer is på stranden, mens Christensen går ved siden af uden at få noget, eller sidder derhjemme og spiser frysetørrede nudler? Skal man forestille sig, at Josefine bare ser til, mens Christensen langsomt taber tænderne?
Det viser sig da også at tingene ikke er helt, som Christensen tror de er. Under en samtale om økonomi afslører Josefine “at hun faktisk betaler to tredjedele af de faste udgifter.” Her fortsætter det gådefulde: Hvordan er det undgået Christensens opmærksomhed, at han er blevet ført bag lyset? Uanset må afsløringen opleves som ekstremt skamfuld – men den beskrives uden yderligere kommentarer.
Angsten for skilsmissen løber som en rød tråd gennem bogen. Den totale deroute: En lille lejlighed i betonslum hvor hans to piger må bo på samme værelse, kun adskilt af et gardin. Det er mange andre forfatteres virkelighed. Og det er raseriet over disse betingelser, der er bogens brændstof. Som forfatter lever man konstant fra hånden til munden. Christensen har et freelance anmelderjob og lever i evig rædsel for, at avisen skal droppe ham, da det er her han tjener en væsentlig del af sine penge. Men i mange tilfælde, som når han f.eks. deltager i en radiopodcast, arbejder han gratis – modsat f.eks. teknikerne eller værten: “mens jeg og alle andre der skaber indholdet, de eneste der reelt ikke kan undværes, får ingenting, i n g e n t i n g”.
Men Christensen er faktisk en ret succesfuld forfatter. Han tjener penge på at læse og skrive om bøger. Han bliver betalt for at holde foredrag, bliver inviteret i radioen, optræder på bogfestivaler, bliver anmeldt i de store aviser, har adskillige gange modtaget økonomisk støtte fra Statens Kunstfond og modtager i løbet af dagbogsåret Albert Dams mindelegat. Og han ikke så meget som arbejder bare ti timer om ugen med noget, der ikke er forfatterrelateret. For mange forfattere, inklusive undertegnede, lyder dette som det rene slaraffenland. Og lægger man dette sammen med forfatterens øvrige levevilkår kan man godt nå frem til en hvis undren over, at det er fra lige præcis Christensen, der ret beset lever en temmelig forkælet tilværelse, at denne klagesang over tilværelsen i prekariatet skal komme.
Mange forfattere drømmer om den anerkendelse, som Christensen har – og kommer aldrig i nærheden af den. En del har måske ikke rigtigt begreb om, hvad god litteratur er, og hvad det kræver at skrive den. Men en god portion har, og mange af dem går gennem livet uden at komme i nærheden af noget der bare ligner den opmærksomhed, der er Christensen til del. Og lever virkelig på grænsen til fattigdommen – med dårlige eller manglende tænder og hele pivtøjet.
Dette gør ikke Et år med læsning og skrivning til en dårlig eller ligegyldig bog. For det første er den godt skrevet og for det andet tager den livtag med de forhold som dem, der leverer kulturens indhold, lever under. Og disse forhold er virkelig mærkelige. Vi forbruger alle kultur i stride strømme, fra P4 og Netflix, over museer og teater, til taleradio og sofistikeret skønlitteratur. I kulturbranchen er der stor variation i, hvem der faktisk bliver betalt for deres arbejde, men det er gennemgående, at dem, der leverer indholdet får mindst.
Hvordan kan det være? Sat på spidsen kan man sige, at kulturens indhold i sidste ende er ånd. Den livsånde som vi har brug for ved siden de fysiske rammer for eksistensen. Denne ånd har for så vidt en hvis status; der er ofte en næsten magisk aura omkring kulturen, der f.eks. smitter af på skuespillere – eller (succesfulde) forfattere. Måske er det netop det, at det er åndeligt, der gør, at vi ikke synes, der skal blandes penge ind i det. Måske er der noget kristent-protestantisk på færde: Penge tilhører en lavere orden. Men problemet er selvfølgelig, at man ikke kan leve af ånd alene.
Man kan tage et rindalistisk take på temaet, trække på skuldrende og med en skævt smil sige: “Tjah – lad falde hvad ikke kan stå”. Hvis folk ikke kan tjene penge på deres kunst, så er det jo fordi, der ikke er et marked for den. Men dette er en sandhed med mange modifikationer. Kunsten er et stort økosystem, der i høj grad beror på og trækker sin næring fra den underskov af udøvere, der kæmper for et udtryk, eksperimenterer og rykker grænserne, men hvis indsats måske først bemærkes, når deres resultater indgår i mere populære former. Og hvad med det store marked for f.eks. universiteter og museer – der i høj grad lever af at slide løstansatte op? Ligesom f.eks. Danmarks Radio i høj grad lever af, at folk leverer deres indhold gratis. Hvorfor denne ringeagt overfor kulturens immaterielle værdier – samtidig med at alle er storforbrugere af den?
Det er den største gåde Christensens bog peger på – og den, der er vigtig. For nogen tid siden roste vores kulturminister kulturerhvervene og fortalte at de bidrager med 109 millarder kroner om året til dansk økonomi. Hvorfor gør vi så ikke mere for at bedre prekariatets vilkår? Hvorfor indfører vi ikke f.eks. regler, der svarer til dem, der er i Irland, hvor kunstneres og forfatteres indkomst indtil 50.000 euro (ca. 372.000 kr.) under visse betingelser er fritaget for skat? I taknemmelighed over, at nogen virkelig gider at prøve at gatecrashe den fest, ingen har inviteret dem til?
Man kan allerede høre modreaktionen: Hvorfor i al verden skulle disse snyltere og nasserøve dog fritages fra at bidrage til fællesskabet? Men svaret er enkelt: Fordi de faktisk bidrager til fællesskabet. Hvorfor kan vi ikke se, at der er brug for både bunden og toppen af Maslows behovspyramide, hvis vi ikke blot skal overleve, men også opleve? Set i dette lys spejler rammefortællingen i Et år med læsning og skrivning større, samfundsmæssige forhold.
Selvfølgelig kan Josefine ikke holde ud at se på, at hendes mand slider sig selv op for at bidrage pekuniært til fællesskabet. Det er vel derfor hun har snydt og betalt mere end ham. Og mon ikke han bidrager på andre måder end med penge til familien? Så kunne Christensen ikke få lov at krybe ud af sin selvvalgte fattigdom og tage taknemmeligt mod de rammer, som Josefine tilbyder? Vel vidende at magtforholdet ikke af den grund bliver asymmetrisk, fordi begge dimensioner af tilværelsen er lige vigtige.
Det er vel bare en utopi. Men på den anden side – utopier er måske lidt som fyrtårne. Det kan godt være de ikke er målet i sig selv. Men de giver en retning.
