Ordvalg, rytme og stemmeføring

Ordvalg, rytme og stemmeføring 

er grundlaget i enhver tekst. Man kan høre styrken og tonaliteten når vi taler. Men når vi læser, så danner ordvalg og rytme grunden for den stemmeføring vi hører i teksten. Når vi skriver for at skrive, lytter vi også efter stemmen. Om det er vores egen eller en vi har lånt. Vi lytter efter rytmen og genkender ordene som hentet fra vores eget vokabular eller trukket op af sprogets store sæk. Men stemmen skal også kunne høres af andre hvis vi skriver for at blive læst. Ligesom den skal når vi taler for at blive hørt. Om vi så bliver hørt eller læst, er en anden sag. 

Engang var de nye rytmer forbeholdt romanen, the novel, det lidt underlige man ikke har hørt før, udtrykt i en ikke etableret form, og gerne i et sprog som blev talt og lyttet til. Fordi digtet, in those days, var i fast form og bundne rytmer. Dog med mulighed for variation, brud, overraskelser og “en lille ufuldkommenhed”, for nu at citere Tove Ditlevsen.  

Digtet blev siden sluppet fri, made new, og så blev det romanens rolle at stivne i mere og mere triste spasmer, i nogle tilfælde af i dag med karaktertegning, story board og plotskema hængende så langt ud af siderne at man som læser får mere lyst til at læse regnskabsafdelingens excelark.  

Og derfor er det så kærkomment befriende at Asta Olivia Nordenhof i sin scandinavien star-septologi tilsyneladende har sat sig for at afprøve hvad romangenren kan bære. Tidligere har jeg argumenteret for at det samme gælder Maja Lucas’ Måden du rører mig på (2023), og af samme årsag. Romanens rolle er nemlig at rumme alt det der ikke kan rummes andre steder.  

Peter Laugesen har i en menneskealder tildelt først skriften og siden digtet den rolle. Men Når engle bøvser jazz (1998) kunne godt kvalificeres som en roman med enkeltstående lyriske indslag, for dens narrative tråde består i fuldt udfoldede fortællinger fra Italien, Irland, New York og up state over Massachusetts til Brabrand hvor glæden over at komme hjem næppe overgås af en H. C. Andersen i det sentimentalhysteriske hjørne. Andersen, der i øvrigt aldrig fandt sin rytme i digtets firkant, mens Laugesen bevarer sin uanset hvad han skriver. I Laugesens bog står der: “jeg skriver aldrig den roman. Jeg gør det /ikke. Det er /hvad jeg /gør. (s.143) Og her åbner versificeringen i de korte pauser jo muligheden for at man kan læse: ‘jeg gør det, ik? Det er Hvad jeg Gør.’ Altså skriver roman. 

Hermed er to spor sat på skærmen (eller papiret, hvis du tager et print): Romanens genkomst som det genreløses store rummelige hjertehjem, og versificeringen som det brækjern der synligt for enhver åbner døren til det. Nordenhof gør det sådan her:

jeg sagde engang
vi ikke
kan vide
hvad kærlighed er
før vi 
har afskaffet
kapitalismen
men i 
skal jo ikke
tro alt
hvad jeg siger (2023, s.101) 

Respekterer læsningen versificeringen, så lyder det som et dekret læst op til trommehvirvler på vej mod skafottet, men den ligefremme ordstilling og en hypotaktisk sætningsstruktur hvor det bare går så dejlig let ned ad trappe til reposen med “men” før de sidste trin, annullerer nærmest ethvert tilløb til pause.  

Denne rytme og modrytme er også til stede i tekstens udsagn: Først tænker man at det nok bare er en anden måde at sige at kærlighed ikke kan købes for penge, men så går man glip af den større pointe: at alt hvad der er menneskeligt værdifuldt, ikke har en pris, og at kapitalismen helt faktuelt og med rig historisk dokumentation er helt ude af stand til at løse problemer som lavt selvværd, voldtægt, racisme og ensom rødvinsonani. Nok fordi den næres og drives fremad af netop disse og lignende kræfter. Når man så har kastet sig ud i den tankerække, bliver man straks korrigeret med at man jo heller ikke skal tro på alt hvad der bliver sagt, men det bliver fandme sagt, gør det. 

Så hvor første bog i septologien Penge på lommen (2020) undersøger om det er muligt at “elske under kapitalismen” (og svarer med et rungende nej og et lille måske), er anden bog, Djævlebogen (2023), et forsøg på “at svare” på det spørgsmål. Mekanisk set går det fint med orgasmer og hvad har vi, men kærlighed bliver det ikke til. Fordi kærlighed i sin natur indeholder en ubekendt – den anden – som man altid kan være i tvivl om taler sandt, og er det sådan, kan man endda blive i tvivl om man selv taler og føler sandt: 

hvis jeg virkelig elsker
og det gør jeg
jeg blev født sådan 

jeg kom
og ville
høre sammen 

tænk at det
skal føles
som så stor
en indrømmelse (2023, s.114) 

For uanset om det er “en indrømmelse” eller et krav, så peger det på kærlighedens umulige position uden for ordenen, hvor ordenen er det der kan alfabetiseres og sættes på rette hylde en gang for alle. Og det er netop det som kærligheden har tilfælles med romanen, at de begge to er en skriven uden for ordenen. De kom og ville høre sammen. Brugen af ville i optativ – ønskeform – peger her som altid ud over ytringens og bogens kontekst, og som med alle andre ærlige ønsker, slår de luften ud af en. 

Denne skriven finder man også i Rehné Christensens Utiltalende mennesker i København (2024) som har fået genrebetegnelsen “Roman” på titelbladet. Rammen om den er at nogen i en meget fjern fremtid har fundet et manuskript af den fiktive forfatter Thomas Frost, nej, det er ikke Lars’ lillebror, skrevet nu i 2020’ernes samtid. Frosts manuskript er skåret over Theofrasts Mennesketyper hvor energien genereres af mængden af træffere i forhold til den definerede type, fx “livstræt børnehavepædagogik” som en af dem betegnes i Frosts manuskript. I bogens ramme er manuskriptet blevet fundet i cirka år 3000 og forsynet med “nodr”, altså noter, og “posd skrifd” af udgiverne, og det er i disse noter af romanen lyser op på stjernehimlen: 

“bolig og ejendomsmæglersider: jem aa husnin ble handl li andr produkdr paa gos markd” (s.25) 

Fra et sprogligt perspektiv er det iøjnefaldende at vi i en fjern fremtid har en skriftsprogsnorm hvor det danske sprogs rige mængde af vokaliseringer nu gengives ved hjælp af konsonanter: -r for -ɔ i ‘noter’ fx; og at æ, ø og å er røget ud mens klusilsvækkelsen har ført til en inkonsekvent ortografi således at ord med -t, skrives med -d i stedet for –t, mens ord med –k, ikke skrives med -g i stedet for -k, så vi får “nodr” men ikke ‘margəd’. Om –p bliver til –b, er lige så tilfældigt i noterne som om substantiverne sammenskrives eller ej, som i “gos markd”, men det sidste kender vi jo allerede i dag. 

Den skridning sproget gennemløber i udgivernes noter, og som på nogle måder lader sig sammenligne med springet fra de danske lovtekster fra 1200-tallet og til i dag, skaber nogle lysglimt hvor fremtidens blik gennemborer vores samtid. I det citerede er det brugen af ‘godsmarkedet’ om nutidens kapitalistiske marked hvor alt er til salg, og hvor de mest rådne mursten og planker på hele Frederiksberg, hvor dette skrives, har ramt en pris som burde få enhver til at bryde ud i skraldlatter, men i stedet er årsag til nervøse trækninger og panikangst i en teenagers drøm om at flytte hjemmefra. Derfor er det befriende at noterne åbner sådan et rum, et lille nu til latter, og for en kort stund lader læseren drømme om en anden samtid.  

Så hvor Nordenhof slår huller i romanen ved hjælp af versificeringen, men bevarer syntaksen, så slår Christensen sprækker i sproget med ordene og af og til med syntaksen, dog ikke mere end at det stadig er muligt at se en linje fra 1200-tallets lovtekster og til fremtidens “nodr”. Her er en prøve mere: 

“forældrekøb: fiskal stoed te domis fra lukkd familj fundn var udbret aa held legit.” (s.59) 

Ja, helt lovligt, og et udtryk for at fødslens tilfældigheder ikke længere er på politikernes dagsorden som noget vi har en pligt til at neutralisere. Næ, er du født i Gentofte eller som en lille lego-rolling, skal du bare kunne puffe til mastercardet, så er du i mål. Er du født i Hoby (på Lolland) af en tandløs dranker, skal du være gudsbenådet hvis du gennem tågen kan skimte målet på den anden side af kløften.  

Noterne i Utiltalende mennesker i København er som antydet åbne for lyskastende læsning, og derfor er det ret så sært at Rehné Christensens bog endnu ikke har fået en eneste anmeldelse, endsige en lektørudtalelse. Herfra skal lyde en anbefaling. Om den eller dette så bliver læst, hænger ikke alene på ordvalg, rytme og stemmeføring. 

Rehné Christensen. 2024. Utiltalende mennesker i København. Forlaget Em. Link