Om Shen Haobos At skrive digte i Kina, udgivet 2024 af Forlaget Korridor, oversat af Sidse Laugesen.

Kinesisk poesi har en særlig plads i mit hjerte, mest af alt har Dao De Jing altid fyldt mig med den største forundring og ærefrygt. Men hvad med den moderne kinesiske poesi? Indtil fornylig vidste jeg ikke noget om den og når min opmærksomhed begyndte at rette sig mod den, skyldtes det Sidse Laugesens mange opdateringer om den på Facebook. Her var jeg i første omgang ikke begejstret. Meget af det virkede sært fadt og intetsigende. 

Men nysgerrigheden voksede, ikke mindst da jeg i sommer besøgte Kina i et par uger. Eller genbesøgte – for jeg rejste første gang i landet i 1996 fra Beijing i nord til Kunming i syd og dertil en lang afstikker ind i Tibet, eller Xizang som provinsen hedder på kinesisk. Og besøgte Tibet igen i 1999. Så – i sommer var tredje gang jeg var i Kina. 

Moderniseringen af Kina

På de næsten 30 år der er gået siden mit første besøg, er det helt vanvittigt, hvad der er sket. Det anede mig godt, lidt har man jo fulgt med. Men alligevel: Siden dengang er Kina blevet den næststørste rumnation i verden, har fået højhastighedstog overalt, gigantiske metronet, og i det hele taget en offentlig infrastruktur, som virker betydeligt bedre end fx den danske. 

Og den interne masseturisme er eksploderet; på min treugers rejse hoppede jeg fra turistmål til turistmål – “vandbyen” Xitang nær Shanghai, Huangshanbjergene og Zhangjiajiebjergene (også kaldet “Avatarbjergene” fordi de har inspireret landskaberne på Pandora i Avatar-filmene). Her var oplevelserne en krydret blanding af punktvist forstemmende og vildt opløftende. For stederne var sandeligt smukke – men også i fuld gang med at blive smadret af turismen. Af Xitang er stort set kun skallerne af de oprindelige huse tilbage; inventaret er flået ud og erstattet af restauranter, diskoteker og souvenir- og tivoliboder; kæmpehoteller er under opbygning i hjertet af Huangshanbjergene, og Zhangjiajie er næsten umulig at opleve uden flokke af kinesere ført frem ad de smalle stier af guider, hvis skingre stemmer gennem kropspåbehængte højtalere ekkoer hysterisk mellem bjergene. 

Et paranoidt eventyrland

Men rejsen var en fantastisk oplevelse, og det var utroligt let at rejse i Kina; alt fungerede

upåklageligt, folk var reserverede men hjælpsomme (ikke helt ulig danskere), jeg blev grebet af en stemning af håb og fremgang. Overalt var der smukke, unge mennesker, og jeg fornemmede en nation, der har fremtiden for sig – på en ganske anden måde end Europa. Men undervejs strejfede modsatrettede tanker mig også, ikke mindst fremprovokeret af det helt absurde antal overvågningskameraer, der ikke blot synes at knopskudsformere sig i klaser i byerne, men også forefindes selv på bjergstierne; et sted ligefrem muret ind i klippen. 

Vi har også meget overvågning i Danmark og Vesten i det hele taget; men det her tog dog prisen. På et universitet jeg besøgte talte jeg 8 kameraer i en korridor på måske 30 meter. Jeg oplevede det som udtryk for en nærmest galloperende paranoia, og med det fulgte tanker om, hvordan det mon er, at leve i et land, der på én gang er på vej til at blive verdens førende inden for snart sagt alle teknologiske områder, samtidig med at noget så enkelt, som en offentlig, demokratisk debat, hvor det er tilladt at kritisere autoriteterne og de politiske magthavere, er stort set fraværende (såvidt jeg som udlænding ved).

Tæt på dagliglivet

Her er det virkelig en oplysende og interessant oplevelse af læse Shen Haobos poesi. Digtene er et udvalg på tværs af Haobos (født 1976) digteriske karrierre og præsenteres kronologisk. Det første er fra 2000, altså året efter jeg anden gang var i Kina. Jeg har ikke læst andet af Shen Haobo og har ikke kunne finde en samlet liste over hans udgivelser på nettet, så jeg har ingen anelse om, hvorvidt udvalget er repræsentativt for forfatterskabet, eller måske rettere: På hvilken måde det er det. 

Digtene manøvrerer tæt på dagliglivet og består i vid udstrækning af, hvad der synes at være socialrealistiske observationer af livet i Kina. Digtene er i de fleste tilfælde ganske ligetil at forstå, selvom man måske nok i nogle tilfælde fornemmer noget betydning forsvinde ind bag kulturelt og sprogligt matterede ruder. 

Avantgardisme og samfundskritik

Et sted har jeg læst, at Haobo betragtes som avantgardedigter, og det forstår jeg ikke rigtigt. Nu er jeg heller ikke ekspert i hvordan man i dag opfatter begrebet; men hvis man som jeg forbinder det med vilde eksperimenter og en undergravning af konventionelle udtryksformer, så synes det ikke at passe på (udvalget af) Haobos poesi. Tvært i mod er den helt nede på jorden, hvilket faktisk ved flere gennemlæsninger også er en af dens store styrker. Men det kan måske også ses som en form for avantgarde? Haobo tilhører “underlivspoeterne” i kinesisk poesi, hvilket betyder noget i retning af, at de skriver bramfrit om bla. kroppens nedre dele og funktioner. Det er måske også avantgarde – i Kina. I Danmark er det ikke noget, der virker som et vildt nybrud.

Mange af digtene er kritiske overfor det kinesiske styre; ikke nødvendigvis sådan at styret kritiseres direkte, men gennem de dagligdags observationer fremdrages ikke desto mindre meget, der kan ses som negative konsekvenser af den måde landet regeres på. Et af de virkeligt skarpe og billedmæssigt interessante er “Fædrelandets stjernehimmel” fra 2007. Meget af Haobos poesi er tilsyneladende (først?) udgivet på nettet og internetpoesi har jeg indtryk af er en ret stor ting i Kina. I “Fædrelandets stjernehimmel” beskrives en situation, hvor en hjemmeside for poesi udsættes for (selv?)censur, hvilket sker ved at gradvist flere ord fjernes og erstattes med en asteriks: “menneskerettigheder”, “levende Buddha” og “selvmord”. 

Syge stjerner

Det er indlysende hvorfor “menneskerettigheder” kan være politisk problematisk at bruge i Kina, “levende Buddha” er måske lidt sværere at forstå, men digtet hvori asteriksen erstatter ordet er skrevet af en digter, der netop er vendt hjem fra Tibet – hvor jo fx Dalai Lama anses for en levende Buddha. Der er ingen forklaring på, hvorfor ordet “selvmord” censureres med en asteriks, men man kan jo gætte på, at styret i Kina ikke bryder sig om, at der tales alt for åbent om, at ikke alle landets borgere er lykkelige. En digter fra Yunnan begår selvmord, der skrives mindedigte, hvorved “forum bliver et sørgekapel / kapellet ligner en stjerneklar nat / utallige stjerner stråler og blinker / *************** / ****************”. Og digtet slutter: “På denne nat hvor en digter dør / ligger jeg foran computeren / og stirrer op på fædrelandets stjernehimmel / med nakken stiv af smerte”. 

Grebet er indlysende enkelt og netop derfor genialt: Asterikserne ligner stjerner, vel et af de ældste symboler for poesien; i hvert fald besunget i poesien fra ældste tider, og nu indsættes de som selve fædrelandets stjernehimmel: Stjernetegn der alle står for et ord, som man ikke kan bruge i det kinesiske samfund uden frygt for reprassalier. Et andet eksempel er “På druk med embedsmænd”, et kort digte der beskriver en drukaften med tre embedsmænd der pludselig, en efter en, bekender deres troskab til Partiet “og før jeg når at åbne munden / fejer tre par øjne om mod mig // eksploderer i en / hårrejsende uhyggelig latter”. Skål, og sov godt! 

Fra verdens tag til spændte urinblærer

Et tredje eksempel kunne være “I højlandet” der tager livtag med Kinas kolonisering af Tibet. Her beskrives små, hvide huse med påmalede tegn: “ingen seperatisme, ingen infiltration, forbud mod selvafbrænding, lovbrud straffes hårdt”. Digtet handler om tibetanske munke, der netop brænder sig selv i protest mod Kinas besættelse af landet og er et af de mest poetisk billedrige digte i udvalget, hvilket måske også afspejler en vis for kinesere (paradoksalt nok) typisk romantisering af tibetanere. Uanset er digtet knaldhårdt og fremviser nådesløst konskvenserne af Kinas imperialistiske fremfærd i Tibet: “Munken i rødt, der kravlende på sine bedende knæ, går frem mod flammerne / og brænder sig ihjel, som et sneskred der blotter en klippe”. Så kan det faktisk nok ikke skrives bedre. 

Blandt de mere neutrale, rent observerende digte, kan fx nævnes “Klinik for kvindesygdomme”, der med lange, brede sætninger beskriver hvordan kvinder i alle aldre står i kø for at blive ultralydsscannet. Imens drikker de uafbrudt vand for at opnå spændte urinblærer (formodentligt godt ift. scanningen) og taler fortroligt med hinanden, som var de søstre. Mere er der ikke i det (med mindre digtet siger noget om (for) mange kvindesygdomme), der er ingen metaforer, ingen særligt prægnante formuleringer – det er bare et snapshot af en dagligdagsscene fra Kina (anno 2002). Et andet kunne være “Et hjem i Kina”. Her tegnes et lille, melankolsk billede med korte, lette linjer af en mor, der kokkererer i køkkenet, og siger til datteren, at hun skal blive ved med at øve på klaver, indtil der er mad. Og digtet slutter: “ved vinduet sidder / pigen i hvidt / pigen i / hvidt / sidder ved vinduet / spiller klaver”. Digtet siger vel noget om forældres ambitioner for deres børn, men ellers er det mest blot en fin, lille stregtegning af et stykke kinesisk hverdag. 

Prunkløs poesi og logografi

Sådan er mange af digtene ganske prunkløse og det var det, der i første omgang gjorde, at jeg opfattede den moderne kinesiske poesi som lidt fad og kedelig. Men det er den ikke. I Haobos udgave vokser den under læsningen, der er noget solidt i de nære observationer og sprogets enkelhed skjuler med finesse, hvor nøje observationerne er udvalgt og med hvilken økonomi, de er beskrevet. De giver interessante indblik i hvordan det er at være et sensitivt og observerende væsen i Kina og det kan undre, at Haobo er sluppet afsted med at skrive så skarpt kritiske digte. Så er censuren måske heller ikke værre end som så? 

Jeg har kun en meget fjern anelse om, hvad det vil sige at oversætte fra kinesisk til dansk; ikke mere end sådan noget med, at de kinesiske skrifttegn er logografiske, hvilket betyder noget i retning af, at et enkelt tegn kan udgøre en stavelse eller et helt ord. Desuden at kinesisk grammatik og syntaks ligger ganske langt væk fra de indoeuropæiske sprog. Men en oversættelse er mulig og hvad end forlægget er, så er resultatet i Sidse Laugesens udgave både inspirerende, indsigtsgivende og horisontudvidende. Og det er vel noget af det bedre, man kan sige om poesi.