Hvor godt kender du dine digterkolleger?
Hver måned præsenterer vi en ny digter, som svarer på en række spørgsmål
nr 2 November 2024: Thore Bjørnvig, skønlitterær forfatter og lyriker samt forsker og faglitterær forfatter.
Læs mere på thores hjemmeside og astroreligion
Vil du præsentere dig for os?
Jeg hedder Thore Bjørnvig, f. 1971, og bor på Nørrebro i København. Jeg har skrevet siden 15-årsalderen, og hvis man skal regne min debut fra første gang noget af mig udkom i bogform, debuterede jeg med en novelle i 1987. Min næste debut var på det ikke-eksisterende Utopisk Forlag i 1996, og min tredje debut i 2009 på forlaget Tab&Nar.
Hvad udmærker dine udgivelser/værker sig ved?
Det er ikke så let at sige om sig selv som skønlitterær forfatter, synes jeg. Jeg har hovedsageligt skrevet poesi; ellers ville jeg jo ikke være genstand for dette skriftlige interview. Når jeg læser poesi tror jeg nok, at det jeg læser efter er bevidsthedsudvidelse. Og hvad man måske kan kalde ”meningsøjeblikke”. De der intensiveringer af sansningen, som kan afsætte sig i sproget, der jo også på en måde er virkelighedens grænser. Man kan så meget med sproget – smadre det, polere det, få det til at svinge, etc. Jeg tror måske, jeg synes, at jeg i min skrift benytter forskellige strategier i en søgen efter udvidelse af bevidstheden og sansningen. I min seneste bog Vindens kartotek (14.11.24 på Det Poetiske Bureaus Forlag) er det blevet jegløse, nærmest cinematisk iagttagende digte, et langt stykke af vejen nøgternt beskrivende. Der bliver klippet ofte, og måske er det bla. i klippende jeg søger udvidelsen.
Hvordan afgør du om dine tekster er digte?
Det kommer an på, hvad der ligger i spørgsmålet. Hvis spørgsmålet er, hvordan jeg afgør, om det er virkelig poesi (hvad det så er) jeg har skrevet, så er det meget svært. Der kan altid være en tvivl. Men jeg synes sikkerheden vokser med alderen og erfaringen. Går spørgsmålet på det rent genremæssige, så er det jo bare noget med korte linjer og en søgen efter koncentrerede, prægnante udtryk (med mere). Det er ikke svært at vide, om det er det man gør.
Hvilke forfattere/lyrikere inspirerer dig og hvilke(t) værk(er) har størst betydning for dig/(yndlingsværk)?
Der er mange, der har betydet meget. Af danske poeter kan jeg fx nævne Klaus Høeck, Peter Laugesen, Dan Turèll og Per Højholt. Af udenlandske f.eks. Rainer Maria Rilke og T. S. Eliot og på det seneste Edith Södergrann og Sappho. Og så prøver jeg at læse bredt i samtidspoesien. Der er inspiration at hente i det meste. Måder at gøre tingene på, som jeg mærker en lille sitren omkring: ”Hm?! Er der mon noget i denne diktion, måde, synsvinkel?” Grundlæggende tror jeg, at noget af det, der afgør, om man bliver forfatter eller kunstner netop er, om der ved mødet med andres værker opstår en trang til at ”svare” – hvad enten i form at efterligning eller modstand.
Hvorfor skriver du poesi/hvad er din drivkraft?
Det har jeg vist besvaret ret fyldestgørende ovenfor – noget med at søge en udvidelse af sproget, bevidstheden, sansningen. Og så selvfølgelig vedholdende, og i stigende grad urealistiske, fantasier om international anerkendelse og store, litterære priser.
Hvordan var din vej ind i lyrikken?
Det er en længere historie. Men det er klart, at det har betydet en del at vokse op med en far, der selv var digter (Thorkild Bjørnvig). Jeg tænker det er lidt ligesom, hvis man vokser op med en far, der er tømrer – eller blot en far (eller mor), der er dygtig indenfor et bestemt område. Så er det noget man ser en rollemodel kunne, og hører tale om det. Man lærer gennem iagttagelse, det bliver noget, der virker som en naturlig mulighed – som man så bevidst kan vælge at undgå, eller tage på sig. Jeg er virkelig dårlig til at organisere og udføre visse typer af rent praktiske ting; ordne ting der er gået i stykker på hjemmefronten, f.eks. Men har venner, der bare kan det – og ofte, bemærker jeg, fordi de har haft et eller andet forbillede, som de har suget til sig fra. Sådan var det vel med min far. Jeg er vokset op med bøger og lyrik og måske af den grund blev jeg tidligt fanget ind af digtets magi og endte med, på godt og ondt, selv at gå lyrikkens vej.
Er digtningen altid en en-persons proces for dig?
Ja – på den måde forstået, at jeg er alene med min krop og min bevidsthed og redskabet (pennen, computeren), ordene, skriften og udtrykket. Men jeg har også prøvet at være med i intense skrivefællesskaber og har også for mange år siden prøvet at arbejde på et fællesværk med to andre forfattere – hvilket dog aldrig udmøntede sig i et færdigt produkt. Og faktisk er min nye bog, Vindens kartotek, et resultat af et samarbejde med forfatter, musiker og komponist Niels Christiansen. Vi var enige om, at vi skulle lave noget spoken word – musik og ord – sammen, hvor jeg skulle skrive teksterne og Niels musikken. Der er meget at sige om den proces, men kort fortalt er det noget vi gør sammen i den forstand, at vi sætter os på samme matrikel og arbejder inden for et afmålt tidsrum – og så sætter vi det sammen bagefter og ser hvad der sker. Det er der foreløbig kommet nogle meget spændende og inspirerende ting ud af. Jeg har også fornylig været med i trioen Krabat, Nørskov, Bjørnvig (med digterne Kenneth Krabat og Morten E Nørskov), hvor vi både har arbejdet med fællestekster (eller i hvert fald tekster sat sammen af vores individuelle tekster) og har arbejdet med mangestemmig oplæsning i trioformat. Det var et ekstremt inspirerende og spændende projekt – men som det desværre også er tilfældet med samarbejder, er man afhængig af de andre, der indgår i samarbejdet, og der kan være store og måske uoverstigelige individuelle forskelle på engagement, ambition og syn på kunstnerisk retning. Så det samarbejde er desværre pt. gået fløjten. Men uanset har det været en ny og givende oplevelse for mig, at der i samarbejdet med andre kan ligge alle mulige gaver – herunder, at man kan blive bedre (eller værre!) end sig selv; at der i selve samarbejdet kan opstå muligheder, man ikke har når man bare er sig selv. Deri er der måske noget, der minder om kærlighed.
Kan du bruge facebook o.lign. i din kreative proces/ skriveproces?
Jeg forsøger at opretholde en tilstedeværelse som forfatter på Facebook og Instagram, men det er højst tvivlsomt, om der kommer noget særligt ud af det. Jeg har ind imellem sendt skriftprøver ud i SOME-rummet, men jeg er lidt ubekvem ved at vise ting frem fra værkstedet på den måde. Og hvad skal folk også med det? Det er lidt som at tvinge folk til at være betalæsere på ens work in progress. Men alligevel kan det føles ok nogle gange at sende små prøveballoner ud. Jeg publicerer enkelte ting på min hjemmeside thorebjoernvig.com; det giver mere mening synes jeg. Men jeg har ikke nogen faste regler omkring det og desuden er der ved at opstå en lille tradition, hvor jeg i december måned laver en julekalender på instagram med cut ups fra årets notes- og dagbøger og sætter dem sammen til små trelinjers tekster. Det synes jeg der er noget sjovt i, både som en slags tilbageblik over året, men også som kreativ proces, hvor teksterne på Frankenstein-monster-facon opnår et eget liv, der er løsrevet fra de oprindelige skriftsammenhænge.
Er digtere mere skeptiske end andre mennesker?
Jeg tror mange lyrikere føler sig fremmede i verden; det gælder måske forfattere og kunstnere i det hele taget. Jeg har i hvert fald bemærket i min omgangskreds en udtalt tendens til, at dem af dem, der er kreative, ofte har en eller flere traumatiske oplevelser med i bagagen, som på en eller anden måde har fået dem til at føle sig udenfor normaliteten (eller også projicerer jeg lidt vel meget). Denne position gør en til iagttager, en art antropolog i eget liv, og med det kan følge refleksion, tvivl, depression og alt muligt andet godt, så som en ligefrem debiliterende skrøbelighed, der kan gør det svært at manifestere særligt meget i praksis. Med tvivlen og refleksionen kan nok følge en form for skepsis – f.eks. ift. om det, som alle går rundt og oplever som det ”normale” (”dansk normalbevidsthed”, som jeg plejer at kalde det), nu også er alt der er at sige om virkeligheden. Og det er vel her udtrykstrangen kommer ind; en trang til at formgive ens egen oplevelse af – eller tvivl om – virkeligheden. Men – og det hænger måske netop sammen – så tror jeg også det er en vigtig evne at have som lyriker og kunstner, at være naiv. Dvs. ”naiv” i den forstand, at man er tro mod sine sansninger og oplevelser, kan fortrylles af verden, forundres og undres. Egenskaber man ofte finder hos barnet – som netop er meget godtroende og altså ikke skeptisk. Så…måske er der hos mange kunstnere en spænding mellem det skeptiske og godtroende. Jeg tror i hvert fald nok, at både intellekt og følelse er nødvendige i den kunstneriske skaben, ”Man bør, tror jeg, være nogenledes kold for at kunne skildre sin ild” som Ewald sagde. Skriver man ud fra rent intellekt bliver det en fortænkt erstatning for poetiske udtryk, ofte dunkelt på en usanset måde. Skriver man ud fra ren følelse kan det blive noget navlepillende sjask. Men i spændingsfeltet mellem de to mødes tanke, traditionsbevidsthed og formvilje med følelse, sansning og umiddelbarhed – og noget virkelig originalt af almen værdi kan opstå.
Kan digte være musik for dig?
Måske ligger det musikalske i ordene for mig paradoksalt nok ikke så meget i selve ordenes lydlige aspekter (selvom det selvfølgelig er umuligt ikke at ”høre” ordene, også selvom man bare læser indenad), som i de billeder, de skaber, eller de ”farveklange” som ordenes betydninger får i samspillet i sætningerne og mellem sætningerne – eller i hvordan de bliver brudt eller i øvrigt manipuleret. Det er nok her det sanselige i sproget ligger primært for mig. Jeg kan sagtens høre rytmer, betoninger, versefødder og så videre og denne dimension af sproget er selvfølgelig sindssygt vigtig. Hvilket bla. viser sig i, at megen poesi bliver så meget lettere at opleve og forstå, når man hører den blive fremført mundtligt. Men ikke desto mindre hører jeg sjældent, hvis nogensinde, digte som ren musik, højst som rytme (som i sig selv selvfølgelig er (en væsentlig del af al) musik). Der mangler jo tonerne, melodien, sangen – selvom der er grænsetilfælde, som f.eks. i rap. I moderne poesi, som sjældent følger faste versformer og ikke rimer, har sproget til en hvis grad fjernet sig fra musikken. Måske netop derfor synes jeg der er noget meget spændende i at arbejde med lyrik fremført til musik. Her kan musikken skabe en form for flow, man som lytter kan lade sig flyde med, måske lidt som en flod, man ligger i en båd og glider nedad. Så kan ordene bliver til landskaber, man passerer igennem, og det kan der ligge noget befriende i. Lyrikken har ofte den egenskab, at den sætter læseren i en selvbevidst situation der kan opleves som krævende. Her kan musikken hjælpe til, at forventningerne til eget fortolkningsarbejde sættes i baggrunden, og man i højere grad nøjes med bare at ”opleve” – uden nødvendigvis at skulle fortolke eller ”forstå”. Og glipper nogle ord undervejes gør det ikke så meget, for musikken tvinger en videre gennem teksten. Det kan også minde om den rolle musik i øvrigt spiller i film – som i virkeligheden er enorm stor. Den farver handlingen, fortolker den i øvrigt også til tider, og er med til at skabe sammenhænge på tværs gennem filmen. Og i sidste ende kan musikken, selvom vi som regel ikke er så bevidste om den (nok fordi det visuelle har sådan en forrang for os), blive så tæt knyttet til filmen at de bliver synonyme; tænk f.eks. på Darth Vader i Star Wars, hvor man ikke kan se figuren uden at høre Darth Vader-temaet – og ikke kan høre temaet uden at se figuren. Måske fremhæver musikken også musikken i ordene i en eller anden grad – ligesom ordene selvfølgelig også farver musikken den anden vej. Det bliver til noget fælles tredje, ord og musik sammen, et værk i sig selv og i sin egen ret. Men for at vende tilbage til spørgsmålet, må man under alle omstændigheder sige, at selve ideen om at sætte ord og musik sammen siger noget om, at vi oplever en forskel på ord og musik, og at musikken er sit eget område, selvom der så kan være spor af musik i ordene.
Hvad skriver du på i øjeblikket?
Lige pt. holder jeg lidt skønlitterær skrivepause efter en længere redigeringsproces med Vindens kartotek. Noget af det sidste jer har skrevet, har været af akademisk og kulturjournalistisk art. Men ud over det har jeg skrevet flere tekster af den type, der er i Vindens kartotek, som ikke er med i bogen, og jeg skriver stadigt flere. Desuden arbejder jeg med en større roman, men den har ligget brak i næsten et halvt år nu, da der pludselig skete alt for meget på andre fronter.
Hvordan forenes dit arbejdsliv familieliv og lyrikken?
Det har altid været en stor udfordring at få de størrelser til at mødes, og dybest set kan det nærmest ikke lade sig gøre. Arbejdslivet fylder mest, da jeg har et fuldtidsarbejde, der ikke er relateret til at skrive. Så det skønlitterære må altid trives i sprækkerne, som ukrudt. Det ville være skønt en dag at have en hel have, hvor der bare kunne vokse ukrudt.
Hvordan anvender du medlemskabet af Forfatterforeningen og lyrikergruppen?
For lidt over to år siden tog jeg en beslutning om at satse mere på, at være forfatter. Omsider at tage rollen ordentligt på mig, skabe et netværk, få kontakter, færdes steder, hvor jeg kunne møde andre forfatter og få en bredere og mere levende fornemmelse af det litterære landskab. Her dukkede muligheden for at melde mig ind i Dansk Forfatterforening op som en lysende klar ide. Og jeg må sige, at de to år på rigtigt mange måder har gjort lige præcis det for mig, som jeg ønskede. Af alle mulige årsager, hvoraf jeg er mig nogle af dem bekendt, havde jeg indtil da i vid udstrækning holdt mig for selv, og kun meget sporadisk deltaget i det litterære liv som forfatter. Nu giver jeg den så så fuld skrue, som jeg overhovedet kan – for arbejde og børn, og hvad der ellers kan komme i vejen. Her er Dansk Forfatterforening et fantastisk springbrædt, ikke mindst takket være alle de fantastiske kurser, man kan komme på gratis, når man altså først har betalt sit kontingent.
Andet, du synes er centralt – lokalt -globalt?
Ligesom man i denne tid ikke kan lade være med på forhånd at føle sig udskammet, når man opdager, at de fleste af ens litterære forbilleder er mænd, er det meget svært ikke at forholde sig til alle de intensiverende kriser, vi befinder os i globalt. Her er kønnenes kamp, om end sine steder alvorlig nok, dog kun en parentes. Det er som om vi for tiden oplever et crescendo af trusler og katastrofer, iblandet åbenbaringer og glimt af vilde håb, på en række tilsyneladende uafhængige områder. For at nævne i flæng: Global opvarmning, havdød, masseudryddelse af plante- og dyrearter, de sociale medier, ekko-kammer-polarisering, krigene i Ukraine og Mellemøsten, Trumps måske endegyldige genstigning til magtens tinde, kunstig intelligens, rumkolonisering, robotter, nanoteknologi, opdagelsen af stadigt flere eksoplaneter, kvantefysikken. Svimlende perspektiver åbner sig, dyb sorg springer op som blødende sår, total opgivelse gennemsiver kroppen, en stresset, sitrende udmatning mærkes i psyken, og så ind imellem er der store sug af lykke, lykke over trods alt at være her, og at der trods alt stadig er noget verden tilbage, som vi kan leve i. Men selvom der ind imellem skimtes små håbefulde muligheder, er det dog meget svært ikke, at tænke med rædsel på den verden, vores børn skal vokse op i. Hvad betyder skriften under disse betingelser? Hvad betyder den skrift, som ikke forholder sig til disse ting? Har skriften – poesien – overhovedet en fremtid? Har noget overhovedet en fremtid?
Godt råd til kollegerne, som læser med her
Til de forfattere og lyrikere, der ikke allerede er medlem af Dansk Forfatterforening (eller landets anden forfatterforening, De Skønlitterære): Meld jer omgående ind. Ikke blot for jeres egen skyld, men også for forfatterstandens skyld. En ting er at Dansk Forfatterforening arbejder for de skrivendes vilkår, men derudover, og som ovenfor skitseret, tilbyder foreningen også en vifte af andre ting, som er uundværlige for forfattere. Og så har lyrikergruppen brug for flere (og yngre!) medlemmer, som kan være med til at sætte dagsordenen for lyrikken og få den ud blandt læserne. Og ud over det? Opfør jer ordentligt og vær søde – også ved dem, der ikke er lyrikere. Skærp den kritiske sans – og så skriv, som ind i helvede!
_____
Hvis man har lyst til at vide mere, kan man læse et længere 15 år gammelt interview med mig i Ordløst, hvor Kenneth Krabat i sin tid stillede mig spørgsmål.
