Knud Steffen Nielsens to seneste digtbøger, ”Min kontrabog” (2020) og nu ”Min tidebog”, binder sig ikke bare sammen ved titlerne, men også ved deres metode. Men typisk for forfatterskabet foregår det ved para- dokser. En kontrabog fører man for at kontrollere oplysninger og opgørelser i andre instansers hovedbøger, men orden og kontrol er blandt de ting der er i absolut skred mod afgrunden i ”Min kontrabog”. I Knud Steffen Nielsens hænder bliver denne orden mest synlig og virksom når sproget løfter sløret og viser hvad der befinder sig bag kaos.
En tidebog er en almanak der har det særlige ved sig at den indeholder oplysninger og overvejelser, ofte fra forskellige kilder og i forskellige genrer, i forbindelse med de enkelte datoer gennem året. I 1997 udgav digter og dramatiker Jess Ørnsbo fx ”Tidebogen” der var langt tættere på den klassiske end nærværende værk, men det lyriske spor var dog det dominerende. Nielsen ordner det hele i ét ind-til-benet lyrisk hug.
Paradokset i ”Min tidebog” består i at det først er ved sabotagen af tidens, kroppens og sprogets ellers fa- ste kategorier og overskuelige opdelinger at Knud Steffen Nielsen sparker én over skinnebenet (eller endnu værre steder) og tager ladegreb på eksistensen. Disse sprængninger er endnu mere fremtrædende og endnu dybere end i ”Min kontrabog”. Desuden er der sket den udvikling siden da, at forfatterens uhelbrede- lige kræftsygdom der på sin vis (men langtfra dominerende) var immanent til stede, nu slipper tøjlerne og siger:
Vinklen tvivler på mig.
Derfor får den ikke føddernes
skævhed med, som mødrene
sagde var en
c-udgave.
Det er måske med i det nye aspekt.
Og metaltrætheden så påtvunget,
hvor interessant
og så ligegyldigt.
En slags helvedesild,
som farvede rustrødt ud over det hele. Se nu vinduerne og fyrglasset,
der blinker så vindsk, så skævt
så kun lidt af teksten kommer med.
Det er et sneglehus, der staver til sig selv.
Og nu søger jeg
afstanden til mere og mere tydelige
kurver.
Boldene er i luften – ”fang os hvis du kan”, siger de. Og teksten taler. Sine steder rabler den direkte. Hele kortspillet er i luften, kan man også sige, men ingen kan bevise at kortenes landing er tilfældig. Og når vi har vendt elementerne så de alle sammen vender forsiden opad, kan vi se at de tilhører samme spil. De er der alle sammen. Det er ikke magi når det er Knud Steffen Nielsen, det er kalkule, det er materialebevidsthed når den kører allerbedst. Sproget kan det hele – det er bare synd at vi ikke kan udnytte det bedre. ”Vi” kan ikke. Digtningen kan. Ikke mindst når den taler om talen og skriften og begges runddans om den varme grød, her kaldet væren:
Reprise, samlet version:
1
Jeg tager varsler af døde dyr. Så længe sker der intet grimt.
2
Hun udtalte ”sorg” som et ord, der kunne lade sig gøre
bare ved at sige det.
3
… skæbnen for ham, ham, de
dagligt kørte forbi ”Intet-blikket”. Det blik, der
fortalte, at han
overhovedet ikke eksisterede.
4
”Thi ved at tie er mennesket overladt til sig selv” (Beckett),
Og ved at tale er mennesket også overladt til sig selv. Begge veje er spærrede.
Og det er det, han siger ved at sige det. Det umulige.
Jeg fordobler det ved at tale om det
umulige i at tale.
Og det er det, jeg gør.
Og her gentages det. Mens
vi er låst
ude.
Og det hjælper ikke.
(…)
Forbundethed til labyrinten, uanset hvad man kalder den – sproget, livet, ikke-livet mv. – det er vilkåret, det er det der er spillet, men det er ikke for sjov. Hvis man undervejs gennem bogen føler sig utryg, vil man sandsynligvis kunne fornemme digterens tilfredshed; sproget prikker til læserens forsvarsværker – og der vil gå hul. Det er jo for fanden kunst vi har med at gøre!
Nielsen har det som en del af sin metode at være distræt, grænsende til det flabede. Sætninger der, som ovenfor, drysses ned over siderne med tilsyneladende løs hånd, de daler skurrende, de lander med tyngde og bliver aflejringer ved bredden af sprogets flod hvor den beckettske tavsheds monster lurer i overfladen. Når tavsheden har flået al talens kød af, er skelettet tilbage i form af digtet. Det er digtet der får det sidste ord i tavshedens, talens, forladthedens og intethedens navn.
Tidebog også betegnelsen for en katolsk bønnebog for lægfolk. Dette faktum skal ikke nødvendigvis indfor- tolkes i denne tekstmasse, men netop ved positionen i yderpunkterne i tilværelsen og sproget griber jeg’et ud efter verden, og lige dér kunne der ligge en form for anråbelse:
Jeg hedder ikke mit navn først, ikke først,
Jeg er ikke mit eget kød.
Tumoren i min nyre er ikke min. Det
er et andet navn for endeligheden. Organet insisterer. Den var der. Jeg kan ikke kontrollere
resten af navnene, der kommer
listende.
Der er ikke frit valg. Længslen i hovedet, er det min? Den kommer udefra, en invasiv art.
(…)
Bogens omslag er ifølge kolofonen ”rester fra Henrik Haves forsidefoto til forfatteren, way back, aldrig brugt før.” Den nu afdøde vens og digter-/billedkunstnerkollegas billede viser en bog under konstruktion med
skitsering og layout med indtegnet omfang og tilhørende skrifttyper og -størrelser. Motivet indvarsler på fin vis den konstruktion som trinvist og springvist rejser sig på siderne i ”Min tidebog”. Det er det Nielsenske mærke – eller rettere: ét af dem.
Bogen klinger ikke ud på de sidste sider, snarere fornemmes en pause inden næste udladning fra forfatte- rens hånd. Der leges børnelege i skarp kontrast til mange andre tekster i bogen, men der er kant, eksisten- sens hudløshed glemmes ikke, og der distanceres ikke til den. De sidste linjer lyder:
Hånd på hånd på hånd. Hvis
hånd
starter.
Det gør Knud Steffen Nielsens!
Læs den. Spring ud i den. Det kommer ikke til at gå stille af. Heldigvis. Den holder. Den er fænomenal.
Udgivet på Herman & Frudit, 2023, 64 sider
Gæsteindlæg af Erik Kock
super fed anmeldelse