Det er ligesom med spørgsmålet om, hvordan man bliver god til at skrive. Man skriver MEGET:
For at blive del af årets uddelinger, er man nødt til at opfylde kriteriet om at reflektere over det, man som kunstner gør og ønsker sig. Og så får man da opsummeret det for sig selv mindst 1 gang i året.
MODTAGERNE
Dem, der får penge, består efter min mening i tre grupper:
– debutanter, hvor talentet forekommer åbenlyst, men tid og opmuntring skal afgøre det,
– forfattere med solid udgivelsesbaggrund, hvor ansøgningen egentlig bare “tjekker ind” med samme kraft og retning
– og så den tredje og største “mellemgruppe”, hvor ansøgningens indhold spiller den største rolle for legatudvalgets mulighed for at vurdere forfatterskabets vej og forfatterens formåen.
Man gør nok godt i ikke at forsøge at gætte på sin placering, hvad enten man er ny, gammel eller usikker, og i stedet reflektere grundigt over sit VÆRKs essens og sine motiver og drømme.
MENNESKE ELLER KUNSTNER?
Et af problemerne ved årets søgning er dog, at nederste trappetrin i år er 100.000 Kr. (frem for 50.000 de seneste par år), hvilket med uforandrede budgetmidler naturligt skaber færre modtagere… og med dét et såre naturligt fokus på udvalgets yndlinge, som “fortjener” legat, og på tidens “hotte” navne, som uddelingsudvalget og alle andre naturligt gerne vil have mere kunst ud af, og derfor lokker videre med hæder og penge.
Er det en lortemodel, der ikke ser på menneskene?
Det kan man måske godt synes, hvis man føler sig personligt forbigået, men der er tale om KUNSTstøtte, ikke kontanthjælp for skabende.
KUNST VÆKSTER ALT
Kunstmidlerne vil have mere kunst for pengene, fremtidig kompetence i kunstnere, nye kunstretninger, nye eksperimenter og genrekrydsninger, større udbredelse og flere kunstbrugere, større betydning for modtagerne, for læserne, regional og national inspiration og vedvarende indblæst kollektivt åndedræt. Kunststøtte sikrer således, at samfundets dynamiske kriterier ikke alene tælles i retssikkerhed, minimalmagt, og maksimalkapital alene. Så samfundets økonomiske og politiske magt ikke stagnerer uimodsagt – ved økonomisk “plads” givet til forfatteres demonstration af menneskers forstand, følelser, behov, problemer, drømme, forestillinger, visioner.
Offentlig kunststøtte demonstrerer et samfund, der ønsker at blive set i kortene. Et sundhedstegn. Og beløbets størrelse afgør, om det skal ses som “sulteløn” eller “mundkurv”.
Det er ikke svært at se, at støttekriteriernes upersonlighed kan skabe et større merkantilt fokus hos mere merkantilt tænkende kunstnere og deres projektbeskrivelser – hvilket kunstfonden så forsøger at punktere ved årets formulering om at beskrive Det Kunstneriske Nu:
Det søges forhindret, at forretningsforfatteren trækker sig (for meget) fra sin skabelse, så Kunsten og Menneske kan forblive ét – så litteraturen (for)bliver hjerteblod frem for kassetænkning, gentagelse, re-produktion.
HÆDER ELLER LØN
Det kaldes fortsat et “arbejdslegat”. Engang var det et særligt beløb – eks. 2512 kr eller 9746 kr. – til et eller andet kunst. I dag tillades ikke indregnet i ansøgningsvurdering, at mange kunstnermennesker behøver penge til at kunne arbejde, før de kan sælge. Dette års ansøgningskriterium tæller ikke individet – kunstfonden ønsker ikke ansøgers økonomiske situation blandet ind – fordi alt skal handle om kunsten. Det er derfor uden betydning for tildelingen, om man har fast arbejde og indkomst eller ej – en tildeling er at regne som et hæderslegat. En præmiering.
Målet for en ansøgning er således at blive del af en lang række præmieringer: Summen af dét, man pt. skriver på og den kunstner, man ér og rækker mod at blive, skal kunne hædres, opmuntres, præmieres. Det siger derfor sig selv, at ansøger skal forsøge at se sig selv i dette lys: Hvad mener man selv er ens værd som den kunstner, man ér og ønsker at blive?
MERE BRÆNDE PÅ
Hvad enten man er meget selvsikker eller ikke, må man som ansøger have tillid til, at legatuddelerne ikke er helt firkantede i deres vurdering af kunstneres selvvurdering og egentlig bare leder efter, hvor det BRÆNDER hos kunstneren.
Herved bliver legattildeling – helt i tråd med indsatsmaksimering på arbejdspladsen til TROVÆRDIG KUNSTVILJE-præmiering af kunstneren: At kunstneren er 100% indstillet på at skabe mere (god) kunst. For tildelingssummen og mere til. Ikke en betaling for kunst. Men en investering i kunst – hvor den menneskelige psykologi (hos kunstneren) gør resten for at holde det personlige kunst-tog på skinnerne, koste hvad det koste vil.
Så, igen: Samfundet køber ikke kunst med legaterne, men incitament. Og betaler ikke med mange penge, men beløbets størrelse er, alt andet lige, stort nok til at fremstå hændrende. I modsætning til ikke at få hæder – hvilket bliver de fleste til del.
Har du således ikke fået noget i år, så regn med at andre hædersansøgere har fremstået mere brændende end du.
