Kulturstøtte: et muligt opgør med SMAL litteratur?

For nyligt deltog jeg i et møde indkaldt af en mængde små forlag på grund af ændret uddelingspraksis i Kunstfondens projektstøtteudvalg. Mange af dem havde fået udvalgets seneste udgivelsesstøttepraksis at mærke i form af et rundt nul. De små forlag ønsker dog ikke, at deres problemer skal udpensles i pressen – jeg tænker, at de frygter at tiltrække sig negativ opmærksomhed fra tidens neo-rindalister og inkarnerede kapitalister, og sikkert hellere vil udmønte frustrationerne i et brev eller måske et møde med støtteudvalget.

De fleste i branchen ved dog godt, at visse “indholdsproducenter”… (herunder lyrikere) ikke kan meget andet end udkomme og sælge i små oplag, og at udgivelse seriøst besværliggøres af behov for at opdyrke økonomi fra mange kilder, hvis samfundet begynder at stille krav om lighed mellem støtte og salg. Men at udgive udfordrende kvalitetslitteratur på dét grundlag, herunder digtning, som jo er vores bord, lader sig bare ikke gøre i længden: Både bevidste “kulturtilbud” og kunstens skabelse koster tid og psykiske kræfter, og hen ad vejen udmarves alt af manglende respekt – både kulturens arbejdere og samfundets mennesker; alle bliver fattigere, mindre vidende om hinanden og mindre tolerante. Alle taber – men kortvarigt tjener visse flere penge end normalt.

Folkemedierne har det med at fremhæve “hverdagens helte og engle”. Lad os gerne blive i dén terminologi og derfor bemærke, at langt de fleste af de små forlags udgivelser bygger på frivilligt (gratis) arbejde, og at det på ingen måde kan være rimeligt, at litteraturens engle og samfundshelte ud over investeringen i form af egne timer tillige skal have penge med hjemmefra til tryk og oversættelse af deres små oplag med kvalitetslitteratur til gavn for den åndelige og forståelsesmæssige bredde i vores samfund.

Og tjae – nogen skal jo sige det.

Meget lig haute couture fremviser “god litteratur” eksempler på stor kunst og blik på både samfundets holdning og hvad der for tiden lader sig gøre at skabe og udtrykke og forstå.

SMAL vs BRED

En bøn: Kunne vi vænne folk af begrebet ”smal litteratur”, ville meget være bedre.

”smal” = et fåtal (= “ingen relevante”)
”bred” = mange (= “flertallet”)

At en titel ikke potentielt henvender sig til ”alle”, gør den dig ikke irrelevant at beskæftige sig med – især ikke, hvis samfundsfælles kunststøtte bidrager med økonomi til arbejdet med at udgive den…

Ja, netop: Støtten fra samfundet til bredde i det skrevne koster, at en del af købernes bogbudget frem for til krimier og livsstilsbøger går til intens følelsesforflyttende og tankedannende litteratur – hvilket naturligt nok bekræfter højrepolitikere i, at kunststøtte er konkurrenceforvridende.

Gudskelov så, at de fleste forlag er mere af “gyngerne og karrusellerne”-slagsen, der sælger ensartet litteratur for at kunne drive en forretning, som også gerne udgiver den mere udfordrende litteratur kun et fåtal køber, end de alene prakker rakket bras på, fordi rakket ikke kan kende forskel…

Den kollektive udgivelsesstøtte fokuserede længe på den del af kunsten, som enten ikke taler til “flertallet” af købere, anmeldere og medie-facader, eller ikke har råd til at reklamere på markedsvilkår, men besidder de kvaliteter kunstnydere forventer sig af kunst. De sidste 10-15 år har dog set tegn på tiltagende professionalisering, rationalisering og centralisering i den litterære branche, herunder samfundet generelt, og dét slår igennem i måden, kunststøtte uddeles på: Mellemlagene frasorteres, flertallet afkræves konstant uafhængig udgivelsesproduktivitet på CV’et, kunstneres læringsproces regnes ikke længere for samfundets ansvar, støtteangivelser bortsorterer små økonomiske støttebehov til mange og tildeler højere beløb til færre – det ligner alt sammen bevidst eller ubevidst elitisering, professionalisering, snarere end støtte til kunsten som “forskelligartet”, hvad kvalitet og indhold angår. “Det smalle” er blevet et skældsord i mange munde snarere end et positivt udtryk for forskelligartethed.

I filmterminologi hedder det ”off-mainstream”, ”indie-produktioner” eller ligefrem “auteur”, når en producent – uagtet at et manuskript næppe bliver en hot blockbuster – sætter tæring efter næring og budget efter forventet indtjening og støtte indhentet uden for produktionscentre som Hollywood, Bollywood og hvad de nu hedder.

I Danmark har mange små forlag fundet sammen under navnet ”Mikrofest”, men da denne så instruktive og eksemplariske samling er en flydende størrelse, der ikke har noget med selve produktionsinvestering eller indtjening at gøre, duer reference hertil heller ikke som fast betegnelse – og parallellen til Hollywoods filmindustri ligger samtidig ikke lige for, da Mikrofest-kollektivet er beregnet på fælles distribution (i opposition til branchens gamle nær-monopol-distribution, DBK) snarere end at stå som en stempling af små oplag som bedre end store.

Kan vi slippe for nedgørelsen ved at kalde spaden for spade? Så småforlag kan få lov at være heldige hen ad vejen at kunne sælge en god bog i flere oplag og mange eksemplarer frem for i få? Og ja, jeg ved godt, at visse store oplag af mainstreamlitteratur ikke sælger, hvilket ikke nødvendigvis hverken gør dem til god litteratur eller støtteværdig. Men nu har du læst hértil, og ved hvad du mener.

Så, hvad siger du til ”småtryk”?