Peter Vind Huss, 1959-2022

 

Peter Vind Huss debuterede i egen bog på Gyldendal i 1984.

I de sidste 20 år har Peter Huss stort set selv stået for udgivelsen af sit værk, og omfavnede i sine sidste år (med tiltagende hast, forekommer det) udgivelse af sine digte og bøger som lydbøger.

Fotos fra de senere år viser en mand, der er slidt ned. Men hans bøger, gode såvel som dårlige – og her skal vi huske, at der skal skrives megen dårlig litteratur for at gøre plads til den gode – findes fortsat at læse via bibliotek.dk

—

Asger Schnack skriver sådan her om ham på Facebook:

Peter Huss (11.5.1959-27.11.2022).

Med Peter Huss’ bortgang har et særegent og tragisk digterliv fået sin ende. Peter Huss, der også brugte navnet Peter Vind Huss, debuterede i bogform i 1984 med digtsamlingen ”Min vandkugle i venstre hånd”. Det skete på Gyldendal. Allerede samme år fulgte han den op med samlingen ”Stor, hellig pande” (der var tilegnet Michael Strunge) på Nansensgade Antikvariat. Vi befandt os i en meget smuk, visionært båret begyndelse, og Pia Tafdrup, der i 1985 redigerede antologien ”Transformationer. Poesi 1980-1985”, tog seks digte med heri fra de to samlinger.

Ungdomsværket fortsatte i en samlet bue frem til 1987 med følgende samlinger: ”Når et menneske får sprog” (1985), privattrykket ”Tæt som septemberregnen” (1985), ”Jagt og sneglesti” (1986), ”Telham” (privattryk, 1986) og ”Lysvågen dag” (1987). Der er tale om en meget tydelig firserpoesi, nok inspireret af Michael Strunge, som han blev ven med, men også i samklang med andre af periodens digtere, ikke mindst Thomas Boberg (der ligesom Peter Huss selv debuterede i 1984). Men Peter Huss indtog en yderposition af på en gang verdensåbenhed og anslået religiøsitet, man kunne nærmest tale om en form for jegporøsitet, der gennemstrømmede værket, og som resulterede i en meget original billedbrug og en følsomhed, som skabte uventede møder mellem ord og universer, forstået som det nære og det universelle. Usikkerheden var en nødvendighed, en overskridelse af det vante og det tilforladelige, hans poesi var en satsning i hvert digt, som om han kastede en line ud, der tillige kunne læses som en bøn, en besværgelse.

Disse første syv bøger opfattede han også senere selv som en helhed, og han udgav ligefrem – inspireret af Ole Sarvigs ”Den sene dag. En digtkreds i udvalg” – et udvalg af de syv samlinger i ”Læbernes møde. En digtkreds i udvalg” (1990). Hans psykiske skrøbelighed bevirkede, at han tidligt blev indlagt på psykiatriske afdelinger, hvilket fremgår af flere digte, allerede i de første bøger, hvor Sankt Hans Hospital optræder, fx i dette fra ”Når et menneske får sprog”, der blot hedder ”Sct. Hans-hospital” og slutter med disse linjer:

”Jeg skriver et digt om rød sne / og holder om en sygeplejerske.”

På en gang magtfuldt og hjælpeløst.

Michael Strunges tidlige død gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i ”Telham” (Huss’ variant af Hamlet) kan man læse digtet ”Efter Michael”, hvor det hedder:

”Jeg har forvandlet / mit legeme til ånd / i Guds hånd”. Og atter i ”Lysvågen dag” i digtet ”Ubrydelige”: ”Michael døde / som en blomst / synker ud i kaffekopperne. // Vi elsker og ærer dig / i hvide servietter. // Væbnet med grønne musketersko / blinkede forårsnatten dig i møde. // Vi holder om dig.”

Stadig er der i den fortsatte begyndelse meget fine og ja, forbløffende digte, der holder sammen på deres syner og hymniske elementer, så digtet lever – som digt. Det gælder også til dels den følgende samling, ”Veninde iaften” fra 1990 (privattryk), men her indtræder en vis opløsning af digtet, der får lov til at skride og langsomt (i de følgende samlinger) indtager alverdens sære synspunkter og sammenblandinger af håb og drømme om ’et godt liv’ med en smertelig virkelighed.

Hans omfattende læsning drejede mere og mere tilbage mod 1940’ernes poesi, og han dyrkede digtere som Ole Sarvig, Erik Knudsen, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig, ja, der optræder decideret en Ole Sarvig-kirke i et af hans digte. Han lever sig ind i digterrollen med piberygning og drømmeliv. ”Regn, pibe, frakke,” som det hedder et sted. I nær tilknytning hertil en livsbesyngelse og en messiasstemning, der er vanskelig at lokalisere uden for digterjeget. ”Hvordan kommer jeg ud af hovedet …” spørges der i digtet ”By. Maj” (”Læbernes møde”). ”Du er ikke Messias, / men du kan identificere dig med skikkelsen, / forklarede Erik Knudsen mig,” begynder digtet ”En morgen i skønhed” fra ”Sjælefred – varme” (2009), der i øvrigt er tilegnet Klaus Høeck.

Samtidig med denne orientering sker der også en sær namedropping og identifikation med en kærlighed som selvstændigt livsfænomen, der omfatter navngivne musikere og andre kendisser fra det virkelige liv. Det hele finder sted i en vitterlig udladning af selvudgivne bøger, en stadig strøm helt frem til de senere år, hvor det også drejede sig om mp3-udgivelser, som alle er registreret på bibliotek.dk. Jeg selv har mange af bogudgivelserne, men langtfra alle. Den sidste, jeg ejer, hedder ”Rumgeometri” og er fra 2018. Her er vildt udkastede noter fra sindet, digte af ukendt art. Et digt hedder ”Elskovsbask” (en fantastisk titel!) og lyder: ”Elektrisk polarmåne. / Godt. / Somrenes Velsignelse.”

Han mistede den umiddelbare kontrol over liv og forfatterskab, men tilbage står den første digtkreds, en ubrydelig kærlighedsvilje og et religiøst farvet håb, en længsel efter længsel, som det hedder i endnu et digt betitlet ”Sankt Hans” (i ”Lysvågen dag”): ”Folk går om søen / piger skøjter / træet er hvidt / ryger cigaret / æbleplantage / sneen over æbler / engle kommer ned / jeg synger / længes efter længsel”.

Peter Huss vil blive husket for sine bedste digte og for sit vilde projekt, der desværre kørte af sporet, men som til det sidste omfattede viljen til det gode. R.I.P.

Trivia: Peter Huss skrev mange skønne dedikationer i sine samlinger. I mit eksemplar af ”Veninde iaften” er dedikationen dateret netop i dag for 32 år siden, 6. dec. 1990, og lyder: ”Ren jul og øm juninat”. (Illustrationerne viser de fem forlagsudgivne bøger fra digtkredsen ”Læbernes møde”, hertil kommer de to privattryk)

—

Af lektørudtalelse på “hybenrose” (2013):

Af lektørudtalelse på “sten på havets bund” (2002)

/Gud er over landet/som en spejling/af drømme, længsler, poesier/. Strofen er fra digtet “Mand, veninde, lykke” og signalerer måske ganske godt den lettere, på en gang højstemte og altmodische tone der er at finde i Peter Huss’ nye digtsamling. En samling af korte og meget korte digte, enkelte næsten grænsende til noget nær strøtanker, hvor Huss’ digterjeg i en række undertiden abrupte, metafortunge tekster kredser om natur, kærlighed, ro, hengivelse, glæde og ikke mindst tro. Alvorstungt ikke mindst og vel smægtende efter undertegnedes smag, men tilsyneladende med fast forankring i et såvel sprogligt arkaiserende udtryk, som et indholdsmæssigt højtideligt islæt der igen synes båret af en mur- og nagelfast, sikker sindsro. Med et digterjeg der angiveligt fremstår harmoniserende i sit livssyn, lad gå at samme digterjeg så, i sagens interesse, betjener sig af, i mine øren, lettere skurrende termer som f.eks. “pigevæsenet” og “urpulsen”. Således ikke ganske uden atonale indtryk, men når ret skal være, så skal forf. også krediteres for “Barndommens Søllerød”, et digt tilegnet moderen, enkelt og i grunden behageligt ukunstlet. En samling der går sine egne veje i dansk lyrik år 2002, og som i overensstemmelse hermed næppe vil påkalde sig megen opmærksomhed

“En samling der går sine egne veje i dansk lyrik år 2002, og som i overensstemmelse hermed næppe vil påkalde sig megen opmærksomhed.” Ja, det er så den herskende holdning hos visse mennesker! /KK