[foto fra magasinet Atlas, 2017]
Debut 1996
Ord om Martin fra hans redaktør Janne Breinholt Bak:
” Forfatter, forlægger og kritiker Martin Larsen er død efter kort tids sygdom.
Jeg var så ubeskriveligt heldig at være hans redaktør i 13 år. Martin Larsen gjorde ikke noget stort væsen af sig. Men han var blandt de væsentligste danske forfattere, og efter min opfattelse vil det manuskript, han indtil sin død havde arbejdet på i ti år, og som jeg mødtes med ham om sidste gang i forsommeren, komme til at stå som et hovedværk i dansk litteratur.
”Kronos’ drømme”, som bliver romanens titel, forener det, som har været spændvidden i Martins forfatterskab siden debuten ”Tabula Rasa” i 1997. For at vække de mest elastiske nervebaner pålagde Martin sig strenge regler og rutiner, også selvom disse regler var tilfældige. Det kunne være som i ”Noter til det mere perfekte liv” (2009), hvor digtene blev skrevet i den københavnske metro og kun måtte skrives, når toget holdt på stationen.
Den stramme form gav anledning til at undersøge, hvordan poesien udspringer af hverdagen, rutinerne, reglerne, selvom poesien med Martins ord ”ikke bryder sig om det almindelige liv”. Eller han parafraserede sit store litterære forbillede Inger Christensen i ”Svanesøsonetterne” (2004) og ”Parasitsonetterne” (2017), hvor han beskrev et system af sonetter, der danner sig selv i det uendelige. Som stjernehimmelen, han kiggede op på som barn gennem sin kikkert.
Miraklet er, at denne poetik, det skarpt konceptuelle, som kunne virke mekanisk, giver en frihed og uudtømmelig rigdom for fantasien og legesygen.
”Hvis jeg var kunstner”, den kontrafaktiske selvbiografi fra 2010, var første værk, jeg redigerede sammen med Martin. Det var altid vildt stimulerende at tale om litteratur med Martin. Han var udstyret med en humor, som fik mig til at skraldgrine, mens han sad og klukkede ovre i stolen. Nogle gange fik jeg også ham til at grine – det var lykken.
Da han for ti år siden præsenterede mig for sin ide om at skrive en monstrøs global western med forlæg i ”Bill & Ben”-serien, han havde læst som dreng, lavede vi den regel, at han skulle aflevere en gang hver anden-tredje måned, uanset sidetal, og at vi mødtes til en kop. Nogle gange havde han skrevet 5 sider, andre gange, når bølgerne gik højt, 15. Men hver gang badede jeg mig i nye forunderlige, uforudsigeligt knopskydende historier om de tre kvinder Ella, Harriet og Fran, der i slutningen af 1800-tallet befinder sig i samme diligence på vej mod nye verdener.
Over mere end 500 sider udfolder der sig historier om livet dengang og før, i minebyen Whitlock og ganske andre steder på jorden. Bizarre, dagligdags, bevægende, usædvanlige, triste, lattervækkende og ekstremt blodige historier. Uformående cowboys og handlekraftige kvinder, malere og skuespillere, svindlere, minearbejdere, mordere, hvalfangere og kannibaler, præster og minearbejdere indgår i en kakofoni af livet med alle deres fortællinger, lidenskaber, illusioner og bedrag. Alt imens samfund skyder op af den bare jord, og andre går til grunde og kun efterlader sig ruiner. I hvert et menneske, i hver en ting, i hver en krog af verden venter en historie.
I ”Hvis jeg var kunstner” beskriver Martin det selv på denne måde: ”Hvis jeg var kunstner, ville hver enkelt genstand være fyldt med en sær og enestående aura, og mit arbejde ville være at afstemme disse og anbringe genstande i konstellationer, der på en eller anden måde talte til det, der ligger dybest i os alle.”
Ud over sit ambitiøse forfatterskab var Martin i en årrække litteraturkritiker ved Information og satte et umiskendeligt præg på både dansk og oversat litteratur på Forlaget Basilisk med oversættelser af blandt andre Anne Carson, Peter Waterhouse, Jacques Roubaud, Juliana Spahr, Leevi Lehto og John Ashbery. Nogle oversatte han sammen med vennerne fra Forfatterskolen, som i en lang årrække drev Forlaget Basilisk.
Han beskrev selv sine år på Forfatterskolen som formative, da Poul Borum åbnede hans blik for verdenslitteraturen, mens han i en periode arbejdede hos ham med at sætte bøger i orden i Borums bibliotek. I samme periode fik han en særlig forbindelse til Inger Christensen, som har præget hans forfatterskab siden.
I de ti år, han arbejdede på storværket ”Kronos’ drømme”, beskrev han processen i procenter. Og da jeg mødtes med ham i slutningen af maj, var han ”96 procent” færdig med romanen. Få uger senere mistede Martin sproget og evnen til at skrive og fik diagnosticeret en hjernesvulst, der havde sat sig på sprogcentret. Denne begivenhed var så absurd, usandsynlig og ubegribeligt ond, at den med lethed kunne have indgået i Martins kommende værk.
Med denne besked var det åbenlyst for mig, at jeg ville få brug for flere øjne i den afsluttende redaktionelle proces, som Martin ikke selv kunne forestå. Peter Højrup og René Jean Jensen, som var nære venner og kolleger med Martin, og som jeg i forvejen har haft et mangeårigt samarbejde med, gik med ildhu og dedikation ind i det redaktionelle rum for at færdiggøre Martin Larsens mesterværk.
Jeg kunne ikke have gjort det uden dem, og de kunne ikke andet end at tænke med. For som René sagde: ”Hvornår får vi nogensinde så litterær fed muld mellem fingrene.”
Æret være Martins minde.”
Uddrag af begravelsestalen ved Kristian Ditlev Jensen:
” Martin Poul Larsen blev født den 12. august 1969 i Nykøbing Falster. Hans far var landmand, og hans mor var bankassistent. Han voksede op sammen med sin bror, Jesper. Martin gik ti år på Toreby Skole, fra børnehaveklassen til niende, inden han kom på Gunslevholm Efterskole. Han fortsatte i gymnasiet på Nykøbing Katedralskole, hvor han gik mellem 1984 og 1989.
Samme år flyttede Martin – som i den danske version af en klassisk coming of age-historie – til København for at studere filosofi på universitetet. Efter grunduddannelsen blev han cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling.
Martin søgte optagelse på Forfatterskolen i 1994, men i stedet for at blive optaget i første hug, fik han arbejde som privatsekretær hos Poul Borum – som blev hans litteraturvidenskabelige forbillede og mentor – inden han året efter endelig kom ind på Forfatterskolen.
Allerede som barn havde Martin interesseret sig for ord og fortællinger. Men det var faktisk en helt anden måde, det hele startede på. Da Martin var blevet konfirmeret, var det nemlig film, han brændte for. Så han brugte hver en krone, han fik i konfirmationsgave på professionelt smalfilmsudstyr. Og inden længe havde han skrevet et manuskript til en episk storfilm, der skulle handle om udgravningen af Tut-Ankh-Amons grav. Projektet, som var nedskrevet med myrebogstaver på ternede A4-ark, voksede og voksede. Og til sidst opgav Martin at lave det som film. I stedet kastede han sig over opgaven med at omdanne det til en TV-serie i 24 afsnit. Et arbejde, han faktisk gjorde helt færdig. Men filmen blev aldrig lavet. Og ingen, overhovedet, har nogensinde læst manuskriptet.
På Forfatterskolen markerede Martin Larsen sig mest som lyriker. Og efter tiden med Poul Borum som litterær ledestjerne, debuterede Martin i 2001 med samlingen Det stof som alting er gjort af på Gyldendal. Han fik Rifbjergs Debutantpris for udgivelsen. Men allerede inden da havde han, i 1997, udgivet en floppy disk med tekster, som han til sammen kaldte for Tabula Rasa – det er det latinske begreb, som i filosofien henviser til ideen om mennesket som tomt. En skabning, der, som en renvasket tavle, må begynde alle sine erkendelse med ordløse sansninger.
Den eksperimenterende tilgang til medier videreførte Martin Larsen i 2004, da Svanesøsonetterne udkom. Værket består af en papæske fra Rigsarkivet indeholdende 60 sammenkrøllede A4-ark og en lille folder med gravskrifter. Man må altså møjsommeligt folde de krøllede papirstykker ud, før værket kan læses. De håndskrevne sider afslører en frustreret digters arbejde med at frembringe en sonetkrans, skiftevis optimistisk og pessimistisk på projektets vegne.
Det skabte en vis opmærksomhed i pressen, da Martin Larsen i 2007 udgav 2,4 millioner navne. I værket Monogrammer samlede forfatteren alle lovlige danske navnekombinationer på sammenlagt 5984 tætskrevne sider udgivet i syv bind. Værket er indtil nu udkommet i syv eksemplarer. De fleste er købt af biblioteker, men bemærkelsesværdigt nok, så har én dansker, hvis navn jeg desværre ikke kender, fået det i konfirmationsgave. Alle bind af Monogrammer – både Navnet, Signaturen, Kunsten og så videre – kan faktisk stadig fås samlet fra forlaget, men det koster 3500 kroner, og man må påregne en leveringstid på seks uger fra bestilling.
I 2009 udgav Martin metrodigtsamlingen Noter til det mere perfekte liv. Et metrodigt er et digt skrevet efter en helt særlig regel: Man må kun tænke på sit digt i den tid, man kører en tur i metroen. Og først, når man er fremme og stået af, må man nedskrive det i al hast.
I 2010 udkom de prosalyriske tekster Hvis jeg var kunstner, som ironiserer over den menneskelige længsel, og som alle sammen er en slags modargument til et postulat.
Med inspiration fra Inger Christensen beskrev Martin Larsen i 2017 i sin samling Parasitsonetterne et system af sonetter, der danner sig selv i det uendelige. Han undersøgte netværksstrukturerne mellem digtene. Han viste ikke bare skønheden i digtene, men også i deres interne forbundethed.
Som det fremgår, så havde Martin en stor kærlighed til den form for formmæssigt eksperimenterende litteratur, som man kender fra den franske litteraturkreds, der kaldes OuLiPo, og hvis man kendte ham, ville man næppe have studset, da han i 1997 tog afgang fra Forfatterskolen med teaterstykket Palindrama, som var skrevet helt ens forfra og bagfra, og som førte til, at skuespillerne både måtte tale og bevæge sig baglæns i hele anden del under premieren.
Ved siden af sin egen produktion, var Martin også en stor litteraturformidler. Fra år 2000 og tyve år frem var han redaktør og forlægger på forlaget Basilisk, som han overtog fra professor – og poet – Per Aage Brandt sammen med René Jean Jensen, Peter Højrup, Pejk Malinovski og Majse Aymo-Boot. Forlaget bestod ved overdragelsen af en papkasse med en bankbog og helt utrolig mange regninger. Men gruppen fik det – blandt andet med Martins arbejdsindsats – til at stortrives igen.
I sin egenskab af forlagsredaktør har Martin læst, støttet og forløst bøger for forfattere som Christina Hagen, Molly Balsby, Mette Ø. Henriksen og Kasper Hesselbjerg.
Ved siden af arbejdet på forlaget oversatte Martin også selv bøger. Hans vigtigteste bidrag til den oversatte litteratur omfatter navne som for eksempel Jacques Roubaud og Peter Waterhouse. Men det var også ham, der oversatte Alfred Jarrys bog med den sære titel Patafysikeren doktor Franstrolls bedrifter og betragtninger.
I en periode var Martin Larsen også litteraturkritiker på Dagbladet Information. Og han var en hård kritiker. Han var for eksempel ikke bleg for at smadre store navne som både Peter Poulsen og Lars Bukdahl. Sidstnævnte tilgav ham dog – i hvert fald fik Martin den eftertragtede litteraturpris Bukdahls Bet for mammutværket Monogrammer. Efter fem år stoppede Martin Larsen som kritiker i avisen. Efter sigende mente hans kollega Georg Metz, der selv var litterær lejemorder, at Martin var for kritisk til at være kritiker. Og det skal nok passe. Helt til det sidste kunne han – uden ord – give sin mening til kende. I skulle have set hans ansigt, da jeg af vanvare kom til at foreslå, at vi skulle synge salmer af Simon Grotrian her ved hans begravelse.
Det. Skulle. Vi. Ikke.
Med Martins store og kantede intellekt fulgte også en stor og firskåren krop. Og han forstod virkelig at bruge den. Allerede som 14-årig begyndte han at spille beachvolley på et meget seriøst plan. Og i sommeren 1994 kørte han sammen med sin ven Morten Larsen – no relation – rundt i hele landet på motorcykel for at deltage i beachvolleyturneringer. De to lovede hinanden, at hvis de vandt det hele, så ville de forsøge at blive udtaget til OL. Desværre havde Martin nogle udfordringer i spillet. Som rødhårede kunne han faktisk slet ikke tåle sol. Og han var også alt for lav. Men ikke desto mindre vandt han og Morten faktisk det år sølv ved DM, ikke mindst, fordi Martin rent teknisk var en uhyre dygtig spiller.
Martin kunne også være drenget. Han spillede computerspil den halve nat sammen med sine venner eller sammen med Jesper. Og han elskede fodbold – både at se det og at spille det. Faktisk var Martin med på den danske forfatterlandshold i fodbold, og det var ham, der scorede et formidabelt langskudsmål, da Danmark tabte 9-1 til det norske forfatterlandshold. Martin var i øvrigt ved den anledning meget forarget, ja, rasende ligefrem, efter kampen, fordi nordmændene snød. De stillede med en professionel Machester United-spiller, hvis eneste litterære bedrift var at udgive en selvbiografi skrevet af en ghost writer.
Den kropslige og sanselige side af Martin kunne også vise sig på andre måder. Han dukkede altid op, når nogen skulle flytte, og når noget skulle bæres. Han elskede kager – alle kager, og ikke bare, som én af hans venner i årevis troede, kun kanelsnegle.
På den måde var Martin også altid et mysterium. Som hans bror Jesper fortalte mig, da jeg besøgte Martin kort inden hans død, så havde Jesper en fornemmelse af, at stort set alle kendte Martin – men at stort set ingen kendte hele Martin.
Jesper er måske den eneste undtagelse fra den regel. For over for Jesper var Martin helt åben. Over for Jesper kunne Martin tale om alt. Over for ham havde Martin mange meninger om verden. Men så snart andre dukkede op, lukkede han mere i igen. Og det gik Jesper på, ikke mindst på Martins vegne.
Martins indesluttethed og tilbageholdenhed var legendarisk. Alle, der kendte ham, kendte også den side af ham. Jeg kan nok bedst forklare, hvor enestående tavs Martin kunne være, ved at afsløre, hvad min første tanke var, da Jesper fortalte mig, at Martin var blevet alvorligt syg, faktisk så syg, at han allerede var så nedbrudt, at han kun kunne sige ja og nej. Jeg tænkte: Yeah, what else is new?
For Martin var virkelig en tavs mand. Da hans nærmeste kreds forleden sad og talte i munden på hinanden om Martin ude i Peters køkken gik det igen og igen og igen. Martins tavshed kunne irritere andre. Det kunne virke, som om han lurepassede i konflikter. Eller som om han trak sig. Og det er måske derfor, at ingen – overhovedet – kan huske, at de nogensinde har haft et skænderi med Martin. Alle kan huske, at han blev utrolig ked af det, når andre skændtes. Det tavse kan også være et projektivt rum. Og nogle har også beskrevet, hvordan Martins tavshed ligefrem kunne føles som en personlig afvisning.
Men det tavse kunne også noget andet. Når man var sammen med Martin, så var der altid en intensitet, fordi der altid – midt i det verbalt ordløse – var et enormt nærvær. Nærværet kom fra ham, fra den varme, der emmede fra hjertet et sted dybt i hans brede bryst, men som én sagde, så kom nærværet faktisk også fra én selv. For når man var sammen med Martin, måtte man altid tyde ham, prøve at afkode ham. Martin var en mand, man var nødt til at læse. Og det, alle læste, var, kunne vi se forleden, da vi var samlet, næsten helt det samme. Martin var mild. Han var venlig. Og han havde et væsen, som man – uanset, hvad han lavede ved siden af én – mærkede utrolig stærkt.
Det var også karakteristisk for Martin, at han – dybt inde i sin tavse natur rummede en kæmpestor humor og en stålhård nøgternhed. Martin havde en af de bedste bullshit detektorer, man har set. Der findes, ifølge Martin, sandhed, og der findes løgn. Og så findes der bullshit, som er, at man bare siger det, som ligesom er belejligt. Den slags overfladiskhed kunne han ikke snuppe.
Tavsheden rummede også et enormt mod. Martin var en usentimental mand. Han var typen, der grinede dagen før, at kirurgerne åbnede kraniet på ham for at grave kræften ud.
Dér. Der fik jeg det sagt. Endelig. Og uden bullshit: Martin fik kræft.
Det begyndte med en sms til en ven. Der stod bare tre ord over hinanden. Næsten som et absurd digt, hvis budskab modsagde sin egen form. Der stod:
Afasi.
Afasi.
Afasi.
Samtidig med den sms, opdagede Jesper, at den var helt gal med hans bror, da Martin skrev til ham, at han følte, at han var blevet ”syg i hjernen”. Jesper rejste straks til København. Martin blev undersøgt. Og det blev med det samme konstateret, at han var uhelbredeligt syg. Som hans redaktør Janne på Gyldendal forleden tørt bemærkede på Facebook, så var denne begivenhed, så ”absurd, usandsynlig og ubegribeligt ond”, at Martin næsten selv kunne have skrevet den. Forfatteren fik kræft i sprogcenteret.
Efter kun tre måneder fik Martin og hans nærmeste besked om, at kræften var terminal. Og så ville han ikke længere have behandling.
Den sidste tid var barsk for Martin. Og alle omkring ham kunne med egne øjne se, hvordan han led og kæmpede.
Men der var også lyspunkter i al smerten. Jesper var der døgnet rundt. Vennerne prøvede at nå frem på sygebesøg fra hele verden. Og når Peter og René hentede ham for at køre ham rundt i København på tur, da Martin ikke længere kunne gå selv, var han allerede klar. Han havde bundet sine sko og sad på sengen med jakken på.
I hele forløbet var personalet på Vigerslevhus med til at gøre Martins liv mere tåleligt. Deres godhed rakte langt, langt ud over det almindelige. Sygeplejerskerne kaldte Martin for et godt menneske. De kom ind med bøger til ham. De satte sig og læste for ham. De holdt ham i hånden, imens han sov. Og de var i tårer, da han natten til fredag i sidste uge endelig døde.
[…]”
