Okay, indrømmet: Jeg blev no*k *en smule* starstruck*, da mit selskab blev fanget ind på RÆSONs stand, og Clement Kjersgaard stak et eksemplar af det lækre Æra i hånden på mig – lækkert indhold, enestående Asta.
Og endnu mere karisma-fascineret, da Clement villigt, øvet, speedsnakkende gav os en indføring i, hvordan teamet bag Deadline egentlig arbejder. Og delte historien om at lave voxpop i USA op til præsidentvalg …”og denne her kvinde så siger: ‘Jeg kan ikke sige, hvor meget jeg hader Trump.’
Men Clement pjatter, tjatter, lokker: “Jeg flirter med hende: ‘Jo, fortæl det.'” Og hun så siger f-ordet.” Som ikke er freaking. Dét siger man altså ikke i USA: “Det er ikke som i Danmark eller Holland eller Tyskland,” ræsonnerer Clement, “hvor vi bruger det ord hele tiden.” Så meget hader kvinden Trump. Og hun er bange. Bange for borgerkrig. Og – her bemærker både jeg og selskabet, at Clement lægger hånden på hjertet og som i sidebemærkning tilføjer “…jeg bliver helt berørt ved at tænke på det…for så trækker hun ned i sin batiktrøje og viser den Davidsstjerne, hun har tatoveret ved kravebenet. Hun var bange for et nyt holocaust.”
Hvor er det saliggørende, når selv de sejeste skærmtrolde ikke bliver kyniske.
Vi går fra standen en samtale rigere og Clement er allerede igang med en ny: Med en ældre medborger, der på *sin *måde giver udtryk for at være starstruck over at møde det kendte ansigt i BogForums ovenlys: “Jeg skal lige se,” hører jeg hende sige “hvor høj er du i *virkeligheden*?”
